Dansk fotograf vinder stor filmpris i Berlin

Den 45-årige danske filmfotograf Rasmus Videbæk har modtaget den prestigefulde Sølvbjørn i Berlin.

Den danske filmfotograf Rasmus Videbæk har her til aften modtaget en Sølvbjørn ved den 69. Berlin Filmfestival for sit arbejde på den norske film "Ut og stjæle hester".

Rasmus Videbæk modtager prisen i kategorien Enestående Kunstnerisk Bidrag inden for filmfotografi, redigering, musik, kostumer og scenografi.

45-årige Rasmus Videbæk har tidligere arbejdet på store danske film som "En kongelig affære" og "Kongekabale".

Filmen "Ut og stjæle hester" er instrueret af norske Hans Petter Moland. Den er baseret på norske Per Pettersons bestsellerroman fra 2003.

Rasmus Videbæk fortæller, at han selv har et nært forhold til bogen. Derfor gør prisen ham særligt stolt.

- Jeg er først og fremmest rigtig stolt og glad på filmens vegne. Den bog har til alle tider været min yndlingsbog. Så ja, det betyder rigtig meget.

- Bogen er bundet op omkring en masse stemninger, stærke sansninger og minder. Så billederne fylder meget i bogen, og det var vigtigt for os at være så tro mod den abstrakte og melankolske tone som muligt, siger han.

Berlin Filmfestival, der også går under navnet Berlinalen, er en af verdens førende filmfestivaler.

Guldbjørn til film om israelsk soldat

Den prestigefulde Guldbjørn for Bedste Film går til filmen "Synonymes", der er instrueret af israelske Nadav Lapid.

Filmen handler om ung tidligere israelsk soldat, der flygter til Paris og her kæmper med sit blandede forhold til hjemlandet.

Den franske film "By the Grace of God" modtager Grand Jury-prisen, en Sølvbjørn, der også er en af uddelingens fornemste priser.

Sølvbjørnen for Bedste Skuespiller og Bedste Skuespillerinde går til henholdsvis Wang Jingchun og Yong Mei for deres præstationer i den kinesiske film "So Long, My Son".

De spiller mand og kone i det kinesiske familiedrama.

Se en række danske vindere ved filmfestivalen i billedserien her.

  • Trine Dyrholm modtog i 2016 en Sølvbjørn for bedste skuespillerinde for sin rolle i 'Kollektivet'. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)
  • I 2012 tog Mikkel Boe Følsgaard en Sølvbjørn med hjem for bedste skuespiller efter sin rolle i 'En Kongelig Affære'. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)
  • Og for samme film tog Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg en Sølvbjørn med hjem for bedste manuskript. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)
  • Tilbage i 2006 kunne Pernille Fischer Christensen gå på scenen ved prisoverrækkelsen og tage mod en sølvbjørn for filmen 'En Soap'. Den fik hun for bedste film af en debutant. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)
  • I 2001 kunne Lone Scherfig (til venstre) tage hjem fra Berlin med en række priser - blandt andre en Sølvbjørn - for filmen 'Italiensk for begyndere'. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)
  • Søren Kragh-Jacobsen (i midten) modtog en Sølvbjørn i 1999 for filmen 'Mifunes sidste sang'. For samme film fik Iben Hjejle (yderst til venstre) hædrende omtale for sin rolle. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)
  • Instruktøren Astrid Henning Jensen modtog tilbage i 1979 en sølvbjørn forsin instruktion af filmen 'Vinterbørn' (Foto: Svend Aage Mortensen © Scanpix)
  • Den tidligste danske prismodtager i Berlin var Jørgen Roos, der modtog hovedprisen, Guldbjørnen, for dokumentarfilmen 'Knud' om polarforskeren Knud Rasmussen. (Foto: CONNIE MARINI © Scanpix)
1 / 8

Den tyske instruktør Angela Schanelec modtager prisen som Bedste Instruktør for filmen "I Was at Home, But".

Berlinalen er den første af årets store europæiske filmfestivaler.

/ritzau/

Opdateret med video.

Facebook
Twitter