Den danske Hollywood-stjerne Connie Nielsen er ikke kendt for at holde sine meninger for sig selv.

Det gør hun heller ikke, da vi møder hende i anledning af den nye Viaplay-serie 'Close to Me', som har premiere søndag den 12. september.

For selvom det egentlig er Connie Nielsens nye serie, vi skal tale om, ender samtalen hurtigt med at handle om både mænd, menstruation og kvinders stilling i filmbranchen specifikt og samfundet generelt.

Og det står hurtigt klart, at Connie Nielsen har en høne at plukke med filmbranchen.

- Hvis vi virkelig gerne vil fortælle de historier, vi føler er sande og afspejler det samfund, vi i virkeligheden lever i, så er vi også nødt til at lave om på, hvad du ser på de forskellige streamingtjenester.

Det kniber nemlig med repræsentationen på streamingtjenesterne, mener hun:

- Samfundet er jo ikke sat sammen af teenagepiger og 50-årige mænd. Det er det jo ikke. Vi er nødt til at finde plads til os alle sammen.

'Hun er en helt masse ting, som kvinder ikke må være'

Det har hun forsøgt at gøre i 'Close to Me', der er en psykologisk krimiserie i seks afsnit, som hun selv er executive producer på.

Serien handler om danske Jo, der bor i England og oversætter bøger. Hun er mor og har været gift i mange år med den samme mand. Men efter en frygtelig ulykke mister hun hukommelsen om alt, der er sket det sidste år.

Hun begynder at se syner og får mærkelige flashbacks, som hun ikke ved hvad betyder.

- Jo begynder at blive bange for, at hun ikke er den person, hun troede, hun var. At hun måske har gjort nogle utilgivelige ting. Hun begynder også at fornemme, at den historie, hendes familie fortæller hende, måske heller ikke er sand, forklarer Connie Nielsen.

Så på trods af, at Jo egentlig er en udsat person, skal hun nu forsøge at være detektiv i sit eget liv.

Ulykken bevirker også, at Jo i serien har mistet det sociale filter, de fleste af os har installeret, som filtrerer, hvad der kommer ud af munden på os over for andre mennesker.

- Hun er spids og knotten og en helt masse ting, som kvinder ikke må være, uddyber Connie Nielsen.

Vi ignorerer fysisk, psykisk og social omvæltning i kvinders liv

Så er vi fremme ved den føromtalte høne, hun har at plukke med filmbranchen.

- Jeg ved ikke, om du har set 'Jumanji' og andre af den slags film? Det er næsten uudholdeligt at se på. Man bliver træt af det, når man ser på, hvad de forskellige karakterer i filmene laver, og hvordan magt og status er fordelt blandt dem – for det influerer også på, hvordan vi fordeler status i samfundet, mener Connie Nielsen.

Blandt andet derfor bliver overgangsalder også inddraget som centralt tema i 'Close to Me'. For det er ifølge Connie Nielsen noget, vi som samfund har lært at ignorere og se på som uværdigt.

- Der er ingen film eller tv-serier om dét, som alle kvinder på planeten går igennem – nemlig overgangsalderen. Det er en meget, meget stor ting i vores liv. Og den er fuldstændig usynlig. Folk taler ikke om det – udover at man indimellem ser de der mærkelige damer, der står og vifter sig, fordi de har fået en hedetur midt i det hele, siger hun og fortsætter:

- Det er uværdigt, at vi som samfund ignorerer en fysisk, psykisk og social omvæltning i vores liv. Så jeg har også brugt meget tid på at udvikle og bringe hele den periode ind i serien.

- Der er en masse bevidste og ubevidste idéer om, hvad overgangsalderen er for kvinder, og det skal vi sætte en stopper for. Jo mindre, vi taler om det, jo mere får uvisheden lov til at eksistere.

'Vi er nødt til at skubbe på udviklingen'

Connie Nielsen mener dog ikke kun, det er vigtigt, at vi taler om tingene. Hun mener også, at kvinderne er nødt til at tage teten selv.

- Det er kvinders arbejde at frigøre sig selv. Det er ikke mænds arbejde. Men mænd kan være opmærksomme på det og være gode allierede – både på arbejdspladserne og i det sociale liv. Og det kan være svært som mand, hvis man står på mål for noget, som ikke betaler ind til den mandlige dominans. For så taber du status i mandegrupperne, siger hun og uddyber:

- I det øjeblik, der er en mand, som siger: "Måske skal vi ikke sige sådan noget lort til kvinder," så taber han status i mandegruppen.

Det er med andre ord et læs, kvinderne ifølge Connie Nielsen må trække selv. Og det er ikke altid sjovt at stå i brechen, som hun gør, indrømmer hun:

- Du får nogle knubs, og du bliver opfattet som irriterende.

Faktisk kan andre kvinder også opfatte én som irriterende, når man stiller sig op på barrikaderne. For eksempel i forbindelse med MeToo, forklarer hun:

- Der er mange kvinder, som siger: "De skal sgu da bare lære at slå fra sig, de der kvinder." Undskyld, what? Skulle vi ikke hellere sige til mændene, at de skulle lave om på deres opførsel? Skulle vi ikke hellere ændre samfundets opfattelse af, hvordan vi skal opføre os over for hinanden?

- Der er nogle ting, hvor vi igen og igen er nødt til at skubbe på udviklingen. De fleste vil bare gerne være i fred og har ikke plads i deres liv til at skulle lave om på verden. Men vi er nødt til at lave om på den.

Vil du tale om det – eller blive deprimeret?

Det har Connie Nielsen konkret gjort i forhold til opdragelsen af sine sønner.

Hun har brugt meget tid på at tænke over, hvordan hun bedst har kunnet beskytte dem mod "at blive forhærdede og vise en maskulinitet, som ikke er sund for dem". Hun har villet give dem ret til deres følelser og give dem et sprog til at udtrykke sig, forklarer hun.

Hvordan gør man så det, tænker du måske? Jo, det gør man ved at snakke, mener Connie Nielsen.

- Og når de har vendt sig væk og sagt: "Nej, lad os snakke om det senere," så har jeg svaret: "Nej, lad os snakke om det nu!". Jeg har forklaret dem, at der er undersøgelser, der viser, at når du ikke udtrykker eller behandler traumer, så kommer det tilbage i form af en depression fem til syv år senere.

- Vil du så helst håndtere det nu, eller senere, når det er blevet til noget patologisk?

Hun svarer selv på det retoriske spørgsmål, før jeg når at følge op:

- Man skal lære at sætte ord på, hvordan man har det. For hvad der ikke har et ord, det kan vi ikke håndtere.

Noget er dog ved at rykke sig, slutter hun:

- Jeg kan mærke, der er mere og mere plads. Jeg venter dog på, at der kommer et tilbageslag, ligesom der gjorde i 1980'erne. Så jeg holder vejret, arbejder hårdt og gør alt, hvad jeg kan. Og jeg håber, publikum gør det samme.