Dansk instruktør bag ny Netflix-serie: Jeg var meget ydmyg

Instruktøren Tobias Lindholm har arbejdet sammen med David Fincher på Netflix-serien 'Mindhunter'.

Holt McCallany og Jonathan Groff spiller hovedrollerne i Netflix' nye serie 'Mindhunter', hvor Tobias Lindholm har instrueret et par af afsnittene. (Foto: Patrick Harbron © Netflix)

Det var en helt normal dag, da Tobias Lindholms telefon ringede.

Altså, så normal en dag kan være, når man er en af Danmarks mest ombejlede filminstruktører og har stået bag filmene 'R', 'Kapringen' og den Oscar-nominerede 'Krigen'.

Han tog telefonen.

Det var David Fincher.

Du ved, ham den amerikanske filminstruktør bag gigantsucceser som 'Fight Club' og 'Seven', og som også har været medinstruktør på successerien 'House of Cards'.

Han havde set 'Kapringen' og ville såmænd bare høre, om Tobias Lindholm kunne være interesseret i et samarbejde om en ny Netflix-serie, som han havde i støbeskeen.

Serien skulle hedde 'Mindhunter' og handle om to FBI-agenter, der udviklede kriminologien inden for seriemordere, og hvor det ikke drejede sig om selve forbrydelserne, men om forbryderne og det, der foregår inde i hovedet på dem.

Forespørgslen krævede ikke meget betænkningstid for Tobias Lindholm.

- Jeg var både glad og stolt, og det var ikke så svært at sige ja tak til at arbejde sammen med ham og medforfatteren Joe Penhall, siger Tobias Lindholm.

Han gik derfor ind til projektet med en indstilling om, at han ville kunne bidrage med en psykologisk fornemmelse for karaktererne og sørge for, at de kom til at føles som ægte mennesker.

- Jeg kunne sagtens genkende mine egne værker i nogle af de tanker, de havde omkring projektet, fordi det handlede om at give et indblik i den menneskelige psykologi. Her var det så oven i købet ud fra en vinkel, som jeg ikke havde oplevet før, siger Tobias Lindholm.

Serien 'Mindhunter' er den seneste i rækken af originalt produceret indhold fra streaming-giganten Netflix. (Foto: Patrick Harbron © Netflix)

En drøm at arbejde med Fincher

Da Tobias Lindholm takkede ja til at sætte sig i instruktørstolen på femte og sjette afsnit af serien, var det ikke med planen om nødvendigvis at sætte et Lindholm-præg på serien.

- Jeg tænkte, at hvis nu David Fincher kunne sætte et David Fincher-præg på Tobias Lindholm, så ville det nok være bedre for hele verden. Det er klart, at når jeg skulle over at arbejde med så stor en mester, så var jeg meget ydmyg, og jeg vidste godt, at det handlede om at lytte og lære, fortæller han.

Det var nemlig lidt af en drøm for den danske instruktør at få lov til at arbejde sammen med Fincher, som han anser som værende en af verdens dygtigste filminstruktører.

- For det første er han bare vildt dygtig. Og så besidder han den her ukuelige vilje og energi. Når han først har fået noget i hovedet, så går han efter det, og han stopper ikke før, at han er der, siger Tobias Lindholm og fremhæver også, hvordan man som en del af Netflix-produktionen ikke var underlagt samme økonomiske restriktioner, som man ofte er herhjemme.

- I Danmark er vi tvunget til at gå lidt på kompromis og acceptere, at tingene måske ikke bliver helt så gode, fordi vi altså skal videre. På 'Mindhunter' oplevede jeg en helt anden insisteren på at gøre det på den bedst mulige måde og ikke bare på den nemmeste måde, siger Tobias Lindholm.

Mærkeligt uden Pilou Asbæk

Nemt var det da heller ikke umiddelbart for Tobias Lindholm, da han mødte ind til sin første arbejdsdag på settet til 'Mindhunter'.

Her ventede ham en produktionen af en helt anden kaliber, end han tidligere havde prøvet kræfter med.

- Når vi har været mange på settet herhjemme, har vi været mellem 12-16 mennesker. På 'Mindhunter' var der altså 150 mennesker, fortæller han.

- Jeg er vant til at skyde håndholdt, og alene kameraholdet var større, end hvad jeg normalt har på et helt filmhold.

Der var pludselig også mange nye ting at lære for Tobias Lindholm. Der var langt mere teknik, der skulle håndteres – noget, som den danske filminstruktør aldrig har arbejdet med.

Locationen var et studie, hvor der skulle skydes på flere kameraer. Og så var det også en udfordring at arbejde med så mange nye mennesker.

- Jeg har været vant til at arbejde med Pilou i alle de ting, jeg har instrueret, og bare det med at stå med et helt nyt hold og et helt nyt sprog var udfordrende. Så på alle mulige måder var det udfordrende, men ikke mere end at det var en stor fornøjelse, siger han.

Tobias Lindholm sammen med skuespillerne Pilou Asbæk og Tuva Novotny, der begge medvirkede i Lindholms film 'Krigen', der sidste år var nomineret i kategorien 'Bedste ikke-engelsksprogede film' ved Oscar-uddelingen. (Foto: PHIL MCCARTEN © Scanpix)

Har lært at stole på sin mavefornemmelse

Da Tobias Lindholm i februar i år vendte hjem til Danmark var det med ikke blot med en exceptionel oplevelse i bagagen, det var også med en helt ny forståelse for filmproduktion, som han tager med sig videre i sit arbejde som instruktør.

- Der er et helt filmsprog, der har åbnet sig. Det er inspirerende at arbejde med så stor en mester og på så stor en produktion, så det er svært ikke at komme upåvirket hjem, siger han og fortsætter:

- Jeg synes helt klart, at jeg har lært, at man skal turde at tro på sin mavefornemmelse og insistere på, hvornår noget sidder i skabet, og hvornår det ikke gør.

- Samtidig står jeg også stærkere nu rent teknisk, end jeg gjorde før. Jeg har gjort mig nogle erfaringer, som jeg aldrig havde kunnet få på et dansk sæt.

Det kan derfor være, at vi fremover kommer til se Tobias Lindholm arbejde ud fra en mere klassisk tilgang på sine film i fremtiden.

- Jeg kunne godt finde på ikke at lade mig begrænse af det håndholdte kamera længere men også gå mere klassisk til værks.

Men hvornår kommer der så nyt fra den succesfulde instruktørs hånd?

Det vil han ikke helt afsløre, men svarer blot:

- Det er klart ambitionen at gå på optagelse i 2018.

Hele første sæson af 'Mindhunter' kan ses på Netflix.