Dansk instruktør bryder tabuer med hitserie: 'Pludselig stod jeg midt på håndboldbanen med en blodig tampon i hånden'

Kvinden bag 'Doggystyle" vil gøre det bare en smule mindre pinligt at være ung.

Anna Emma Haudal husker tydeligt episoden. Hun var 15 år og gik til håndbold.

En weekend spillede hun kamp med holdet, men der var ligesom noget, der blev ved med at irritere hende imellem lårene, når hun løb. Hun kiggede ned og kunne se en hvid tråd flagre. Hun tænkte, at den måtte være fra shortsene, så hun tog fat i den og trak til.

Pludselig stod hun med en blodig tampon i hånden - midt på banen.

- Det var sindssygt pinligt. Sådan er det jo, når man er 15 år, fortæller Anna Emma Haudal.

- Men det ville være så fedt, hvis man kunne skrue bare en lille smule ned for de pinlige følelser, unge mennesker vokser op med.

Anna Emma Haudal er manuskriptforfatteren og instruktøren bag 'Doggystyle'. DR3’s ungdomsserie, som følger Asta på 21, der efter at være kommet i økonomisk uføre må sætte skuespillerdrømmene i bero og flytte fra København tilbage til forældrene i provinsen. På søndag har seriens anden sæson premiere.

Anna Emma Haudal håber, at 'Doggystyle' kan være med til at tage brodden af nogle af de emner, vi synes er pinlige eller tabubelagte. Eksempelvis menstruation, som er et af temaerne i den nye sæson.

Pinlige episoder er da også et af seriens vartegn. I første sæson kunne vi tåkrummende se med, da Bjarke måtte opgive at udøve oralsex på Asta, fordi han 'altså ikke var vant til så meget kønsbehåring'. Eller da det ved en fejl var Astas mor, som fik opkaldet fra lægen om, at Astas klamydiatest var positiv.

Asta og Joses venskab spiller en central rolle i den nye sæson. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner © dr)

Måtte skrotte manuskriptet og starte forfra

Den 1. januar 2019 lå Anna Emma Haudal i sin seng med tømmermænd. Som rigtig mange andre danskere formodentlig gjorde den dag, satte hun en serie på. Valget faldt på DR's ungdomsserie, 'Yes No Maybe'.

Hun slugte den råt. Var vild med den måde, den 'bare var lækker, hurtig, letfordøjelig og mainstreamagtig på den fede måde.'

Så hun var inspireret, da hun satte sig ved tastaturet for at skrive 'Doggystyle' sæson to. Manuskriptet blev hurtigere, lettere og mere ’Yes No Maybe’-agtigt end første sæson. Men det føltes forkert, da hun satte det sidste punktum.

Så hun krøllede manuskriptet sammen og smed det i papirkurven. Genså 'Doggystyle' sæson et og startede forfra. Da manuskriptet for anden gang var færdigt, føltes det godt.

- Jeg er blevet lidt blind af at arbejde med sæsonen i så lang tid. Derfor ved jeg ikke, om den er bedre end sæson et. Så jeg tør ikke at sige, at jeg synes, den er bedre, i et interview. Men det synes jeg, den er!

Anna Emma Haudal føler et stort forventningspres forud for premieren på den nye sæson. Det største forventningspres kommer fra hende selv. Men hun er også angst for at skuffe publikum.

- Jeg er grundangst for, hvordan publikum tager imod sæson 2. Særligt fordi den går lidt hårdere til værks med sine karakterer. Og fordi den bare går lidt længere med alting.

For halvandet år siden flyttede Anna Emma Haudal fra København tilbage til Odsherred. Eller 'udkanten', som hun ynder at kalde det. Hun blev stresset af København og fortalte dengang til DR, at 'storbyen gjorde hende syg'. (Foto: Martin Fält © dr)

'Der er flere mennesker på kloden, som har et handicap, end som ikke har'

Men hvor kommer inspirationen til 'Doggystyle' fra? En del af den kommer fra Anna Emma Haudals eget liv.

- I karaktererne er der brudstykker af alle, jeg kender eller møder på min vej. Og der er situationer, jeg selv har stået i én til én, eller som nogle af mine venner har stået i, siger Anna Emma Haudal.

Hun har selv arbejdet som handicaphjælper i 15 år. Blandt andet derfra kommer inspirationen til karakteren Ida - Astas handicappede tvilling, som sidder i kørestol med cerebral parese.

Som noget af det sidste i sæson 1 fik Ida en talemaskine. Dermed gik hun fra ikke at have et sprog til at kunne italesætte sine ønsker og behov. Noget af det første, hun sagde, var, at hun gerne ville prøve at have sex. Om hun får det ønske opfyldt, vil den nye sæson vise. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner © dr)

- Jeg synes, der er for lidt fokus på familier, som har handicap tæt inde på livet. Og det er et virkelig overset punkt i vores velfærd. Det er så svært at få tilstrækkelig hjælp fra kommunerne. Også selvom det er klokkeklart, at man har brug for den, siger Anna Emma Haudal.

Hun understreger dog, at Ida ikke er med i serien, fordi der er et forkromet budskab med det.

- At være i starten af 20’erne er ikke kun sådan, som Asta oplever det. Idas rolle i serien er at nuancere det at være ung. Jeg vil gerne skabe et billede af Ida som et helt menneske. Med de samme længsler og behov, som alle andre i tyverne gennemgår. Som at afprøve sex og flytte hjemmefra.

Ifølge Anna Emma Haudal er der flere mennesker på kloden, som har et handicap, end som ikke har. Hun forklarer, at det interessante ved tvillingeparret Asta og Ida er, at de har hver deres handicap. Idas er fysisk, mens Astas er mentalt.

- Asta har ikke en diagnose, og hun er ikke psykisk syg. Men hun er handlingslammet i sit hoved. Så handlingslammet, at vi måske ligefrem vil se Ida overhale hende på flere parametre i sæson to.

- Jeg mødte på et tidspunkt en fyr, som fortalte om hans tvillingebror med cerebral parese, der ikke kunne tale. En dag var denne her fyr kommet hjem fra efterskole, og så havde broren fået en talemaskine, så han pludselig havde sprog. Det syntes jeg var meget interessant, og det har afgjort været en inspirationskilde i forhold til Idas fortælling, siger Anna Emma Haudal. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner © dr)

'Asta er for doven til at blive skuespiller'

Inden hun skrev 'Doggystyle', lavede Anna Emma Haudal et omfattende researcharbejde. Hun interviewede unge i starten af tyverne og de af hendes gamle venner fra folkeskolen, som blev boende i udkanten, da hun selv flyttede til byen.

Hun fulgte også med i kommentarspor på Facebook og Instagram for at forstå tidens ungdomsjargon og -kultur.

Her fandt hun det, hun beskriver som 'en mærkatkultur'. Unge definerer sig selv og deres identitet ud fra hvilke mærkater, de har på sig.

Hvis man for eksempel er vegetar, er det et mærkat. Ens seksualitet er et mærkat. Ens interesser er mærkater. Og det måske allerstørste mærkat er ens arbejde og uddannelse. Den kultur, tror Anna Emma Haudal, er med til at give unge mennesker præstationsangst.

- Asta er klart et produkt af mærkatkulturen. Jeg tror ikke, hun vil være skuespiller, fordi hun synes, det er spændende at sætte sig ind i andre menneskers verden, psyke, kultur og liv. Hun vil det gerne, fordi det er et mærkat, hun godt kunne tænke sig at sætte på sig selv.

- Jeg tror i øvrigt ikke, hun ville egne sig særlig godt som skuespiller. Asta er super doven, og doven er det sidste, man kan være som skuespiller. Så medmindre hun får slået den der dovenskab ihjel, vil hun nok opdage, at hun skal noget helt andet.

Mens Anna Emma Haudal skrev 'Doggystyle' sæson 1, kørte programserien 'Generation Hollywood' på DR3. Den programserie har i én eller anden grad haft en afsmitning på karakteren Asta, fortæller hun. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner © dr)

'Der er lagt op til et sprødt trekantsdrama'

Men hvad kan vi ellers forvente af sæson to? Ifølge Anna Emma Haudal er der forholdsvis store ændringer under opsejling. Både hvad angår seriens indhold og form.

- Dem, der har set sæson 1, kan næsten regne ud, at der er lagt op til et sprødt trekantsdrama. Derudover bliver Jose en større karakter, ligesom vi ser mere til Ida. Og så får vi længere afsnit med mere drama, siger Anna Emma Haudal.

I den nye sæson kommer vi tættere på Jose. Publikum får blandt andet lov at være fluen på væggen i hende og hendes voldelige kærestes hjem. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner © dr)

Anna Emma Haudal har store forhåbninger til sæsonen. Både hvad angår dens seertal, men også dens budskaber.

- Jeg er en public service-kriger. Jeg vil gerne folket. Så jeg håber selvfølgelig, at serien får lige så mange – hvis ikke flere – seere end sidste år. Og så håber jeg, at publikum bagefter vil gå ud i verden mere fordomsfrie.

- At unge mennesker vil elske sig selv og hinanden lidt højere. Og at de tør være sig selv og udfylde deres fulde potentiale som mennesker – ikke som professioner eller mærkater.

Det er først på søndag, anden sæson har premiere. Men allerede nu har Anna Emma Haudal en sæson nummer tre på tegnebrættet. Men om den bliver til noget, kan instruktøren endnu ikke garantere.

- Det kommer an på, om vi kan løse det inden for de økonomiske rammer.