Dansk instruktør: Jeg starter altid der, hvor det er værst

Danske Sami Saif er i flere dokumentarer gået helt tæt på døden og på tab i familien blandt andet i sin egen.

- Jeg kan godt lide den bevægelse i en fortælling, hvor man har det ultimative brud. Døden, der er til stede. Man transporterer folk hen til tabet og ser, hvordan de oplever tabet.

Sådan lyder det fra den danske instruktør Sami Saif, der er aktuel med dokumentaren "The Allins", hvor han går helt tæt på familien til den berygtede, amerikanske punkrocker GG Allin, der døde som kun 36-årig efter et voldsomt liv med stoffer, vold og ekstreme sceneoptrædener.

Hans ord drukner i lyden af kirkeklokkerne fra Vor Frelsers Kirke, der danner et næsten symbolsk dystert lydtæppe for interviewet.

- Det er vigtigt for mig. Måske er det noget med, at jeg selv har mistet mennesker, men at vi mister nogen, vi elsker og som har været en del af hele vores liv? Det, synes jeg, er relevant at prøve at se og forstå.

Om tabet ikke kan være hårdt at dvæle ved?

- Altså, det er jo naturligt. siger han og holder blikket ligefrem ud i luften.

Pausen er lang, inden han fortsætter.

Han skutter sig og trækker den mørke jakke op omkring ørerne for at skærme for den insisterende blæst.

- Men jeg synes ikke, det er svært. Altså jo. Jeg synes, det er vildt svært, men når man beskæftiger sig med det, ser man jo også en den anden side af folk, siger han.

Mennesker der mister

I "The Allins" følger Sami Saif punkrockeren Kevin "GG" Allins mor Arleta og broderen Merle.

GG Allin selv døde af en overdosis i 1993 efter mange års selvudslettende kurs med alkohol, hårde stoffer og koncerter, hvor han med voldsom kraft langede både verbale og fysiske slag ud og påførte sig selv skade i en sådan grad, at blodet flød ned ad hans ansigt på scenen.

Merle Allin holder mindet om sin bror, rockstjernen GG, i live ved at sælge merchandise og optræde med bandet "Murder Junkies", mens Arleta helst vil mindes den gode dreng Kevin. (© dfi.dk)

Som et indlysende fællestræk for familien Allin, Sami Saif selv og flere andre af de personer, han har portrætteret gennem årene, står tabet.

Mennesker, der mister.

Sami Saif har et ord for det. Smertefællesskabet.

- Det er for fanden kernen i måden, vi er solidariske mennesker på. I vores smertefællesskab. Vi lever, vi dør. Det er jo fuldstændig vildt og ufatteligt, at vi står op.

- Vi knækker helt sammen derhjemme, udenfor er vi nødt til at opretholde en eksistens, sådan er det nødt til at være, men vi har et stort smertefællesskab. Det er enormt vigtigt at minde hinanden om, siger han.

Det, vi alle deler, og genkendeligheden, der trækker en rød tråd tilbage til hans første dokumentarfilm, som handlede om en psykisk syg ung mand, der for rullende kamera skyder sig selv.

'Må lave en film om mit lorteliv'

Familien er et tilbagevendende tema for instruktøren, der bruger sin tidligere film som eksempler og forklarer, at han til en vis grad ser alle familier som dysfunktionelle.

I høj grad hans egen.

Sami Saif var bare otte år, da hans far forlod ham, hans bror og mor.

Siden begyndte moderen at drikke, broderen begik selvmord, og i hans film “Family” følger man instruktørens forsøg på at opspore faderen efter moderens død.

- Det er ikke sådan noget terapeutisk mere. Det var “Family” og også med "The Video Diary of Ricardo Lopez", fordi jeg mistede min bror og sådan. Efter jeg lavede Lopez-filmen, tænkte jeg: Nu må jeg lave en film om mit eget lorteliv, fordi det også på en eller anden måde retfærdiggjorde det for mig, fortæller han.

Familiens eksistens

Kontrasten mellem den berømte og outrerede punkrocker Kevin "GG" Allin og hans mor er fokus for filmen “The Allins”.

Ideen var oprindeligt at finde ud af "hvordan fanden det må have været for sådan en sund mor at have sådan en søn", som Sami Saif formulerer det.

- Vores eksistens drejer sig om familie. Vi skændes, har problemer, vi bliver forelskede, vores forældre dør. Det er spændende. Det kan jeg godt lide, siger han med en nærmest barnlig begejstring, så man ikke er efterladt i tvivl.

- Jamen, ud fra et eller andet freudiansk synspunkt, ved vi godt, at hvis der er noget dårligt i barndommen, så påvirker det os som voksne, og det skaber en nysgerrighed på, hvad der ligger og roder inde i karaktererne.

Han lægger ikke skjul på, at lysten og nysgerrigheden for at fortælle og forstå familiehistorier udspringer af hans egen baggrund.

En han beskriver som ‘meget rodet og en masse sorg og tab og sådan noget der’.

Igen vender han tilbage til Merle og Arleta fra "The Allins" og fascineres af selvopretholdelsesdriften.

Begge er de stærkt påvirket af og bearbejder stadig tabet af den elskede søn og bror, men ‘de står jo stadig op’.

Tabet er naturligt

Ligesom han i sine film portrætterer sine hovedpersoner med humor og varme, insisterer han også på at skildre de forfærdelige hændelser, der har formet dem: Voldtægt, svigt og misbrug.

Det er en grundlæggende interesse for at komme tæt på de mennesker, han portrætterer, forklarer Sami Saif.

En proces, hvor nøgleordene er tillid, tryghed, forståelse og empati. Og tid.

Arleta Baird er ikke i tvivl om, at hun en dag bliver forenet med sin søn og sine forældre i himlen. (© dfi.dk)

At tage sig tid til at nå derhen, hvor han eksempelvis kan få Arleta til at fortælle om dengang, hun blev voldtaget.

- For at få folk til at forstå, at jeg gerne vil hele vejen rundt, starter jeg altid der, hvor det er værst. Jeg er nødt til også at have alt det ubehagelige for at komme til bunds i det, og det gjorde jeg også med Arleta.

Grænser for smerten

Men selv for den garvede instruktør, der med egne ord skal kunne ‘bære’ sine hovedpersoner og lade dem vide, at de ikke er alene, er der grænser for smertefællesskabet.

- Det er vigtigt for mig at lave noget, jeg forstår. Det der med at miste et barn, der ville jeg tænke, det er jordens undergang. Det tror jeg aldrig, jeg ville turde. Hvis man mister et lille barn, hold nu kæft, det er jo jordens undergang, pyhh….

Han ryster lidt på hovedet alene ved tanken om at forsøge at skulle tale med nogen om det.

- Jeg vil have svært se mig selv i at lave noget om nogen, der har mistet et lille barn. Det tror jeg simpelthen ikke, jeg vil kunne bære. Det ville jeg ikke kunne, slår han fast.

Mandag 17. april kan du se dokumentaren "The Allins" på DR3 klokken 21.30 ligesom du kan følge filmen på facebook.

Facebook
Twitter