Dansk Oscar-kandidat hædret med flot pris

Instruktøren bag Danmarks bud på en Oscar-vinder, Gustav Möller, er modtager af Nordisk Film Prisen.

Gustav Möller er født og opvokset i Göteborg i Sverige, men flyttede til Danmark for ti år siden og tegner til at blive en af de helt store i dansk film. (© Nikolaj Möller)

Det er gået rigtig stærkt for den svenskfødte, men herboende filminstruktør Gustav Möller de seneste måneder.

I juni udkom hans første spillefilm 'Den Skyldige' til femstjernede anmeldelser og en flot modtagelse hos publikum, og siden har den 30-årige instruktør vundet et hav af priser for filmen.

I september blev 'Den Skyldige' desuden udvalgt som Danmarks bud på en Oscar-vinder i kategorien 'Bedste ikke-engelsksprogede film'.

Torsdag aften kunne Gustav Möller så tage hjem med endnu en statuette under armen, da han modtog Nordisk Film Prisen 2018 samt en medfølgende check på 112.000 kroner.

I motivationstalen fra juryformanden Mikael Rieks lød det blandt andet om Gustav Möller:

- Med 'Den Skyldige' viser Gustav Möller meget konsekvente valg, åbenlyse og bemærkelsesværdige evner for filmisk fortællekunst, fintfølende sans for genre og en detaljebevidst personkonstruktion. 'Den Skyldige' er meget præcis og flasher i al sin enkelthed en instruktør med et stort talent.

'Den Skyldige' har tidligere vundet priser ved blandt andet den prestigefyldte Sundance Film Festival og ved festivaler i Washington, Zürich, Rotterdam og Seattle.

Stort talent hyldet med Ove Sprogøe Prisen

Ved prisuddelingen blev også skuespilleren Katrine Greis-Rosenthal hyldet.

Hun modtog nemlig Ove Sprogøe Prisen, der tildeles en skuespiller for en usædvanlig præstation i det forgangne år.

Katrine Greis-Rosenthal er i øjeblikket aktuel i tv-serierne 'Kriger' og 'Sygeplejeskolen' på henholdsvis TV 2 og TV 2 Charlie og fik tidligere i år sit store, folkelige gennembrud i Bille Augusts storflim 'Lykke-Per'. Med prisen følger også en check på 50.000 kroner.

Endelig blev det også til succes for duoen Ditte Hansen og Louise Mieritz, der i efteråret har markeret sig med spillefilmen 'Ditte & Louise', ved torsdagens prisuddeling.

Komikerduoen modtog nemlig Erik Ballings Rejselegat på 75.000 kroner.

Nordisk Film Prisen blev uddelt første gang i 1996, mens de to øvrige priser så dagens lys i 2006.

Blandt de tidligere prismodtagere er en række af dansk films største navne, såsom Lars von Trier, Susanne Bier, Nikolaj Lie Kaas, Danica Curcic og Nikolaj Coster-Waldau.

Facebook
Twitter