Dansk Snowden-fotograf: Mit hjerte bød mig at lave den her film

Oliver Stone har længe villet arbejde sammen med Anthony Dod Mantle. Deres første møde var "skræmmende", siger filmfotografen til DR.

Danske-britiske Anthony Dod Mantle vandt i 2009 en Oscar for bedste fotografering i 'Slumdog Millionaire'. (Foto: Mike Blake © Scanpix)

I fem-seks år har Oliver Stone forsøgt at få Anthony Dod Mantle til at stå bag kameraet på en hans film.

Men den dansk-britiske filmfotograf har haft travlt, og først med filmen ’Snowden’ lykkedes det for Stone.

- Jeg har altid villet arbejde med Anthony, sagde Oliver Stone forleden til DR.

- Det er en stor ære og fornøjelse at samarbejde med ham. Han er både intuitiv, sjov og energisk. Han har masser af humor, og han får mig til at grine, sagde Stone.

DR har talt med Anthony Dod Mantle, der er britisk, men som har boet i Danmark siden 1985, om hans møde med Stone. Og om hvorfor han ville lave en film om whistlebloweren Edward Snowden og hans verdensberømte læk fra 2013.

Første møde med Stone var som et forhør

Han griner smigret, da han får refereret Stones mening om ham. Men udtrykker også en ikke ubetydelig mængde ærefrygt og respekt for instruktørens vedholdenhed.

Dod Mantle sammenligner sit første møde med Oliver Stone med en jobsamtale i NSA.

- Jeg blev nærmest forhørt af Oliver (Stone, red.), da vi mødtes i Tyskland første gang i 2014, siger fotografen.

Anthony Dod Mantles første møde med Oliver Stone var både personligt, morsomt, provokerende og skræmmende, siger fotografen.

Oliver Stone sagde: "Ti stille og lyt", hvorefter han læste hvert ord op, som Anthony dod Mantle havde skrevet i deres mailkorrespondance gennem tiden, hvor han høfligt har måtte afvise tilbud, fordi han var optaget af andet arbejde.

- Det var både et personligt, morsomt, provokerende og skræmmende møde, griner Dod Mantle i telefonen.

Her fik filmfotografen de første klare indikationer på, hvor grundig Oliver Stone er at arbejde sammen med som instruktør og som menneske.

Mit hjerte bød mig at lave den her film

Mødet fandt sted samtidig med, at Snowden-sagen for alvor rullede i virkeligheden, hvilket var med til at overbevise Dod Mantle om, at det var en vigtig film.

- Jeg skyldte ham (Oliver Stone, red.) en film alligevel. Men mit hjerte såvel som min samvittighed bød mig at lave den her film.

Det er ikke en film, der kun handler om Snowden, mener Anthony Dod Mantle.

- Den handler om, hvor kompliceret vores verden er blevet i dag, og om alle de etiske dilemmaer, den teknologiske udvikling bringer med sig. Det er en film, som er kommet til at berøre mig enormt emotionelt.

Stone er en excentriker

Oliver Stone skubber et ry foran sig som en no nonsens-type, der ikke tolererer tidsspild. Den Oliver Stone, som Anthony Dod Mantle har lært at kende gennem de sidste to års produktionsarbejde, er lige dele hyper-intelligent og excentriker.

- Han har været utroligt tillidsfuld at arbejde sammen med. Men han er også excentrisk. Olivers måde at kommunikere til omverdenen på er nogle gange svær at tolke, siger Dod Mantle.

'Snowden' er en svær film at gøre visuelt interessant, siger Anthony Dod Mantle, fordi meget af handlingen foregår på computerskærme, i cyberspace eller blandt politikere. Her er det Joseph Gordon-Levitt i rollen som Edward Snowden.

Som fotograf understreger Anthony Dod Mantle vigtigheden af tillidsforholdet mellem fotograf og instruktør. Oliver Stone har store forventninger til sine samarbejdspartnere, og han vil helt ned i detaljen. Præcis dét har også nogle gange gjort det svært for Anthony Dod Mantle at gøre sit arbejde.

- Oliver har været utrolig åben, tillidsfuld og lydhør at arbejde sammen med - men vi skulle lige finde vores sprog sammen, siger han.

Og det tog lidt tid.

- De to manuskripter, som jeg har arbejdet ud fra, er et godt billede på præcis denne proces. De er spækket med små billeder, som jeg har limet ind på siderne, for at finde hoved og hale på alt det, der skulle blive vores fælles visuelle alfabet og grundlag for ’Snowden’-produktionen, siger Dod Mantle.

En af de sværeste film, jeg har lavet

Filmfotografen siger, at historien har været svær at visualisere, fordi meget af handlingen foregår enten på computerskærme, i cyberspace eller blandt politikere.

- Jeg skulle finde en måde, hvor jeg kunne forsikre både Oliver og publikum om, at filmen fik et visuelt univers, der klæder modtageren på til at forstå den komplicerede handling, som foregår i filmen, samtidig med at de får en sanselig fornemmelse af det, som instruktøren gerne vil sige med den.

- Mit job går ud på at visualisere og formidle instruktørens tanker og en helvedes masse informationer. Derfor er den her film, en af de sværeste jeg har lavet.

’Snowden’ kan ses i de danske biografer fra i dag.

Anthony Dod Mantle

  • 61 år og filmfotograf.

  • Født og opvokset i Oxford, England.

  • Flyttede permanent til Danmark 1985. Det samme år startede han på Den Danske Filmskole, hvorfra han blev færdig i 1990.

  • Bor i København med sin danske kone og deres to børn.

  • Hans mest kendte filmarbejde er 'Citizenfour' (2014), ’Rush’ (2013), ’Slumdog Millionaire’ (2008), ’The Last King of Scotland’ (2006) og dogmefilmene ’Antichrist’ (2009), ’Mandalay’ (2005), ’Dogville’ (2003) og ’Festen’ (1998).

  • I 2009 vandt han en Oscar for årets bedste fotografering i ’Slumdog Millionaire’.

Facebook
Twitter