Dansk stjerneskuespiller vinder stor, international tv-pris: Det føles helt vanvittigt!

Johannes Lassen vandt i aftes tv-branchens svar på De Gyldne Palmer for bedste mandlige hovedrolle.

Det er for rollen som soldaten Phillip Nørgaard, der står for forhandlingen med gidseltagerne i tv-serien 'Gidseltagningen', at Johannes Lassen har vundet Den Gyldne Nymfe. (© (c) Discovery Networks Danmark /Johannes Lassen)

- Jeg boarder flyet om 20 minutter!

Det er en lykkelig og stadig ret overrumplet Johannes Lassen dr.dk fanger på telefonen, før han går ombord på et fly til København.

I aftes vandt den danske skuespiller sin allerførste store pris i kategorien 'Bedste mandlige skuespiller i en tv-dramaserie' ved tv-festivalen i Monte Carlo.

En pris han modtog for sin rolle i Kanal 5-serien 'Gidseltagningen'.

En uhyggelig scene fra 'Gidseltagningen', hvor 15 mennesker holdes som gidsler under jorden i Københavns metro. (© (c) Discovery Networks Danmark)

Hvor filmfestivalen i Cannes har De Gyldne Palmer, har tv-festivalen i Monte Carlo Den Gyldne Nymfe. En pris, der er blandt de mest prestige fyldte priser i hele tv-branchen.

Det var med tydelig stolthed, at Johannes Lassen delte et billede af Den Gyldne Nymfe på sin Instagram, før han gik i seng tidligt i morges efter en lang nats fejring. (© Skærmbillede af Johannes Lassens Instagram)

Prisen gik i år til Johannes Lassen for rollen som soldaten Philip Nørgaard, der skal agere forhandler, da der opstår en gidselstagning i Københavns metro.

Efter mange timers fejring - og meget lidt søvn - genfortæller Johannes Lassen gårsdagens oplevelse:

- Ahmen, det føles helt vanvittigt!

- Jeg ved godt, at der er sådan noget folk plejer at sige, men jeg syntes helt oprigtig, at det var en ære bare at være nomineret, for det var helt vanvittige serier, vi var oppe imod. Blandt andet den allerstørste serie i Sydamerika 'Money Heist', som jeg personligt synes er mega fed.

Instruktør Kasper Barfoed sammen med Johannes Lassen og højgravide Miriam Kidde Christensen på den røde løber inden prisuddelingen. (© Privat foto - Johannes Lassen)

- Så at vinde 'Bedste mandlige skuespiller' i det felt kom virkelig bag på mig. Det var ret vildt og et kæmpe adrenalinboost. Og folk var simpelthen bare så søde bagefter.

Kærlighedserklæring til sin forlovede

Johannes Lassen fejrede ikke kun sig selv i går.

I takketalen takkede han blandt andre sin forlovede og indrømmede i samme omgang, at det ikke altid er lige let at leve sammen med en skuespiller.

- At være skuespiller er et ret specielt job. Man forsvinder i perioder - enten for at filme i udlandet, eller fordi man fordyber sig så meget i en rolle. Og det kræver en vis støbning at være villig til at tilsidesætte sig selv engang imellem, hvilket man bliver nødt til, når man er kærester med en skuespiller, uddyber han i dag fra lufthavnen.

- Så jeg havde på forhånd besluttet mig for, at hvis jeg skulle være så heldig at vinde, så var det vigtigt at få takket hende og mit bagland. For det her kan kun lykkes, hvis man har opbakning hjemmefra.

Nymfen i håndbagagen

Når Johannes Lassen går ombord på flyet, er det med Den Gyldne Nymfe helt tæt på:

- Jeg har den faktisk i håndbagagen, griner han stolt.

- Da jeg kørte håndbagagen ind igennem scanneren i lufthavnen, kunne jeg se den lige så fint i røntgen. Sikkerhedsvagten kiggede bare op og smilte, mens han gav mig en thumbs up.

Nu går det hjemad mod København, hvor han fra 28. juni er aktuel i filmen 'Skytsenglen' sammen med vennen og skuespilleren Pilou Asbæk.

Den 39-årige skuespiller er desuden kendt for sine roller i blandt andet serierne '1864', 'Bedrag' og 'Advokaten', mens han også har medvirket i film som 'Flaskepost fra P', 'Sommeren '92' og 'Broderskab'.

Facebook
Twitter