Dansk transkønnet skuespiller scorer rolle i Netflix-serie: 'Jeg kæmper stadig med at blive taget seriøst'

May Simón Lifschitz står foran sit internationale gennembrud. Med en rolle, hvor der ikke er fokus på hendes kønsidentitet.

May Simón Lifschitz har flere gange takket nej til roller, der har reduceret hendes til hendes kønsidentitet. Men nu har hun sagt ja til en rolle i en ny Netflix-serie. (Foto: Peter Hove Olesen © Scanpix)

Hun har læst kunsthistorie, er model og skuespiller og kan nu føje 'Netflix' til sit cv.

24-årige May Simón Lifschitz har gjort det, mange etablerede skuespillere drømmer om - nemlig at lande en rolle i en international produktion.

Det sker med en birolle i den kommende fantasyserie 'Warrior Nun', der får premiere på streamingstjenesten til næste år.

Og nå ja; så er May Simón Lifschitz forresten også transkønnet. Men det definerer ikke hendes karakter 'Chanel' i den nye serie.

- Den rolle, jeg spiller, er en person, der hjælper hovedrollen til at finde sin vej. Min karakter er transkønnet, men det bliver ikke rigtigt italesat, og vi dykker ikke ned i hendes historie, forklarer May Simón Lifschitz om karakteren.

Og det var en af grundene til, at hun rigtig gerne ville have rollen, da hun blev præsenteret for den af sin britiske agent.

- Jeg har sagt nej til rigtig mange ting, fordi jeg ikke føler, det var den rigtige repræsentation for mig, da det kun var baseret på, at jeg er transkønnet. Det er den her rolle ikke på samme måde, så jeg var virkelig spændt og håbede, jeg ville få den, siger den danske skuespiller, som var gennem tre castingrunder, før hun landede birollen.

May Simón Lifschitz dukkede for første gang op på de danske tv-skærme i 2017, da hun medvirkede i første sæson af DR3-serien 'Yes No Maybe'. Næste år medvirker hun i sin første internationale produktion. (© Screendump fra DR3-serien 'Yes No Maybe')

Træt af at blive typecastet

Det skal ikke forstås sådan, at hun har noget imod, at roller som transkønnede spilles af transkønnede. Tværtimod.

- Når der er stemmer, der ikke bliver hørt, er der ikke plads til, at stemmer, der bliver hørt, overtager deres plads. Så må man vente, til de mennesker, der ikke har haft plads i popkulturen, får den. Først bagefter kan man så lege med, at alle kan spille alle, som hun siger.

- Men jeg synes, det er tid til at ændre landskabet lidt, så transkønnede også kan få succes uden at skulle indblande deres egen personlige identitet i projektet. Andre skuespillere får ikke en rolle for det, de har mellem benene. Jeg synes, min succes skal kunne tale for sig selv og ikke være på grund af min identitet, slår hun fast.

Hun glæder sig da også over, at der er sket en klar udvikling de senere år, hvor transpersoner bliver mere synlige i mainstream-billedet, eksempelvis i populære tv-serier som 'Euphoria' og 'Pose'.

Serien ‘Pose’ handler om transpersoner i New York i 1980’erne. Alle rollerne spilles af skuespillere, der er transpersoner i det virkelige liv, og det er vigtigt, mener May Simón Lifschitz. (Foto: Dimitrios Kambouris © Getty Images)

- Nu er vi et sted, hvor det er mere hyppigt. Men der er lang vej endnu, for jeg kan stadig se, at jeg ikke bliver taget seriøst på samme måde. Jeg er reduceret til et typecast i rigtig manges øjne, siger hun og fortsætter:

- Jeg vil ikke defineres ud fra, at jeg er transkønnet. Jeg vil gerne kunne udfolde mit håndværk ud over de rammer, som min egen identitet opstiller.

Hun fremhæver den succesfulde og anmelderroste HBO-serie 'Euphoria' som et succes-eksempel på den perfekte balance mellem rolle og egen identitet. Godt nok har vi en transperson med, der spiller en transperson. Men her handler det om fremstillingen af personen, forklarer hun.

- Det er mest af alt en interessant karakter frem for en transkønnet, og hvis man kan flette det ind i historien på en interessant måde, er jeg klar på rollen. Men desværre har jeg for mange gange set, at instruktører og forfattere ikke laver deres research ordentligt. Objektivisering takker jeg pænt nej tak til, siger hun.

- Her sidder jeg foran min trailer i Malaga og hviler, inden jeg skal ind og få makeup. Der var sygt meget sol, og det er derfor, jeg har halvlukkede øjne, siger May Simón Lifschitz om billedet fra indspilningerne af 'Warrior Nun'. (© itmaybemay på Instagram)

Opdaget i Magasin

Og det slipper hun for i sin rolle i 'Warrior Nun'.

Serien er inspireret af en række manga-bøger af samme navn og handler om en ung kvinde, der vågner op i et lighus og bliver fanget i en kamp mellem det gode og det onde.

May Simón Lifschitz blev færdig med sidste optagedag i maj i Malaga, hvor hun boede i en måned under optagelserne. Hun har kun positivt at sige om at være med i så stor en Netflix-produktion.

Sammen med en veninde lavede May Simón Lifschitz i starten af året et 'self tape' hjemme hos sig selv, hvor hun skulle sige et par replikker. Det sendte hun så ind til Netflix, som ville se mere til hende. Efter tre runder var rollen som 'Chanel' hendes. (© itmaybemay på Instagram)

- Det var så hyggeligt at være i Malaga, og alle var så søde. Vi gik bare ind og ud af hinandens trailers og hyggede os. Det fantastiske ved Netflix er, at de laver deres egne stjerner og har fokus på at finde spirende talenter, siger skuespilleren, som ikke vil ud med lønnen, men fortæller, at der er 'gode forhold' hos Netflix.

Det har aldrig været en specifik drøm for May Simón Lifschitz at blive skuespiller. Faktisk kom det dumpende ned i livet, da hun som 19-årig stod og solgte makeup i Magasin. Ind kom caster Anja Philip, som ville købe en læbestift.

- Men hun endte med at få en skuespiller, som May Simón Lifschitz fortæller om den dag, hun blev spottet til sin første rolle nogensinde i kortfilmen 'Sorte Måne'.

Siden har hun medvirket i DR3-serien 'Yes No Maybe' samt filmene 'Vildheks' og 'Christian IV - Den sidste rejse', og faktisk stod hun midt i prøverne til Østerbro Teaters performance-forestilling 'Cadavre Exquis', da Netflix ringede.

Nu er hun sikker på, det er skuespilvejen, hun vil satse på.

- Jeg har flere filmprojekter på tapetet, og jeg vil rigtig gerne arbejde på flere større projekter. Men jeg er typen, der bare tager en dag af gangen og ser, hvor det fører mig hen. Lige nu er jeg bare så spændt på at se serien og se, hvordan jeg har gjort det.

May Simón Lifschitz på den røde løber. Noget, hun kun kommer til at opleve endnu mere af de kommende år. (Foto: Anthon Unger © Scanpix)
Facebook
Twitter