Dansk YouTube-serie genopstår som stjernespækket julekalender: 'Vi skruer gevaldigt op for dramaet'

Anden sæson af YouTube-serien 'Centrum' får premiere 1. december.

To af hovedkarakterne i 'Centrum' er veninderne Luna og Maja, der får vendt op og ned på deres teenageliv. (Foto: (Screenshot) © Centrum)

Da corona-epidemien i foråret var på sit højeste herhjemme, var der hårde odds for film- og serieproducenter, der måtte udskyde udgivelser og premierer i takt med, at samfundet blev lukket ned.

Men coronaen stoppede ikke den danske instruktør Jonas Risvig, der benyttede lejligheden til at udkomme to gange om ugen på sin egen YouTube-kanal med ungdomserien 'Centrum'.

Handlingen centrerede sig om de fire venner venner Luna, Agnes, Maja og William, som kunne se frem til den mest forfærdelige sommer med alt, hvad det indebar af restriktioner og sygdomsfrygt.

Men for hovedkaraktererne i 'Centrum' blev det slet ikke nogen dårlig sommer. Faktisk blev det deres livs vigtigste sommer, hvor de kom helt tæt på hinanden som venner og kunne være ærlige om, hvordan de havde det.

Soundvenues anmelder gav serien fire ud af seks stjerner, fordi den gav en "troværdig skildring af teenage-tilværelsen under corona-lockdown".

Også filmmagasinet Ekko gav serien fire stjerner og kaldte samtidig Jonas Risvig "et innovativt forbillede for unge".

Siden premieren i april er de 22 afsnit af første sæson af 'Centrum' sammenlagt blevet set mere end to millioner gange på YouTube.

- Jeg tror, at rigtig mange har set med, fordi de har følt sig set i et andet lys, end det vi ofte prøver at pådutte unge: At de har det helt vildt dårligt og skidt, og at deres generation er fyldt med angst, stress og ensomhed. Det er den også, men ikke kun.

- 'Centrum' gav et pusterum, hvor der var ro og betænkningstid, og det gjorde, at seeren kunne blive lidt klogere på sig selv, siger Jonas Risvig.

Seerne har indflydelse på plottet

Siden første sæson af YouTube-serien sluttede for knap et halvt år siden, har det været småt med nyt om fremtiden for 'Centrum'.

Men nu løfter Jonas Risvig sløret for, at der kommer en sæson to - som allerede får premiere i morgen som julekalender.

- En julekalender en rigtig god mulighed for at afslutte et år på og fejre, at 2020 snart er fortid. Det har været et rigtig dårlig år på mange måder, men derfor kan man godt give året en god afslutning, siger han.

Ligesom første sæson har sæson to et imponerende hold af gæsteskuespillere med, som blandt andet tæller Hella Joof, Magnus Millang, Rasmus Botoft, Andreas Jessen, Lars Hjorthøj og Maria Fantino.

Men det er ikke kun brugen af gæstestjerner, der har lokket seerne til. Jonas Risvig har nemlig gået anderledes veje for at lave en så realistisk ungdomsserie som muligt.

- Hver gang jeg på min Instagram spørger til en tematik eller handling, er der mindst 600 unge, der svarer inden for en time.

- Jeg har de overordnede idéer til, hvor de fire hovedkarakterers rejse skal gå henad, men hver gang jeg overvejer, om Maja og Luna skal slå op, eller om William skal have problemer med økonomi, rygning eller alkohol, så spørger jeg mine følgere på Instagram. Dem med de bedste argumenter i indbakken vinder og kommer til at præge historien, fortæller Jonas Risvig.

Handlingen i ungdomsserien 'Centrum' udspiller sig omkring vennegruppen, der består af Luna, Agnes, Maja og William. (Foto: (Screenshot) © Centrum)

Gymnasielivet venter

I sæson to er meget forandret for de fire venner Luna, Agnes, Maja og William. Folkeskolen er fortid, og de er nu alle begyndt på gymnasiet.

- Vi skruer gevaldigt op for dramaet i sæson to, og vi kommer dybere ned i de fire karakterer, end vi har været før. Vi går fra at have nogle letløselige problemstillinger til at have nogle ret uløselige problemstillinger omkring angst, ensomhed og drukkultur, siger Jonas Risvig og fortsætter:

- Det er nogle meget store tematikker, som drysses med lidt julestemning. Der er dog ingen nisser, og der er ikke noget sne. Men der er skruet op for den slags juleferie, som mange fra gymnasiet kan genkende med alt, hvad det indebærer af kærlighed, venskab, savn og følelser.

Sæson to af 'Centrum' kan ses i december på YouTube-kanalen ved navn Jonas Risvig.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk