Danske Alex og Marco er stjerner i international hitserie: Vi er flyttet sammen for at undgå ensomhed

To af de danske skuespillere fra 'Vikings' er blevet roommates i Dublin – og drømmer om en fremtid i Danmark.

Elevatoren suser op gennem én af Dublins højeste beboelsesejendomme. Den standser på næstøverste etage, og da dørene skyder op, er Alex Høgh Andersen klar til at tage imod.

– Marco er lige i bad, fortæller han, mens han giver en hurtig rundvisning i den mildest talt overvældende lejlighed.

På nederste etage ligger Marco Ilsøs værelse, samt et stort køkken-alrum med store panoramavinduer. Man kan se det meste af Dublin heroppefra, og en labyrint af byens bakkede gader folder sig ud svimlende mange meter nede. Tager man trappen til overetagen, havner man i en tv-stue, og bag den ligger Alex Høgh Andersens værelse.

Tilbage i køkken-alrummet slår Marco Ilsø sig ned ved spisebordet og fortæller, at han har tømmermænd.

– Hvornår kom du hjem? spørger Alex.

– Klokken 6 i morges, svarer Marco.

– Hvad fanden laver du, mand!? griner Alex, og Marco forklarer:

– Vi har ikke rigtig et forhold til søvn herovre. Det dér med at skulle have otte timer er en kæmpe joke for os. Vi får måske seks timer.

– Et sted mellem fire og seks timer er det bedste for mig. Så kører det. Og så sover jeg altid i bilen på vej hjem fra settet. Jeg kan sidde og snakke med Marco, og så falder jeg i søvn og kommer hjem med hold i nakken, siger Alex.

Alex Høgh Andersen (tv) og Marco Ilsø (th) bor sammen i en luksuslejlighed midt i den irske hovedstad Dublin. (Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Smerte og træthed ud ad vinduet

Marco Ilsø og Alex Høgh Andersen er to af de danske skuespillere, som medvirker i den internationale storserie 'Vikings'. En serie, som har millioner af seere over hele kloden.

Den fede lejlighed i den irske hovedstad er stillet til rådighed af produktionen – for når Marco Ilsø og Alex Høgh Andersen skal på optagelser, sker det 50 kilometer uden for Dublin i idylliske og grønne Wicklow County.

På papiret lyder det som et drømmejob, og det er det selvfølgelig også for de to unge skuespillere. Men tag ikke fejl, det er hårdt arbejde at være tv-viking. Alex Høgh Andersen spiller rollen som Ivar the Boneless, der ikke kan gå og ofte slæber sig selv hen ad jorden i et 20-25 kilo tungt kostume.

– Nogle gange har jeg kravlet ned ad en grusvej uden andet beskyttelse end et sæt handsker. Så er kameraet ikke i korrekt fokus, og så skal man gøre det igen. Når man så kravler niende og tiende gang, har jeg kravlet et fodboldstadium, siger Alex Høgh Andersen.

Alex Høgh Andersen in action som karakteren Ivar the Boneless i 'Vikings'. (© HBO Nordic)

Han forklarer, at det er noget helt andet at arbejde i Irland, end det er at arbejde i Danmark, fordi fagforeningerne er svagere, og arbejdsmentaliteten er anderledes i det irske.

– På den ene side tænker jeg: ‘Fuck, hvor er det forfærdeligt og ikke i orden’. På den anden side er trooper-mentaliteten, og jeg tænker: ‘Kæft, det er fedt det her’. Smerte og træthed er bare ud ad vinduet, for nu arbejder vi. Det elsker jeg. Det er først, når det bliver rigtig udfordrende, at det bliver en dag, som du kan huske og lærer noget af, siger han.

En hel dag under en regnmaskine

Selvom Marco Ilsø ikke skal slæbe sig rundt, så har han også arbejdsdage, hvor han fristes til at revurdere sin tilværelse i Irland, fortæller han.

– Jeg har haft nogle scener, hvor jeg har været under en regnmaskine 14 timer i træk. På et tidspunkt var min kropstemperatur så langt nede, at vores læger på settet var inde og tage min temperatur og sige, at jeg simpelthen ikke måtte være på arbejde.

– Det var så koldt. Jeg sad og rystede, og det var svært bare at bevæge benene og gå ud og lægge mig i det dér skide mudder.

En af de mange særdeles våde scener i 'Vikings'. (© HBO Nordic)

Lige præcis dét eksempel siger meget om, hvordan arbejdsforholdene kan være på en produktion som 'Vikings', siger Marco Ilsø.

– Der var én fra produktionen, som kom hen til mig og sagde, at jeg så skidt ud. Jeg stammede, at jeg havde p-p-p-problemer med at snakke. ‘Nå,’ sagde hun. ‘Har du nogle replikker?’ Jeg svarede nej, og så sagde hun: ‘Pyha, så kan vi filme videre’. Der tænkte jeg, hvad ville der egentlig ske, hvis jeg bare daffede hjem nu?

En kampklar Marco Ilsø i rollen som Hvitserk i serien 'Vikings'. (Foto: Bernard Walsh © HBO Nordic)

Frustrerende interviews

'Vikings' har fans i hele verden, men hjemme i Danmark har serien ikke den samme mediebevågenhed som for eksempel 'Game of Thrones'.

Det betyder, at Marco Ilsø og Alex Høgh Andersen bliver taget dybt seriøst af de amerikanske medier, men ofte oplever, at det er helt forfra, når de bliver interviewet i Danmark, fortæller Marco Ilsø.

– Når man har været igennem alt det lort dér, og man har filmet færdig og er blevet ret tilfreds med det hele, så kommer man hjem til et interview i Danmark og blive spurgt, hvordan er det at have fået så mange følgere på Instagram, siger han og fortsætter:

– Det svarer til at tale med en fodboldspiller, som har arbejdet på at komme i en fodboldklub i ti år, og når han endelig får sit gennembrud og kommer ind: ‘Hvordan er det at have mange følgere på Instagram?’

– Ja, eller ‘hvordan var det at spille over for Messi?’ Det er jo ikke det, det handler om, siger Alex Høgh Andersen, og Marco Ilsø fortsætter:

– Jeg tror bare ikke, at folk tænker over, at det er noget, vi har arbejdet for længe. Vi er ikke bare landet i det, vi har spillet skuespil længe. Det kan godt være lidt frustrerende, siger han.

– Ja, at man bliver talt til som børn, siger Alex Høgh Andersen.

'Young guns' er blevet voksne

Selvom arbejdet er benhårdt, og de danske journalister måske skal stramme sig lidt an, føler både Marco Ilsø og Alex Høgh Andersen sig privillegerede over at arbejde på en stor produktion.

Efter tre år er det kollegerne og den solide praktiske erfaring, som de har fået opbygget på 'Vikings', der betyder mest. Både Marco Ilsø og Alex Høgh Andersen føler, at de har udviklet sig betydeligt, siden de landede i Irland for tre år siden.

– Jeg kan virkelig mærke, at vi er blevet voksne mennesker nu. I starten var jeg bare fuld af overdrevet energi, mødte op på settet og hilste på alle og var helt oppe at køre. De må virkelig have tænkt: ‘Slap nu af, young guns’, siger Alex.

– Ja, det er noget helt andet nu, siger Marco og fortsætter:

– Når jeg møder på arbejde nu, siger jeg: ‘Godmorgen’. Og vores kameramand Sean siger: ‘Luk røven.’ Og så er vi i gang. Det er skønt, for det siger noget om, at man hviler mere i det, siger Marco.

Meget alene

Det er lørdag i dag, og Marco Ilsø og Alex Høgh Andersen har fri. Det har de faktisk haft hele ugen, og det også derfor, der er tid til at have tømmermænd.

Før de to flyttede sammen, kunne det godt blive lidt for ensomt at bo så langt væk fra vennerne og familien derhjemme, fortæller Marco Ilsø.

– Man sidder bare helt alene, og så rejser man sig op for at gå en tur, og så tager man hjem igen. Og hvis man har gået en uge uden at skulle på arbejde… Kæft, man er meget alene. Der er ikke nogen at snakke med eller føle sig hjemme med. Så det er sundt for mig, at Alex og jeg er flyttet sammen, siger han.

Familien og vennerne er langt, langt væk, og en social omgangskreds er ikke noget, man bare lige stabler på benene, fortæller Alex Høgh Andersen.

– Jeg har aldrig nogensinde været så asocial. Vi er meget sammen med kollegerne, og det er fint nok, men tre år er bare lang tid. Det har været enormt ensomt. Der har virkelig været meget Netflix-chill med mig selv. Og fucking Youtube, siger Alex Høgh Andersen.

Hjem til Danmark

Lige nu er de to skuespillere i gang med at filme sjette sæson af serien, som de har spillet store roller i siden sæson tre. Når de en skønne dag er færdige med at spille vikinger, trænger de til at komme hjem til Danmark.

– Jeg ved sgu ikke, hvad jeg vil lave. Måske vil jeg gerne holde en pause med at spille, fortæller Marco, mens Alex Høgh Andersen har en mere klar idé om, hvordan han skal ryste vikingen af sig:

– Jeg tror bare, jeg skal spille drag queen i et nyt dansk drama. Det mener jeg helt alvorligt. Hvis man vil væk fra en karakter, så skal man gøre det modsatte. Så ja, jeg vil gerne være drag, straight eller gay, jeg er fuldstændig ligeglad. Bare noget helt, helt andet, fortæller han og fortsætter:

– Jeg vil så gerne lave noget med Anders-Thomas Jensen. Det er jo drengerøvene, og det er pissesjovt samtidig med, at det er lynende intelligent. 'Blinkende Lygter', 'De Grønne Slagtere', det er så højt niveau. Jeg glæder mig bare til at finde ud af, hvordan det er at arbejde på dansk og nørde det som et studie, ligesom jeg har gjort på 'Vikings'.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))
Facebook
Twitter