Danske filmpirater må til lommerne for download af oscarvinder

Ejerne af filmen 'Dallas Buyers Club' forlanger, at en række danskere betaler 1500 kroner i kompensation, fordi de angiveligt har downloadet filmen ulovligt.

Matthew McConaughey (billedet) vandt en Oscar for sin rolle som den AIDS-ramte cowboy i 'Dallas Buyers Club'. Filmen er så populær på pirathjemmesider, at blandt andre danske fildelere nu får tilsendt en bøde, hvis det opspores, at de har downloadet filmen ulovligt. (© UIP)

- På vegne af vores klient Dallas Buyers Club LCC i USA, der har ophavsrettighederne til filmen ’Dallas Buyers Club’ retter vi herved henvendelse til Dem i anledning af fildeling og download fra IP adressen (…) som vi har fået oplyst at De står som indehaver af.

Sådan lyder starten på det brev, som en række danskere har modtaget fra advokatfirmaet Maqs Law Firm.

Betal og sagen lukkes

Berlingske kan i dag fortælle, at Maqs Law Firm i brevet gørdet klart, at de mener at kunne bevise, at modtageren af brevet har downloadet filmen ’Dallas Buyers Club’ ulovligt, men at man ved at betale 1500 kroner i kompensation til rettighedshaverne, kan afslutte sagen.

Bag Maqs Law Firm står blandt andre Jeppe Brogaard Clausen. Han vil ikke ud med hvor mange danskere, der har modtaget brevet, men han forklarer over for Berlingske, at firmaet godt er klar over, det ikke nødvendigvis er modtageren af brevet, som er skurken.

- Det er ikke sikkert, det er ejeren af den her internetforbindelse, der har gjort det. For det kan også være deres børn, naboer eller helt andre, hvis deres forbindelse er usikker. Derfor foreslår vi denne her løsning, siger han til Berlingske.

RettighedsAlliancen: Strategi kan give bagslag

Hos RettighedsAlliancen, der overvåger ulovlige downloads herhjemme, mener man, at Maqs Law Firm bør være varsom med at kriminalisere brugeren.

- Man kan være med til at sætte en stemning i gang om rettighedsbranchen, som ikke er speciel god for de lovlige tjeneste. Man må spørge sig selv, hvad der virker, siger formanden for RettighedsAlliancen, Maria Fredenslund, til Berlingske.

Er du blevet kontaktet af Maqs Law Firm med krav om, at du skal betale 1500 kroner, og har du lyst til at fortælle om det. Så skriv til grpl@dr.dk.

Facebook
Twitter