Danske Jonas skal åbne prestigefyldt filmfestival i USA: 'Det er ret utroligt'

Danske 'Flugt' og 'President' får verdenspremiere på dokumentardelen af Sundance Film Festival.

'Flugt' adskiller sig markant fra de andre udtagne dokumentarfilm, da den er animeret. (© FINAL CUT FOR REAL)

Når den prestigefyldte Sundance Film Festival bliver afholdt den 28. januar, er det med hele to danske film på programmet.

Det drejer sig om dokumentarerne 'Flugt' og 'President', der er lavet af henholdsvis Jonas Poher Rasmussen og Camilla Nielsson.

Ifølge produktionsselskabet Final Cut for Real, der står bag begge dokumentarfilm, skal 'Flugt' åbne hele dokumentarprogrammet på Sundance Film Festival 2021.

De to danske film, der begge får verdenspremiere på den amerikanske filmfestival, er blandt de kun ti udvalgte i kategorien 'World Documentary'.

Manden bag 'Flugt', Jonas Poher Rasmussen, er glad og stolt over, at hans film er blandt de udvalgte.

- Jeg er super glad. Jeg har i efterhånden ret lang tid vidst, at filmen ville blive udtaget, så det er dejligt endelig at kunne dele min glæde. Jeg er mega stolt af filmen, og det er stort at være blandt de ti udvalgte film, siger han til dr.dk.

Tidligere på året blev 'Flugt' også udtaget til Cannes Filmfestival. Selvom filmen ikke fik premiere på den sydfranske festival, fordi festivalen blev aflyst, har den fået det værdifulde Cannes-stempel, som toner frem i filmens begyndelse.

For Jonas Poher Rasmussen rangerer Sundance Film Festival på samme niveau som Cannes, fortæller han.

- Sundance Film Festival er blandt de allerstørste sammen med filmfestivalerne i Cannes, Venedig og Berlin. At min film både er blevet udtaget til Cannes og Sundance er ret utroligt.

- Udtagelsen er en blåstempling og en succes, og det gør, at det bliver nemmere for mig at søge penge til mine næste film, fordi det giver opmærksomhed omkring mit navn, forklarer Jonas Poher Rasmussen.

'Flee' er ikke bare en dokumentar, men en animeret dokumentar. (Foto: Pressebillede fra filmen 'Flee'.)

Filmen fortæller den sande historie om 'Amin', der som mindreårig kom uledsaget til Danmark fra Afghanistan. I dag er han 36 år, er homoseksuel og skal giftes med sin partner, Kasper, gennem mange år. Nu truer en hemmelighed, han har holdt skjult i over 20 år med at ødelægge hans liv.

'Flugt' adskiller sig fra markant fra dokumentar-konkurrenterne, da det er en animeret dokumentar.

Zimbabwes præsidentvalg helt tæt på

Den anden danske dokumentarfilm, der er udtaget til Sundance, er 'President', der er lavet af instruktør Camilla Nielsson.

Den 40-årige Nelson Chamisa stod i spidsen for oppositionen i Zimbabwe under valget i 2018. Det lykkedes ham dog ikke at vinde valget, som i stedet blev vundet af Emmerson Mnangagwa, der gennem mange år var Robert Mugabes højre hånd. (© FINAL CUT FOR REAL)

'President' følger det dramatiske valg i Zimbabwe i 2018, som var landets første demokratiske valg efter det militære kup mod Robert Mugabe - den eneste leder Zimbabwe nogensinde har haft.

Camilla Nielsson har fået unik adgang til oppositionspartiet MDC's unge og uprøvede leder, Nelson Chamisa, der pludselig må overtage styringen af oppositionen, da den hidtidige leder, Morgan Tsvangirai, dør af kræft.

Og det går ikke stille for sig, da den kun 40-årige opppositionsleder udfordrer den gamle politiske garde, lyder det blandt andet i filmens beskrivelse.

Den danske instruktør blev glædeligt overrasket, da hun hørte nyheden om udtagelsen til Sundance.

- Det er helt vildt fantastisk og lidt af en overraskelse, fordi der i år kun er udtaget ti film, siger Camilla Nielsson, der håber, at hendes film kan flytte fokus tilbage til situationen i det afrikanske land.

- Demokratiprocessen i Zimbawbe er blevet fuldstændig glemt af omverden, så jeg håber, at udtagelsen til Sundance kan bringe fokus på situationen i landet igen.

De to danske film vil kunne ses online af publikum i hele USA, samt ved en række drive in-visninger fra den 28. januar. Filmfolk fra hele verden kan desuden se filmen via en særlig akkreditering.

Både 'Flugt' og 'President' er co-produceret af DR, og vil derfor få premiere på DRTV i løbet af 2021.

FacebookTwitter