Danske Nicky er havnet midt i en kæmpe Disney-film: 'Jeg turde ikke tro på det'

Nicky Andersen har nærmest altid danset, og nu spiller han en vigtig rolle i den nye 'Aladdin'-film.

Det er midt om natten i Thailand. Nicky Andersen er på sommerferie med sin familie, og han er for længst faldet i søvn, da hans mobil ringer.

Halvt i søvne griber han ud efter mobilen, og et øjeblik er han forvirret, mens hans øjne forsøger at stille skarpt på displayet. Det er hemmeligt nummer.

- Hallo?

Manden i den anden ende præsenterer sig selv og siger, at han ringer på vegne af den verdensberømte koreograf Jamal Sims. Han forklarer, at han har et tilbud til Nicky Andersen.

Jamal Sims har nemlig set hans auditionvideo og er vild med hans danse-moves. Han vil hyre Nicky Andersen som sin assisterende koreograf på Disneys nye filmatisering af 'Aladdin'.

Til at begynde med er Nicky Andersen overbevist om, at nogen tager pis på ham. Måske er det en af drengene hjemmefra. Det ville ikke være første gang.

Dagen efter det første opkald må Nicky Andersen lige ringe tilbage og få bekræftet, at den er god nok. (© PRIVATFOTO)

Tør ikke tro på det

Men den er god nok. Den blot 21 år gamle Nicky Andersen fra Virum har fået en kæmpe chance, som de fleste af hans dansekolleger knapt tør drømme om.

Et døgn senere sidder han i et fly mod London for at tage hul på det nye eventyr, som på det tidspunkt stadig føles som en uvirkelig drøm.

I lufthavnen står en chauffør og venter. Chaufføren kører Nicky Andersen til Notting Hill, hvor han bliver tjekket ind på et fornemt, femstjernet hotel.

Han ved ikke rigtig, hvad der skal ske. Eller hvad han egentlig er blevet hyret til at gøre. Han tør stadig ikke rigtig tro på det. Først dagen efter ringer Jamal Sims selv og spørger, om han er klar til at komme i gang med arbejdet.

- Det var først der, jeg fik mulighed for at tale med ham. Han har bare set en random dude på en video og tænkt: 'That's my man'. Én ting er at være danser. Men assisterende koreograf, så er man jo side om side hele tiden og skal koreografere hele molevitten, siger Nicky Andersen.

Hvad Nicky Andersen endnu ikke ved er, at han senere kommer til at få endnu mere ansvar på produktionen – nemlig som stand-in for hovedrollen Aladdin.

Når Aladdin danser i den nye film, er det faktisk Nicky, der står for hans moves. (Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Begyndte at danse som fire-årig

Vi vender tilbage til Aladdin-eventyret lige om lidt. Men for at forstå, hvordan en ung mand fra lille Danmark pludselig står på et gigantisk filmset, skal vi lige et par årtier tilbage i tiden. For Nicky har faktisk kæmpet for at blive en stjernedanser, siden han var helt lille.

- Jeg var meget energisk, og jeg skulle jo finde en måde at brænde krudtet af på. Hvis det ikke lige havde været dans, så havde det sikkert været fodbold, I don't know. Men nu er det lige dans, der gav mest mening, forklarer Nicky.

- Jeg startede, da jeg var fire år. Det er selvfølgelig lidt kontroversielt lige nu, men jeg startede på grund af Michael Jackson. Jeg så alle hans optrædener og ville gerne være sanger. Mine forældre og søskende var sådan lidt: 'Ah, Nicky, du kan fandme ikke synge, men du kan i hvert fald danse.'

Helt unge Nicky Andersen med en stor guldpokal efter verdensmesterskabet i børne-hiphop. (© PRIVATFOTO)

Først gik Nicky Andersen til børne-jazzballet. Det var sjovt nok, men det var ikke rigtig ham, så han forsøgte sig med hiphop i stedet for.

Dét viste sig at være mere i hans boldgade. Som ni-årig stillede Nicky Andersen op til verdensmesterskabet i børne-hiphop. Og vandt. Som den første dansker nogensinde.

Da han var fyldt 16 år, sneg han sig med til danseaudition på Eurovision Song Contest, selvom han egentlig allerede var blevet afvist af koreografen.

Aldersgrænsen var 18 år, og Nicky Andersen endte da også med at blive smidt ud. Men få dage efter ringede koreografen og sagde, at de gerne ville have ham med i Eurovision alligevel.

- Hele min karriere er baseret på, at jeg er hoppet ud i ting, jeg ikke burde hoppe ud i. Og de penge, som man kunne have investeret i en danseuddannelse, har jeg brugt på at tage til LA. For at tage en masse timer og networke. Jeg var 17 år, da jeg var der første gang helt alene.

Nicky Andersen har danset, siden han var helt lille. (Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Nickys nye job

Vi skal tilbage til London. For Nicky Andersen er havnet midt i skabelsen af en kæmpestor filmproduktion, som han næsten ikke kan fatte omfanget af.

Hvis du kender 'Aladdin'-tegnefilmen fra 1990'erne, så husker du sikkert en scene, hvor Aladdin er blevet forvandlet til en prins og bliver eskorteret gennem Agrabah i en overdådig parade for at charmere Prinsesse Jasmin.

Det er den scene, som Nicky Andersen er blevet hyret til at koreografere sammen med Jamal Sims. For Nicky Andersen involverer det blandt andet at instruere hovedrolle-skuespillerne Mena Massoud, Naomi Scott og ikke mindst Will Smith, som henholdsvis spiller Aladdin, Jasmin og lampeånden Genie.

Nicky Andersen er 21 år og opvokset i Virum nord for København. (Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Koreograf-teamet har fået en måned til at lave scenen, som bliver optaget i en fascinerende og enorm kulisse, som er bygget til formålet. For Nicky Andersen føles det som at stå midt i Agrabah.

Da Guy Ritchie, filmens instruktør, ser resultatet af koreograf-holdets arbejde, bliver han ekstatisk. Han vil have endnu flere dansenumre skrevet ind i filmen.

- Så min kontrakt blev forlænget til syv måneder, hvor jeg var fuldtidsansat. Jeg var helt oppe at støde. Vi endte med at lave seks-syv dansenumre, bare fordi Guy Ritchie elskede det, siger han.

Men det stopper ikke her for den energiske danseknægt fra Virum. Et par måneder inde i produktionen får han nemlig endnu en drømmetjans på den store 'Aladdin'-film, for der skal bruges en knivskarp danser til en helt særlig opgave.

- Jeg stod og trænede med Mena Massoud. Jeg tror, jeg skulle lære ham et eller andet trick. Så kom Guy Ritchie ind og sagde, at han havde en idé: 'I det her dansenummer vil jeg have Aladdin til at gå amok. Og jeg vil have det til at være dig. Vi gør dig til danse-double'.

Guy Ritchie beder Nicky Andersen om at danse freestyle i 15 sekunder, hvor han bare skal give den alt, hvad han har. Og det gør Nicky Andersen. Guy Ritchie er vild med det.

Således bliver Nicky Andersen smidt ind foran kameraet i Aladdins kostume og en særlig maske på håret, så special effect-folkene senere kan erstatte hans ansigt med Mena Massouds.

  • Her er det Will Smith (th.) som Genie og Mena Massoud (tv.) som Aladdin. (Foto: Daniel Smith © © 2018 Disney Enterprises)
  • Naomi Scott spiller rollen som Prinsesse Jasmin, som er datter af sultanen i Agrabah. (Foto: Daniel Smith © © 2019 Disney Enterprises)
  • Skuespilleren Mena Massoud spiller rollen som gadedrengen Aladdin, som forsøger at vinde prinsessens hjerte. (Foto: Daniel Smith © © 2019 Disney Enterprises)
1 / 3

Fra Agrabar til Virum

Det er snart ni måneder siden, at Nicky Andersen havde sidste arbejdsdag på settet og vendte hjem til Danmark. Bag sig har han efterladt nogle af sine tætteste venner og et kæmpe eventyr. Og for Nicky Andersen er det ikke nemt at vænne sig til, at det er slut.

- Det er frygteligt. Jeg levede i en drømmeverden, og alle var sindssygt dygtige. Jamal er blevet en af mine bedste venner, og han har virkelig rykket mig, siger han.

- Bare det, at jeg har været der, er underligt nu. Nogle gange sidder jeg bare og kigger på videoerne fra prøverne, som ligger på min telefon, for at være sikker på, at det er sket. Vi blev en lille familie.

  • Nicky Andersen (tv.) på den røde løber med Mena Massoud, som spiller hovedrollen Aladdin. Bortset fra når Aladdin danser selvfølgelig. (© PRIVATFOTO)
  • Til efterfest på 'Aladdin' i Los Angeles. Her er Nicky Andersen (tv.) i fornemt selskab med sine kollegaer. Fra højre: Jamal Sims, Will Smith og Navid Negahban, som spiller sultanen. (© PRIVATFOTO)
  • Her poserer Nicky Andersen (th.) i bedste Hollywood-stil sammen med Jamal Sims og den anden assisterende koreograf på 'Aladdin', Leah Hill (tv.). (© PRIVATFOTO)
1 / 3

Nicky Andersen er overhovedet ikke færdig. Han har mange år foran sig som danser og koreograf, og hans hjerne svømmer over med ideer og drømme. Nu, efter et lille år med 'Aladdin'-holdet, har han fået nye ambitioner.

- Jeg vil gerne koreografere flere film. Det er sjovt at danse, men når jeg arbejder under en anden koreograf, står jeg altid og tænker, hvordan jeg selv ville gøre. Jeg er åben over for mulighederne. Man skal prøve sig selv af og lære af sine fejl.

- En af mine store drømme er at flytte til USA, men jeg har så svært ved at få mit visa. Der er kommet en eller anden ny regel, som gør, at man skal have mere bevis for sit arbejde. Så det venter jeg på at få godkendt nu. Nu bor jeg så hjemme i Virum hos forældrene.

'Aladdin' kan ses i de danske biografer nu.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))
Facebook
Twitter