Danske skuespillere får frække tilbud fra hele verden: 'De vil gerne være kærester med os'

Stjernerne fra Netflix-serien 'The Rain' er overvældede over opmærksomheden fra hele verden.

Lucas Lynggaard Tønnesen og Alba August spiller søskendeparret Rasmus og Simone i Danmarks første Netflix-serie, 'The Rain'. Serien har skaffet dem opmærksomhed i udlandet. (Foto: Per Arnesen © Netflix)

Det er ikke hver dag, at danske skuespillere får fanpost fra fjerne lande som Brasilien, Mexico og USA.

Men for skuespillerne fra 'The Rain' blev det pludselig hverdag at få opmærksomhed fra fans fra den anden side af Jorden, da den danske Netflix-serie udkom med sin første sæson sidste år.

- De skriver personligt til os, at de er begejstrede for serien. Og der er også rigtig mange af dem, der gerne vil være kærester med os. Der er frække tilbud fra både mænd, kvinder, høj, lav – det er helt sindssygt, siger Lukas Løkken, der spiller Patrick, og som vi møder under filmoptagelserne i et studie i Hvidovre sammen med resten af holdet.

Også Lucas Lynggaard Tønnesen, som spiller Rasmus i 'The Rain', er overvældet af de mange fans, som serien har fået verden over.

- Jeg var på en ferie, kort efter serien udkom, og jeg har aldrig nogensinde mødt så mange spanske mænd, som simpelthen elskede vores serie. Og det var alligevel 'bare' Spanien. Men derudover er det jo gået amok på sociale medier med hilsner, siger Lucas Lynggaard Tønnesen.

Han bakkes op af Alba August, der har hovedrollen som hans storesøster i 'The Rain'.

- Jeg oplevede også at blive genkendt i Frankrig, men det er jo også i sådanne lande, at de tør komme hen og sige noget. I Skandinavien er folk tit lidt mere tilbageholdende, siger Alba August.

Her ses Lucas Lynggaard Tønnesen, Lukas Løkken, Alba August, Jessica Dinnage og Sonny Lindberg på et billede fra anden sæson. (Foto: Per Arnesen/Netflix © Netflix)

'Okay, måske skal jeg ikke lige smide trøjen her'

Det betyder dog ikke, at de danske fans helt holder sig i baggrunden, når de møder 'The Rain'-stjernerne i deres hverdag, fortæller medspiller Sonny Lindberg. Han har flere gange oplevet at blive både genkendt og kontaktet.

- Især lige da første sæson udkom. Folk har henvendt sig til mig på gaden, i Netto, hos lægen … Alle mulige steder, siger han.

- Ja, og nogle gange skal man også lige tænke sig om en ekstra gang. Under Roskilde Festival sidste år tænkte jeg: 'Okay, måske skal jeg ikke lige smide trøjen her'. Der er måske nogle fans, der står og kigger på, siger Alba August og får sine kolleger til at grine.

Det har kort sagt været en stor mundfuld pludselig at have fans, der dukker op alle mulige steder med rosende ord og begejstring.

Til gengæld var anmeldelserne herhjemme af Danmarks første Netflix-serie lidt lunkne. Mange steder fik serien tre ud af seks stjerner.

- I og med at Danmark fik denne her store mulighed for at arbejde med kæmpegiganten Netflix, så tror jeg også – uden at træde nogen over fødderne – at der er mange, der har rigtig mange holdninger til, hvordan de ville have gjort det, hvis de fik en pose penge fra Netflix, siger Sonny Lindberg.

- Når man laver noget til så mange lande, så vil der jo være noget, som danskerne ikke kan lide, men som amerikanerne elsker, supplerer Alba August.

Der er stadig masser af fare på færde i den nye sæson. Her ses Mikkel Boe Følsgaard og Alba August i en scene fra anden sæson. (Foto: Per Arnesen/Netflix © Netflix)

'Det kan fucke lidt med ens hoved'

Modtagelsen har i det hele taget været meget mere positiv og overvældende i udlandet – og det gælder altså blandt andet Brasilien, Mexico, Polen, Frankrig, USA, England og en række asiatiske lande.

- Det kan fucke lidt med ens hoved, for vi laver serien på dansk, og vi er et dansk hold, men vi laver en anden slags serie, end man er vant til herhjemme, og vi kommer ud til mange flere. Det er jo fedt at have et vindue med så stor sendeflade, siger Sonny Lindberg, der spiller Jean.

Han bakkes op af kollega Jessica Dinnage, der spiller Lea i serien.

- Jeg tror, at 'The Rain' er meget anderledes end det, de ellers har tilgængeligt af serier, og som normalt ses meget i deres lande, siger hun om begejstringen fra Sydamerika og fortsætter:

- De har jo mange sæbeoperaer, så de føler måske, at vi virkelig kommer med noget nordic noir her. Måske ser man anderledes på det herhjemme, men i Sydamerika er det ikke noget, de har set før.

Måske virker Skandinavien bare eksotisk på de unge, der bor syd for ækvator, hvor hverdagen ikke i samme grad byder på kedeligt gråvejr som herhjemme, foreslår Lukas Løkken:

- Mange af de steder, vi får hilsner fra, er lande, der ikke får så meget regnvejr. Du ved, Mexico, Brasilien … Der er ligesom ikke så mange nordtyske fans. Så måske det virker lidt eksotisk på dem, siger han og griner.

Søskendeparret Rasmus og Simone - spillet af Lucas Lynggaard Tønnesen og Alba August - står overfor nye og alvorlige udfordringer i anden sæson af 'The Rain'. (Foto: Per Arnesen/Netflix © Netflix)
Facebook
Twitter