Dansker spiller JFK i ny Hollywood-storfilm: Natalie Portman er skidesød

Forud for sin (lille) rolle i storfilmen 'Jackie', som har premiere i morgen, har den danske skuespiller Caspar Phillipson læst stort set alt, hvad han kunnet opstøve om den tidligere præsident. En præsident, han hele tiden får at vide, at han ligner.

Caspar Phillipson sad i sminken tre timer hver dag under optagelserne til filmen 'Jackie' for at få en kunstig næse på. Her ses han sammen med Natalie Portman, der spiller hans hustru. (Foto: bill@graypictures.com © Scanbox)

I marts bragte avisen The Daily Mail et billede, der i al hemmelighed var blevet taget under optagelserne til den kommende Hollywod-film ’Jackie’.

På billedet så man skuespilleren Natalie Portman i et pink tweed-sæt fra Chanel i rollen som Jacqueline Kennedy, bedre kendt som Jackie. Ved hendes side havde hun sin on-screen husband, som The Daily Mail formulerede det.

Ligner en Kennedy

Hvem det var, der spillede John F. Kennedy - USA’s præsident fra 1961 til hans død i 1963 – havde avisen ikke haft held til at finde ud af. Ugen efter kunne Washington Post så bringe en afsløring:

- Vores kilder har identificeret Kennedy-skuespilleren som Caspar Phillipson, en dansk skuespiller kendt for teaterroller, ’Flammen og Citronen’ og for at lægge stemme til tegnefilm.

- Når man kigger på billeder af ham på nettet, kan man næsten forveksle ham med et medlem af den berømte Kennedy-klan. Håret, de hvide tænder, smilerynkerne om øjnene – alt sammen meget Kennedy-agtigt.

Caspar Phillipson har i tiltagende grad over de seneste ti år fået at vide, at han ligner den afdøde præsident John F. Kennedy. Ifølge Phillipson har de håret, den brede kæbe og rynkerne om øjnene til fælles. (Foto: Ninna Flor og Scanpix)

Samme hår, tandsæt og smilende øjne sidder nu på en café i København og griner af den måde, hans første rolle i en Hollywood-film blev afsløret for pressen. De danske medier opdagede hurtigt historien, og pludselig var Caspar Phillipson, der er bedst kendt for teaterroller og mindre roller i tv-serier og film, alle vegne.

Uden at han dog måtte udtale sig om rollen.

  • Caspar Phillipson spiller sammen med Natalie Portman i filmen 'Jackie'. (© Scanbox)
  • Caspar Phillipson har også spillet med i film som 'Flammen og Citronen' og 'Sommeren '92'. (Foto: bill@graypictures.com © Scanbox)
1 / 2

Det må han heldigvis godt nu, hvor filmen nærmer sig sin danske premiere.

- Det var helt sindssygt at få den rolle. Det er jo en drøm at få lov at være med i så stor en produktion, siger den 45-årige skuespiller, der trods hans rolles store betydning for filmen er ret lidt med.

Filmen handler nemlig om Jackies svære dage, efter hendes mand døde – ramt af skud, da han kørte i en bilkortege gennem Dallas, Texas.

Jeg fik al den kærlighed, USA har til Kennedy

I alt havde han otte optagedage på filmen. I en hangar i Paris var Det Hvide Hus opført, som det så ud på Kennedys tid, og i frokostpausen serverede de vin på settet, fordi det foregik i Frankrig. Det havde Caspar Phillipson aldrig prøvet før. Og han er heller ikke vant til, at statister vil have taget selfies med ham, som det var tilfældet, da de indspillede i Washington D.C., der skulle gøre det ud for Dallas anno 1963.

- Ved siden af stod en af verdens største filmstjerner (Natalie Portman, red.), men de ville have billeder med mig, siger Caspar Phillipson storsmilende og med øjenbrynene løftet i overraskelse.

- Det har jo ikke noget med mig at gøre. Det er fordi, jeg var Kennedy, og de elsker ham bare, siger skuespilleren, der også fik fansenes kærlighed at føle, da han i november var til gallavisning på filmen i Los Angeles - og var Hollywood-stjerne for en aften.

Natalie Portman og Caspar Phillipson under gallapremieren i L.A. i november 2016. (Foto: Danny Moloshok)

- Al den kærlighed, amerikanerne har til Kennedy - den fik jeg, siger Caspar Phillipson.

Natalie er skidesød og mega seriøs

Selv var han benovet over at arbejde sammen med filmens enevældige hovedrolle, Natalie Portman.

- Det var fantastisk, siger han.

- Hun er skidesød. Og mega seriøs. Og brænder så vildt igennem.

Natalie Portman har læst mange bøger og set mange klip af Jackie Kennedy i sit arbejde med rollen. I december blev hun nomineret til en Golden Globe i kategorien Bedste Kvindelige Hovedrolle. (Foto: William Gray © Scanbox)

Caspar Phillipson forklarer, at Jackie Kennedy havde en meget speciel måde at tale på – ”lidt luftigt og påtaget genert på en underlig måde”. Og den arbejdede hans on-screen wife hårdt og målrettet på at ramme. Samtidig læste Natalie Portman frem til slutningen af optagelserne alt, hvad der fandtes af biografier om den tidligere førstedame.

Lært at tale som en Kennedy

Selvom Caspar Phillipsons rolle er meget mindre, har han øvet sig, som havde han hovedrollen.

Faktisk har han øvet sig på rollen, længe før han overhovedet vidste, at den eksisterede. De seneste ti år har han gentagne gange fået at vide, at han ligner en fra familien Kennedy.

- Nej, men det var da utroligt, sagde de, og Caspar Phillipson kunne godt selv se det.

Derfor begyndte han for tre-fire år siden at se videoer af John F. Kennedy på Youtube og øve den særlige New England-dialekt, der ifølge Phillipson præger en Kennedy. Mens de fleste amerikanere udtaler ordet ”her” som ”heeere”, siger Kennedy’erne mere ”hiiaar”, forklarer han.

  • (© Scanbox)
  • Caspar Phillipson som John F. Kennedy i bilen i Dallas. (© Scanbox)
  • (Foto: bill@graypictures.com © Scanbox)
1 / 3

Han øvede, fordi han håbede på en rolle, men han anede intet om filmen ’Jackie’, før hans ven fra teaterskolen i Aarhus Gordon Kennedy ringede i efteråret 2015 og fortalte, at et filmhold ledte efter en, der lignede den afdøde præsident.

Ved stort set alt om JFK

Da var Caspar Phillipson i Istanbul for at opføre ’Hamlet’ med Teater Republique. En caster bad ham sende en optagelse, og han valgte at sende sin fortolkning af John F. Kennedy, der kører gennem Dallas i optog, lige inden han bliver skudt – i hans version sad han i en lænestol på et hotel i sit sommertøj og vinkede ud i det tomme rum.

Da han fik rollen, intensiverede han sin research. Og i dag er han – efter at have læst 11 biografier og været ”rigtig meget på Youtube” - et omvandrende leksikon i John F. Kennedys politik, dameforbrug, skavanker, kropssprog og talemåde.

Dette billede, hvor JFK og hans kone forlader Air Force One, er taget timer inden, John F. Kennedy bliver skudt og dræbt i Dallas 22. november 1963. Scenen er også gengivet i filmen 'Jackie'. (Foto: Handout © Scanpic)

- Hvad man ikke ved om ham, det er helt vildt! Han havde så dårligt helbred, spiste så mange forskellige slags medicin. Han havde meget dårlig ryg og havde altid korset på, men det vidste man ikke, fordi han så så fit ud. Korsettet gjorde, at han var meget rank, siger Caspar Phillipson.

Han citerer en af de mange teorier, der er blevet skrevet om mordet på Kennedy i Dallas for 53 år siden; nemlig at han også den dag havde korset på.

- Først blev han skudt én gang, hvilket de fleste ville falde sammen af. Men han blev siddende oppe, og så var det meget nemt at skyde ham igen. Nogle siger, at han måske ikke var død, hvis han ikke havde haft korset på. Så var han faldet sammen ved første skud.

Vil gerne spille JFK igen

På natbordet har Caspar Phillipson stadig et par bøger om Kennedy, selvom rollen for længst er indspillet og filmen færdig. Lige nu læser han entusiastisk ’The Last 100 days of JFK’.

- Den er skide spændende!

Han håber, at researchen kan føre til endnu en rolle som den præsident, han slægter så meget på. Det er de enige i på Indiewire.

- Den eneste grund til ikke at hyre denne mand som JFK i et hvert stykke og film de næste ti år er, hvis Phillipson har travlt med at spille JFK et andet sted.

- Næste gang håber jeg, at det bliver i en film, der handler om tiden, før hans død, siger Caspar Phillipson og griner.

Caspar Phillipson

  • 45 år, skuespiller, uddannet fra Aarhus Teater i 1995. Bedst kendt for teaterroller i 'Les Misérables', 'West Side Story' og 'Elsk mig i nat'.

  • Er tosproget med en engelsk far og en dansk mor. Er britisk statsborger.

  • Vandt i 2000 en Reumert Talentpris.

  • Har lagt stemme til flere tegnefilm, blandt andet 'Shrek', 'Alice i Eventyrland' og 'Garfield'.

  • Har også spillet roller i filmene 'Steppeulven' og 'Sommeren 92' samt i serierne 'Broen' og 'Dicte'.

  • Gift og har tre børn.

  • 'Jackie' har dansk premiere i morgen.

Facebook
Twitter