To danskere kan få pris på filmfestival: Vi har alle et ansvar for modebranchens miljøsvineri

Modeindustrien har problemer med både moral, mennesker og miljø, understreger en dansk virtual reality-installation, der er i konkurrence på årets filmfestival i Venedig.

X-Ray Fashion er en virtual reality-installation, hvor man kommer helt tæt på de ting, arbejdere og miljøet bliver udsat for, under tøjproduktionen.

Modeindustrien står for 10 procent af verdens udledning af kuldioxid – det er mere end flyindustrien og skibsfarten tilsammen.

Det er kun et af mange tankevækkende citater, der dukker op undervejs i virtual reality-installationen ’X-Ray Fashion’.

Et andet citat lyder: ’Den gennemsnitlige forbruger køber 60 procent mere tøj end for 20 år siden.’ Lægger man de to fakta sammen, kan man hurtigt konstatere, at både vi og modebranchen har et alvorligt problem.

Læs også

Startede som diktators propaganda-fabrik. Nu spotter filmfestival den næste Oscar-vinder

Det er præcis det, ’X-Ray Fashion’ forsøger at åbne vores øjne for. Gennem 15 minutter giver den os muligheden for at rejse fra de labre modeshows i Paris og Milano til tekstilfabrikkerne i Indien og Bangladesh, og tilbage til indkøbscentrenes uendelige rækker af ufatteligt billigt kluns.

Oplevelse, hvor du både kan høre og se

- Vores film viser forsyningskæden indenfor produktionen af det modetøj, som forvolder stor skade på mennesker og miljø, forklarer Signe Ungermand, den ene halvdel af det Aarhus-baserede selskab bag filmen, Mannd.

Billeder:

portræt

Sammen med makkeren Maria Herholdt Engermann har hun specialiseret sig i virtual reality med det, de kalder ’sensoriske elementer’, altså noget, vi kan mærke og føle.

I forbindelse med ’X-Ray Fashion’ betyder det, at du ikke kun skal have et kæmpe apparat på hovedet for at kunne se og høre modens vej fra Bangladesh til Milano. Du kan også mærke den.

For eksempel går du henover et bomuldstæppe, mens du studerer bomulden, der lander på en fabrik i Indien. Og du står med fødderne i et lille vandbassin, mens du ser på de vandløb, som modeindustrien sender ufattelige mængder forurenende farvestof gennem i et land meget langt væk.

Det er Mannd, der står for selve virtual reality-filmens udtryk, mens den italiensk/amerikanske fotograf og instruktør Francesco Carrozini er fortæller og instruktør.

Læs også

Lady Gaga spiller opvasker i ny film – og gør det forbavsende godt

Han åbner filmen med at berette om, hvordan han blev forandret i sin grundvold, da en dårligt konstrueret tøjfabrik i Rana Plaza i Bangladesh styrtede sammen for fem år siden, og 1100 syersker omkom.

Og så tager han os ellers med på rejse gennem en modeindustri, der i forbavsende grad sætter både moral, mennesker og miljø til side. Det er ikke nyt, men præsentationen i virtual reality er. Og den 15 minutter lange tur gennem modeindustrien er så intens for sanserne og moralen, at det er meget svært ikke at blive påvirket.

Vi forbrugere har et kæmpe ansvar

’X-Ray Fashion’ deltager i konkurrencen for virtual reality-installationer på årets filmfestival i Venedig. Og det er Signe Ungermand og Maria Engermanns håb, at deres installation vil blive stillet op i forbindelse med Modeugen i København eller lignende modearrangementer.

Billeder:

billede 5

Men selvom de begge erklærer, at de er ’blevet et par gamle koner’, der sniger sig langt udenom tøjbutikkernes overskudslager, slår Signe Ungermand fast, at ’X-Ray Fashion’ ikke vil starte en hadekampagne mod modebranchen:

- Det er ikke nogen løftet pegefinger. Men vi synes, vi som forbrugere er for dårlige til at stille de her spørgsmål. Vi forbrugere har et kæmpe ansvar. Vi forventer, at modebranchen skal lave noget om, men vi kan jo selv gøre det.

- Det er os, der er blevet vant til at en trøje koster sølle 50 kroner. Er vi overhovedet klar til at betale 500 kroner for noget, der ikke ødelægger miljø eller mennesker? Det håber vi, en film som ’X-Ray Fashion’ kan åbne op for.

Facebook
Twitter