De er klar til at ofre alt: Her er de fem bedste og vildeste kvindechefer fra tv-serierne

Der er ikke mange kvindelige topchefer - men så er det jo godt, at vi har serierne.

Fra 'Game of Thrones' til 'Parks and Recreation': Et hav af kvinder dominerer chefrollerne i tidens store serier. (Foto: HELEN SLOAN © HBO)

Der er tre kvindelige CEO's blandt 134 danske børsnoterede virksomheder. Det er mere sandsynligt, at en CEO hedder Lars, end at det er en kvinde.

Det er det spektakulært absurde faktum, der er blevet hængende i mit hoved efter at have set den nye DR2+-dokumentarserie 'Alle hader feminister'.

Komiker Ane Høgsberg er en ret tøvende feminist, fordi hun er bange for at blive sat i bås med de "skingre, sindssyge, voldsomt menstruerende kvinder, der står og råber og viser deres patter, uden at der er nogen, der gider at se dem."

Jo flere fakta, hun bliver præsenteret for i løbet af programmet, jo mindre tøver hun dog. Og som et aktivistisk statement sætter hun sig for at smide alle de ting ud, hun ejer, som er produceret af firmaer med mandlige chefer.

Men hun må hurtigt give op. Det virker ganske enkelt umuligt for hende at leve et liv med de få ting, der er produceret af firmaer, der har kvinder i chefstolen.

Men hvor virkeligheden halter, dér må fiktionen gøre sit.

Så vi har fundet fem af de bedste og vildeste kvindelige chefer fra seriernes verden. Så kan man jo lade sig inspirere til at gøre, hvad man kan for at få patriarkatet til at makke ret.

1

Dronningen - Elizabeth II i 'The Crown'

I Netflix-serien 'The Crown' bliver dronning Elizabeth II spillet af forskellige kvinder, der hver især portrætterer en periode i dronningens liv. På billedet ses Olivia Colman, der spiller Elizabeth i sæson tre og fire. (Foto: Sophie Mutevelian © Netflix)

På toppen af det hele har vi dronning Elizabeth. Godt nok har hun fået det hele serveret på et uretfærdigt sølvfad, men det betyder ikke, at hun ikke ofrer sig for sin stilling. Det er lige dele inspirerende og skræmmende at se, hvordan Elizabeth er klar til at ofre alt for jobbet.

Personlighed og nære relationer betyder intet på hendes vej mod at forvandle sig selv til et symbol. Det lysende eksempel, som skal give hele England dets selvtillid: Kronen.

2

Reklamebossen - Peggy Olson i 'Mad Men'

'Mad Men' havde premiere i 2007 og fortsatte indtil 2015, hvor sidste sæson blev sendt. Peggy Olson, der er med i samtlige sæsoner, blev spillet af den amerikanske skuespillerinde Elisabeth Moss. (© AMC)

'Mad Men' er en serie, der ikke er bange for at efterlade løse ender rundt omkring. Men noget af det mest tilfredsstillende ved serien er at se Peggy arbejde sig målrettet og ufortrødent op ad stigen i den mandschauvinistiske reklamebranche i 1960'ernes New York.

Hun starter som sekretær i Sterling Cooper og bliver den første kvindelige tekstforfatter.

Herfra arbejder hun sig støt og roligt op igennem sæsonerne, indtil selv den ustyrlige Don Draper når at arbejde under hende.

3

Statsministeren - Birgitte Nyborg i 'Borgen'

'Borgen' blev sendt første gang på DR i 2010. Serien omhandlede det politiske liv på Christiansborg og havde Sidse Babett Knudsen i hovedrollen som statsminister Birgitte Nyborg. (Foto: Mike Kolloffel © DR)

Før vi havde Helle Thorning og Mette Frederiksen, havde vi Birgitte Nyborg i DR-serien 'Borgen'.

Serien fandt et ret stort publikum udenfor landets grænser. Måske fordi den også kom lang tid før, vi havde set Robin Wright overtage for den detroniserede Kevin Spacey i 'House of Cards'.

Sidse Babett Knudsen har selv givet rollen æren for at åbne døren til hendes ret imponerende udenlandske karriere, der har sikret hende store roller i mange lande. Ikke mindst i kæmpe Hollywood-produktioner som 'Westworld' og Dan Brown-filmatiseringen 'Inferno'.

4

Bureaukraten - Leslie Knope i 'Parks and Recreation'

Amy Poehler spiller hovedrollen Leslie Knope i komedieserien 'Parks and Recreation', der har haft enorm succes. (Foto: Vera Anderson © Getty Images)

Hvis man slår op i mit mentale leksikon under "hjerte af guld", så er der et stort billede af den amerikanske skuespillerinde Amy Poehler i rollen som Leslie Knope.

Hun er chef for en lille gruppe relativt utaknemmelige ansatte i afdelingen for parker og fritidsaktiviteter i den lillebitte, fiktive amerikanske skodby Pawnee. Men hun er 100 procent ukuelig med et mindset, der grænser til vrangsforestilinger.

Hun holder humøret oppe hos sig selv med citater som "den ene mands irriterende er den anden mands inspirerende og heroisk", og "det, jeg hører, når folk råber af mig, er bare nogen, der bekymrer sig meget højlydt".

5

Fantasy-chefen - Sansa Stark i 'Game of Thrones'

Fantasy-serien 'Game of Thrones' er spækket med slagkraftige, kvindelige karakterer. Sansa Stark, der bliver spillet af den engelske skuespillerinde Sophie Turner, oplever en række ubehageligheder i løbet af seriens otte sæsoner. (Foto: HELEN SLOAN © HBO Nordic)

Hun kan ikke ride på drager som Daenerys, men den chef, som vi har set være igennem mest, før hun har kunnet indtage sin velfortjente rolle som leder, er, uden sammenligning, Sansa fra 'Game of Thrones'.

Allerede i den tredje bog i George R. R. Martins forlæg 'En storm af sværd' siger hun selv, at hendes hud er blevet hærdet "fra porcelæn, til elfenben, til stål".

I tv-serien har vi været med, når hendes familie er blevet dræbt, og når hun er blevet holdt til fange af tv-historiens mest modbydelige møgunge, Joffrey Baratheon, for senere at blive tvangsægtet med en af tv-historiens mest forfærdelige voldsforbrydere, Ramsay Bolton.

Lad os håbe, at det trods alt kræver lidt mindre at få flere kvindelige chefer i de danske virksomheder og bestyrelser.

Facebook
Twitter