'De er skøre, de moderne grækere'. Og det er ny og tankevækkende komedie bevis på

I Christos Nikous film 'Apples' bliver verden ramt af en pandemi, der giver kollektivt hukommelsestab.

Instruktøren Christos Nikou har i flere år arbejdet med kortfilm og som assisterende instruktør, men med 'Apples' debuterer han med sin første spillefilm. (© Scanbox)

Det er begrænset, hvad vi danskere ved om Grækenland.

Vi ved ubevidst rigtigt meget om de gamle grækere. Deres 2.500 år gamle tankegods er i høj grad grundstenene i den verden, vi går rundt i nu om dage. Men de moderne grækere... Hvad tænker de?

Vi ved, at de har dejligt sommervejr og gode strande, og at de kan servere både god og billig mad. Og at de putter harpiks i deres hvidvin og kalder det retsina.

Vi ved også, at de er så lidt interesserede i at betale skat, at landet var tæt på at gå konkurs ovenpå finanskrisen i 2008.

Men hvis du har forvildet dig ind i en biograf, der har vist en græsk film indenfor de seneste ti år, ved du også, at der foregår noget andet i Grækenland. At moderne grækere også kan tænke store – eller i hvert fald skæve – tanker. At en håndfuld filmfolk er dybt optaget af at udforske, hvordan vi mennesker fungerer sammen.

Først dukkede Yorgos Lanthimos op med 'Dogtooth', der handler om en far, der holder sine tre børn væk fra verden udenfor.

Siden kom Athina Tsagaris 'Attenberg' om to unge kvinder, der opfinder deres egen menneskelige adfærd under inspiration fra David Attenborough – eller Attenberg, som de kalder ham.

Og så dukkede Yorgos Lanthimos op med sin 'Alperne', der handler om et firma, der tilbyder mennesker i sorg at være stand-ins for dem, de savner – altså at optræde som et afdødt familiemedlem, en forsvundet kæreste eller lignende.

Antropologi har været den røde tråd i moderne græsk film. Som regel med absurd humor som en del af filmsproget.

Ideen til 'Apples' opstod for otte år siden, da instruktøren Christos Nikou var ved at komme sig over at have mistet en af sine allernærmeste. Tabet medførte, at spørgsmål om identitet, tab, minder og smerte begyndte at trænge sig på. (© Scanbox)

En usædvanlig pandemi

Det er ved at være et stykke tid siden, en græsk film har været på plakaten i danske biografer, men nu vender de moderne grækere tilbage med 'Apples' – der ikke tyder på, at grækerne har fået noget nyt på hjernen i mellemtiden.

'Apples' er i hvert fald en tænksom og humoristisk lille film om vi menneskers forunderlige hukommelse. Og evnen til at huske. Eller glemme.

Den tager udgangspunkt i en ikke så fjern fremtid – eller mulig nutid – hvor menneskeheden sørme er ramt af en pandemi.

Den minder på ingen måde om vores allesammens corona, men går i stedet ud på, at almindelige mennesker pludselig bliver ramt af hukommelsestab. De glemmer simpelthen, hvem og hvad de er.

Hvis de stakkels mennesker er så uheldige at gå rundt uden ID eller noget andet, der kan identificere dem – og hvis ingen melder dem savnet – er de nødt til at blive indlagt på særlige anstalter, der forsøger at opbygge en ny identitet. For pandemien er så lumsk, at det sjældent lykkes de syge at genfinde sig selv.

Det var da en mærkelig pandemi, tænker du muligvis. Det er fuldstændigt rigtigt. Den opstår nok ikke på en minkfarm nær dig i den nærmeste fremtid.

Instruktøren Christos Nikou har selvfølgelig opfundet den for at udforske vi menneskers forhold til hukommelse. Hvad husker vi? Hvad glemmer vi? Hvad forsøger vi at huske? Hvad anstrenger vi os for at glemme?

Filmen har været nomineret og vundet priser på filmfestivaler verden over. Blandt andet i Venedig, Chicago og Dublin. (© Scanbox)

Skabt til det lille skæve grin

Hovedpersonen Aris i 'Apples' virker ikke specielt opsat på at genfinde sig selv. Tværtimod.

Han elsker æbler, men da hans lokale grønthandler gør ham opmærksom på, at æbler er gode for hukommelsen, skynder han sig at bytte dem med appelsiner. Han hygger sig glimrende med at følge sine lægers opfordring til at få nye oplevelser og at fotografere dem.

'Apples' vrimler med mennesker, der går rundt og foretager sig de særeste ting og tager polaroidfotos af det. Meget moderne græsk. Det har formentlig været den slags skøre situationer, der har inspireret Christos Nikou til 'Apples'.

Det er alt sammen finurligt, opfindsomt, dejligt anderledes, begavet, fornøjeligt, eftertænksomt, skørt og tankevækkende. Men også lovlig småt – mere skabt til det lille, skæve grin end til de helt store tanker.

De er skøre, de moderne grækere. Og det er der kun grund til at være glad for.

(© Scanbox)
FacebookTwitter