De her 4 serier må du ikke misse! Aldrig er det hårde rapmiljø beskrevet bedre

DR's serieekspert anbefaler her fire serier, der gør dig klogere på rapmusikken i både ind- og udland.

'Ghettostjerner', der er aktuel på DR lige nu, giver et indblik i en del af den danske rapscene. (Foto: Jóhann Dammert © (c) DR)

For nyligt lancerede DR dokumentarserien 'Ghettostjerner', hvor vi følger en række unge musikere fra Aarhus.

Men flere af dem er ikke kun musikere. De er også dybt inde i det kriminelle miljø i og omkring Trillegården, hvor det er "nemt" at falde i en kriminel løbebane.

Som mentor for de unge mænd og som programmets anker har vi den garvede Aarhus-rapper Marwan, der med mafioso-skjorte, flettet hår og en smøg dansende mellem sine fingre er en helt igennem fantastisk hovedfigur.

'Ghettostjerner' er et af de første dybdegående indblik i det grænseland, der kan ligge imellem den kriminelle verden og musikbranchen i Danmark. Hvorvidt unge kriminelle, der laver musik, er godt eller dårligt for samfundet kommer programmet ikke med et entydigt svar på, men de unge mænd bliver beskrevet ganske nuanceret i 'Ghettostjerner'.

Det, som kan synes meget sort/hvidt i avisoverskrifter, er tydeligvis et langt sværere dilemma i virkeligheden.

Uanset hvor meget gennemsnitspersonen hader kriminalitet, så har raptekster om vold og bandekriminalitet en unægtelig tiltrækningseffekt på mange ellers lovlydige borgere.

Det er naturligvis en trend, som amerikanerne startede i 80'erne og 90'erne med grupper som NWA og Wu-Tang Clan, der gjorde det til en levevej at give et musikalsk indblik i deres dystre og privilegieløse verden.

Når man laver film og serier om den hårde del af rapmiljøet, er det altid svært at slå den rette tone an.

Der er lavet uendeligt mange dårlige forsøg på at fange den magi, der kan opstå, når unge uden privilegier formår at vende bøtten.

I 'Ghettostjerner' kommer magien dog til live. Man mærker forståelsen af det kriminelle miljø og den livsstil, det kræver at være rapper fra gaden, og selve musiksiden føles frisk.

Heldigvis er der - blandt mange mislykkede forsøg - lavet flere gode portrætter af den hårde ende af rapmiljøet. Herunder kan du læse om fire serier, som i den grad bør være på din radar.

1

Fiktionsserien: 'Atlanta'

'Atlanta' er en komedieserie skabt af Donald Glover, som også spiller hovedrollen i serien. (© FX via Rotten Tomatoes)

Personligt er det her en af mine all time favoritserier. Den er fremragende på alle punkter fra klipning, instruktion og skuespil, og så er den hamrende nyskabende med en ufattelig idérigdom.

Bag serien står rapperen og skuespilleren Childish Gambino med det borgerlige navn Donald Glover, der i rollen som Earnest agerer ung og småforvirret manager for sin fætter, rapperen Paper Boi.

De bor i - ja, du gættede det - Atlanta, hvor det i de fattige dele af byen enten handler om at røve folk eller slå igennem som rapper. Sammen er Paper Boi og Earnest på en færd om at finde deres plads i et samfund, der i den grad ikke giver dem noget gratis.

Serien lykkes på så mange niveauer.

Den er hamrende autentisk i sin skildring af både Atlanta som pulserende og farlig storby, og samtidig rammer den musikbranchen perfekt. Lige fra Paper Bois forsimplede tekster ("Paper Boy, Paper Boy, always gettin' paper boy") som er leveret komplet troværdigt (af Glovers bror) til de tåkrummende møder, de to fætre har med de meget hvide chefer på pladeselskabet.

Ud af det kommer nogle af de sjoveste scener, jeg nogensinde har set.

'Atlanta' er en serie, der både troværdigt skildrer den svære kunstform, som rap er, og endda formår at gøre det med store mængder humor.

'Atlanta' er en sjælden perle og blandt de bedste serier fra sidste årti. Optagelserne til den corona-forsinkede tredje og fjerde sæson starter i øvrigt til marts.

'Atlanta' kan streames på Viaplay

2

Dokumentarserien: 'Legenden om Wu-tang Clan'

Wu-Tang Clan opstod i 1993 og bestod oprindeligt af ni medlemmer. (© DR)

Selv hvis du ikke er specielt stor fan af den legendariske rapgruppe Wu-Tang Clan, som slog igennem med albummet 'Enter the Wu-Tang (36 Chambers)' i 1993, er der stadig masser at komme efter i denne fremragende dokumentarserie i fire dele.

Udover at fortælle historien om en af de mest indflydelsesrige rapgrupper nogensinde, får vi historien om ni unge mænd, der alle voksede fattigt op og var nødt til at finde en vej ud af Staten Islands (og Brooklyns) fattigste kvarterer.

Det er en historie om sammenhold, og de nu midaldrende rappere er igen samlet i en biografsal, hvor de ser gamle klip fra deres vilde ungdom, hvor deres eneste chance var at stå sammen og angribe musikbranchen, som var de i bandekrig mod den.

Sammen stod de stærkest - både når de optrådte på klubber fyldt med rivaliserende bandemedlemmer, men også når de skulle til forhandlingbordet hos pladeselskaberne.

Det kom der en hidtil uset pladekontrakt ud af, hvor de individuelle medlemmer af Wu-Tang fik lov til at skrive under på individuelle solokontrakter med andre selskaber.

Staten Islands underverden var (og er vist stadig) under kontrol af den amerikansk-italienske mafia, og det var ikke en let bydel at være ung, sort og fattig i. De historier, vi får fra de enkelte medlemmer, er hjerteskærende.

Det er uforglemmeligt, da rapperen Ghostface Killah med en tåre i øjet beskriver, hvor meget han ville ønske, han kunne spole tiden tilbage og tage sig bedre af sin kørestolsbundne bror, der dag ind og dag ud var fanget i deres lille lejlighed med en alkoholiseret mor.

Historien om U-Gods kun to-årige søn, der bogstavelig talt blev brugt som skjold og dermed skudt af bandemedlemmer, er forfærdelig. Senere er der den tragiske fortælling om den vilde, elskværdige Ol' Dirty Bastard, der døde af en overdosis i 2004, hvor vi får hans families tanker om hans sidste år.

Denne film gør det klart: Kriminalitet opstår ikke ud af musik.

Det er for simpelt at skyde skylden på musikken. Tværtimod er den for mange en vej ud og en grund til at hanke op i sig selv - selv hvis man har de mest uretfærdige kår.

'Legenden om Wu-Tang Clan' kan streames på DRTV.

3

Realityprogrammet: 'Rhythm + Flow'

'Rhythm and Flow' er Netflix' første originale musikkonkurrence. Det er blandt andet Cardi B, som sidder ved dommerbordet. (Foto: Eddy Chen © Netflix)

Okay, det her program er ikke for alle, og jeg ved, der er mange rapfans, der har den grundlæggende indstilling, at et realityprogram om den mest rå, moderne musikform ikke hører nogen steder hjemme.

Jeg var selv en af dem. Indtil jeg gav programmet en chance - og så var jeg hooked. Meget hooked.

Som et klassisk musikkonkurrenceprogram skal en række artister kæmpe om at vinde en pengepræmie på imponerende 250.000 dollars (lidt over 1,5 million kroner). I modsætning til den klassiske pladekontraktspræmie, der ofte løber ud i sandet.

Rapperne skal først vinde de indledende runder i forskellige amerikanske byer, og derefter battle hinanden.

De tre dommere er T.I., Cardi B og Chance the Rapper - tre ret relevante artister i nutidens musikbranche. Sideløbende med de forskellige optrædener får vi musikernes individuelle historier fortalt. Ofte omhandler de emner som tab, fattigdom og kriminel livsstil.

Det, at de fleste af artisterne kommer fra fattige områder i USA, giver programmet en ekstra nerve, og jeg har aldrig taget mig selv i at heppe mere på deltagere i et underholdningsprogram, end det er tilfældet her.

Og selvom rap hurtigt kan gå fra den sejeste kunstform til den absolut platteste, hvis den er portrætteret forkert, så holder programmet sig hele tiden inden for grænsen, og man kan mærke, at alle i og omkring programmet bare har totalt optur over konceptet.

Som dansk rapfan er det nemt at være nedladende, når amerikansk hiphop bliver kommercielt - men det er netop hele slutmålet for de folk i USA, der laver rap. De vil gerne kommercialiseres og tjene penge, for det er sådan, de overlever.

'Rhythm + Flow' kan streames på Netflix.

4

Den danske: 'Ghettostjerner'

Marwan agerer mentor for de unge rappere i 'Ghettostjerner'. Selv fik han sit musikalske gennembrud med debatalbummet 'P.E.R.K.E.R.' i 2007. (Foto: Anders Aagaard-Strube © DR)

Der har været meget debat herhjemme om, hvorvidt vi skal glorificere unge kriminelle, der laver musik med vægt på vold og kriminalitet.

Jeg har ikke svaret, men 'Ghettostjerner' er et friskt pust, hvor man får menneskeliggjort de unge musikere, der ville være kriminelle, uanset om de lavede musik eller ej.

Marwan (som fortjener et spin-off program, hvor han hjælper unge mænd) er fantastisk til at sætte ord på drengenes problemstillinger, og han har tillid til, at de unge artister kan udvikle sig til lovlydige borgere. Men de har det ikke nemt - til gengæld er det nemt at pege fingre, hvis man ikke ved, hvor problematisk en opvækst i Trillegårdens hårde kvarter i Aarhus kan være.

Som en anden mafiaboss sidder Marwan ved skrivebordet og agerer fortæller for de unges upcoming karrierere. Gruppen Shooter Gang er maskerede og kriminelle, og de har den fedeste energi i studiet - men de er "bare" små drenge, når de første gang skal på scenen og har brug for opløftende ord fra deres mentor, når publikum ikke helt føler dem.

Baloosh er en smuk ung mand, der både kan synge og rappe, og han har noget seriøst star potential, som bare indløses. Alt andet ville være en tragedie. Dog en tragedie, der ofte ses i Trillegården, hvor unge mænds potentiale sjældent får lov at se dagens lys.

Når man læser om unge kriminelle i medierne, er det nemt at fare i flint. Når man følger dem i 'Ghettostjerner', hepper man pludselig på dem - både for deres, integrationen og hele samfundets skyld.

'Ghettostjerner' kan streames på DRTV.

FacebookTwitter