De rammer fuldstændig plet: 3 serier, der går lige i maven på dig

Krimierne og socialrealismen flyder forfriskende sammen i tv-serierne for tiden. Her får du tre bud på dit næste seriefix.

'Beartown' er bare ét eksempel på den nye type serie, som har ramt streamingtjenesterne på det sidste. (Foto: Niklas Maupoix © 2020 HBO Nordic AB / Filmlance International)

Spoiler-advarsel: Denne artikel indeholder beskrivelser af plottet i serierne: 'Ulven kommer', 'Beartown' og 'Unbelievable'.

DR's nye socialrådgiver-thriller 'Ulven kommer' føles på en måde som noget helt nyt, fordi jeg aldrig har set en spændingsserie om en familierådgiver fra kommunen.

Alligevel er der noget velkendt og krimiagtigt ved måden, spændingen bygges op omkring et samfundsmæssigt tabu, og hvordan der tibageholdes centrale informationer.

Der er intense afhøringsscener og en hovedperson, der gerne vil opklare sagen, og som viser sig at have noget personligt på spil.

Har Simon slået børnene eller ej?

Det er nok Nordic Noir-bølgen, der fletter sig sammen med den samfundsengagerede True Crime-genre, men der er ikke helt et ord for denne genre endnu: Krimier med noget på hjerte. Måske socialrealistiske krimier? Eller krimidrama?

Krimier har selvfølgelig altid et eller andet ben i virkeligheden, men de føles ofte konservative og underligt beroligende.

De starter ubehageligt med et mord begået af et sygt eller grådigt individ, og så ender de godt med en fængsling eller et retfærdigt drab og genoprettelsen af den sociale orden.

Mange af de serier, vi begraver os i for tiden, har også kriminalitet i centrum, men på en meget mere langsom og uafklaret måde. De vil hellere drysse salt i såret end at give dig plaster på.

Her er tre af de bedste serier for tiden, der tager livtag med kriminelle handlinger på deres helt egen måde.

1

'Ulven kommer'

Der er meget på spil i 'Ulven kommer', hvor socialrådgiveren Lars, spillet af Bjarne Henriksen, får en sag om mulig vold i hjemmet hos en familie. (Foto: Michella Bredahl © DR)

Holly er en stille teenager med et brusende hav indeni.

Det kan man mærke, fordi selv børnene (eller måske endda især børnene) spiller så overdrevet nuanceret og dybt i 'Ulven kommer'.

Måske er Hollys indre brusende hav den forfærdelige hemmelighed, hun fremstiller i den skolestil om vold i hjemmet, der sætter gang i plottet og tvangsfjernelsen af hende og lillebroren Theo. Eller måske er det noget helt andet, som titlen på serien antyder.

Under alle omstændigheder er der på papiret ikke meget krimisex over Bjarne Henriksen i rollen som socialrådgiveren Lars, der forsøger at opklare om Peter Plaugborgs karakter, Simon, har slået sit stedbarn eller ej. Men alligevel føles den intenst på præcis samme måde som en effektiv krimi. Når Holly bliver afhørt, føles intensiteten mere som 'The Blacklist' eller 'Homeland.

Jeg har aldrig været i kontakt med mine følelser omkring tvangsfjernelse på denne måde før, og jeg har ondt i maven, når jeg ser serien.

Både fordi jeg tænker på, hvor skrøbeligt systemet er, og fordi jeg bare sindssygt gerne vil vide, om Simon er psykopat.

2

'Beartown'

'Beartown' bygger på to bøger, som er skrevet af svenske Fredrik Backman. I 2017 blev det af nogle forældre i USA foreslået, at bøgerne skulle forbydes grundet dens vulgære og malende beskrivelser. (Foto: Niklas Maupoix © 2020 HBO Nordic AB / Filmlance International all rights reserved)

Jeg tror, det er meningen, at det skal være omvendt. Men det var historien om et brutalt, seksuelt overgreb, der fik mig til at se en hockey-serie. Sammenblandingen lød så eksotisk, at jeg måtte undertrykke min egen pinlige ulyst ved sportshistorier.

Jeg kan kun forestille mig, hvor vildt det må være at se Beartown, hvis man har det omvendt, og man lader sig engagere i de to første afsnits hockeydrama uden at vide (eller glemmer), at det bygger op til, at holdets stjerne voldtager teenageren Maya til en fejringsfest.

Det er dramaturgisk kyskt og eksemplarisk tilbageholdende, at de to første afsnit fortæller en totalt klassisk sportshistorie om et underdog-hold og deres nye træner, der mod alle odds kæmper sig op. Seriens begyndelse serverer dog alligevel et flashforward til en foruroligende smuk skudlikvidering i de snedækkede svenske skove.

Serien planter dog tydelige og realistiske scener fyldt med giftig maskulinitet. Det føles naturligt på vejen til en hockeysejr, men efterlader seeren med en rædselsfuld smag i munden. Især efter overgrebet har fundet sted.

Homofobi i omklædningsrummet. Sexistiske tilråb på banen. Træneren, der siger til stjernespilleren Kevin: "Alt er dit, Kevin. Du skal bare gå ud og tage det."

Det er selvfølgelig ikke den dominansfikserede sportskult(ur) alene, der får Kevin til at voldtage Maya. Der er jo masser af hockeyspillere, der ikke gør det samme. Men alligevel…

'Beartown' kan ses på HBO Nordic, nyt afsnit hver søndag.

3

'Unbelievable'

'Unbelievable' er baseret på virkelige hændelser, der første gang blev fortalt i den Pulitzer-prisvindende artikel 'An Unbelievable Story of Rape', skrevet af T. Christin Miller og Ken Armstrong. (Foto: Beth Dubber © Netflix)

Den her har et års tid på bagen, men hvis nu du ikke lige havde fået set den, ville jeg bare lige minde dig om det.

'Unbelievable' er det klareste eksempel på en serie, der VIRKELIG bruger opskrifterne fra krimiens verden til at plante et stort, uafklaret samfundsspørgsmål hos seeren. I hvert fald efter afsnit 1.

Hele første afsnit er et ubærligt langsomt trav gennem Marie Adlers møde med politiet, efter hun er blevet voldtaget af en ukendt gerningsmand i sit eget hjem. Hun retraumatiseres igen og igen, da hun bliver tvunget til at fortælle historien adskillige gange.

Seeren får en lille smag af følelsen gennem de rædselsfulde flashbacks, der popper op på skærmen uden varsel. Til sidst giver Marie op og trækker anmeldelsen tilbage.

Derefter bliver hovedhistorien, at to kvindelige efterforskere kommer på sporet af sagen og kæder den sammen med lignende historier fra andre stater.

Serien fortæller elementært spændende om jagten på forbryderen - så spændende, at man efter fem minutter har fået udvisket forskellen på en voldtægtsforbryder og en morder. En bemærkelsesværdig bedrift i et samfund, hvor voldtægt rangerer langt under mord i forbrydelseshierarkiet.

Men hvorfor egentlig?

Dét er spørgsmålet, 'Unbelievable' efterlader os med, selv efter vi har fået krimitilfredsstillelsen ved en effektivt opklaret sag i sidste afsnit.

'Unbelievable' kan ses på Netflix.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk