Deborah flygtede fra ekstremt religiøst samfund: 'Friheden var et komplet mareridt'

Deborah Feldman havde de første år svært ved at finde sig tilpas i sit nye liv, men fortryder ikke sit valg.

(Foto: Anika Molnar/Netflix/collage)

Da Deborah Feldman i begyndelsen af 2006 fødte sin søn, vidste hun, at hun var nødt til at forlade sin familie og svigerfamilie.

Hun ville tage sin nyfødte søn med sig, så han ville få et lykkeligt og frit liv og ikke skulle gennemgå det samme, som var blevet hendes skæbne.

Alligevel nåede sønnen at blive tre år, før hun havde modet til at stikke af sted. Heldigvis vidste hun ikke dengang, hvor svært det ville blive for hende at få den frihed, der var kommet, i takt med at hun var blevet voksen.

Deborah Feldman er født og opvokset i det ultraortodokse jødiske miljø i Williamsburg i Brooklyn, hvor East River frakobler bydelen fra Manhattans moderne storbyliv.

Efter sin flugt fortalte hun sin egen historie i selvbiografien 'Unorthodox' fra 2012 – en bog som nu har skabt grundlaget for Netflix' populære miniserie af samme navn.

I serien følger man den unge jødiske kvinde Esty, der er vokset op i den jiddisch-talende satmar-sekt. Hun flygter fra sit arrangerede ægteskab i det stærkt religiøse samfund i Williamsburg i New York til den tyske hovedstad, Berlin, hvor hun forsøger at blive fri.

Men historien er i store træk ikke fiktion – den tilhører i virkeligheden Deborah Feldman.

Blev født midt i en skandale

33-årige Deborah Feldmans liv var allerede kontroversielt, den dag hun blev født.

Hun voksede op hos sine bedsteforældre, fordi hendes egne forældres ægteskab gik i opløsning, hvilket ifølge hende selv sjældent sker i det ultraortodokse miljø i New York.

I Netflix-serien 'Unorthodox' følger man Esty (th.), der bliver gift med Yanky. Store dele af serien er baseret på Deborah Feldmans historie. (© Netflix)

- Det var en stor skandale. Min far voksede op som et af i alt 11 børn, og hvor familiens børn gifter sig ungt og i kronologisk rækkefølge. Min far var mentalt handikappet, og da det var hans tur til at blive gift, var der ingen familier, der ville gifte deres døtre bort til ham, fortæller Deborah Feldman.

Hendes bedsteforældre var derfor under stort pres for at finde en kvinde til deres søn, så resten af deres børn kunne blive gift. Derfor måtte de tage utraditionelle metoder i brug for at finde den kvinde, der siden hen skulle blive Deborah Feldmans mor, fortæller hun.

- Så de valgte så at sige at købe en pige fra et fattigt miljø uden for USA, som blev snydt til at gifte sig med ham. Hun kom til USA helt alene uden at kende nogen, og det var først der, hun opdagede, at hun skulle giftes med en handikappet mand. Jeg blev fortalt, at hun forlod mig, men jeg er overbevist om, at hun forlod sin familie, fordi hun var nedtrykt over den situation, hun var havnet i, siger Deborah Feldman.

Opvokset i holocausts skygge

Deborah Feldman elskede sin farmor, og derfor var hun glad for at vokse op hos farens forældre, efter moderen havde forladt familien. Men hendes barndom var voldsomt præget af holocausts mørke skygge – ligesom det også er tilfældet for resten af samfundet, som hun udtrykker det.

Her var den almengyldige sandhed, at man skulle leve efter de jødiske traditioner i helt ekstrem grad for at undgå, at holocaust ville ske igen. Og for at gøre ondt godt havde man et ansvar for at reetablere den befolkning, som var gået tabt i nazisternes koncentrationslejre.

- De havde intet imod at leve efter de strenge regler. For de mente ikke, de fortjente bedre. Man kan mærke, at de og resten af samfundet havde en masse skyldfølelse over, at de overlevede. Det var også meget fremtrædende i det hjem, jeg voksede op i. Holocaust var grunden til alt, hvad man foretog sig. Vi troede, den her sure gud, der havde gjort det her mod os, skulle gøres glad igen, siger hun.

Af den årsag følte Deborah Feldman på ingen måde, at hun i sin barndom og ungdom havde ret til at beklage sig over noget som helst. For uanset hvad hun havde oplevet, ville det aldrig være så slemt som den lidelse, hendes bedsteforældre og deres generation havde været igennem.

- Det gav mig følelsen af, at jeg ikke havde nogen ret til mit eget liv, fordi jeg burde give alt til dem, der havde overlevet helvede. Det gav mig følelsen af, at jeg på alle måder skulle give mig selv fuldt ud for den lidelse, Anden Verdenskrig havde efterladt. Jeg fik at vide, at jeg skulle gøre det ved at få så mange børn som muligt, fortæller hun.

Deborah Feldman bor i dag i Berlin og betegner sig stadig som jøde. - Det er ikke muligt at blive ikke-jøde. Det er ikke noget, man bare sådan kan fjerne i en, siger hun. (© ALexa Vachon)

Arrangeret møde med kommende mand

Den eneste uddannelse, Deborah Feldman fik som ung, var religiøs. Derfor var der heller ikke noget mærkeligt i, at hun som 17-årig skulle giftes for at opfylde det ønske, der var i samfundet.

Hendes kommende mands og hendes egen familie havde fundet hinanden ved hjælp af et professionelt matchmaker-bureau. Det foregår ifølge hende ved, at familierne giver dem et par tusinde dollar for at hjælpe til med at finde et forældrepars barns kommende ægtefælle.

Matchmakerne bladrer derefter deres kartotek igennem for at se, hvilke familier, der ud fra religiøs overbevisning og familiens status passer sammen.

Derefter bliver der arrangeret et "tilfældigt" møde – eller et såkaldt beschau, som det kaldes på jiddisch. Det kan for eksempel foregå i et supermarked, som det var tilfældet for Deborah Feldman, hvor mandens mor kan få lov til at se, om hun på vegne af sin søn kan godkende kvinden – dog uden at de to kvinder må tale sammen.

Efter at moren havde accepteret hende, mødte Deborah Feldman for første gang sin kommende mand.

- Jeg var meget spændt og håbefuld, da det skete. Jeg troede, at det ville betyde, at jeg var voksen og fik mere frihed og uafhængighed, og at min mand og jeg ville skabe troskab og intimitet.

- Jeg kan huske, at vores familier mødtes, og at min mand og jeg fik 30 minutter til at tale sammen. Jeg blev nødt til at vente et stykke tid, inden han begyndte at tale, så der var stille i begyndelsen. Men jeg tænkte, at jeg godt kunne lide ham, og at vores kommende liv ville blive godt.

Kunne ikke blive gravid

Ni måneder efter de mødte hinanden første gang, blev de gift. Men allerede dagen efter deres bryllup fandt Deborah Feldman ud af, at ægteskabet ikke var, som hun troede. For ligesom Esty oplever i serien, kom Deborah Feldmans nye svigermor imellem, så snart bryllupsfesten var overstået.

- Jeg blev chokeret, da jeg opdagede, at i det minut, vi blev gift, blev al troskab og intimitet mellem min mand og jeg totalt ødelagt. Min svigermor fortalte mig alt om, hvordan jeg skulle opfylde de krav, der blev stillet til mig. Det ødelægger troen på, at man kan komme tæt på sin egen mand.

Deborah Feldman har været med under produktionen af serien, hvor hun her står sammen med den israelske hovedrolleindehaver Shira Haas. (© Netflix)

- Jeg kunne ikke blive gravid det første år, fordi hun hele tiden bankede på døren for at sige, hvordan tingene skulle foregå. Da jeg så serien og scenen, hvor Estys svigermor tager afstand fra hende, fordi hun ikke kan blive gravid, så ramte det mig virkelig igen.

- Når du vokser op som kvinde i sådan et miljø, så får du nemt en konfliktfyldt opfattelse af din krop. For kropslige ting er skamfyldte og ses som en fjende. Men du får også at vide, at din krop er hellig, og det er det smukke redskab, der skaber reproduktion. Du får en opfattelse af, at din krop ikke tilhører dig selv, men fællesskabet, og det pres fik min krop til at lukke ned, siger hun.

Fik en plads på universitetet

Der skulle gå et år, før Deborah Feldman blev gravid. Inden det skete, husker hun ventetiden som en ny katastrofe, hun var blevet ramt af. For ifølge hende havde hendes svigerfamilie allerede nået at overveje skilsmisse, fordi ægteskabet var så lang tid om at blive fuldbyrdet.

Allerede den første time efter Deborah Feldman fødte sin søn, lagde hun de første planer for, hvordan hun skulle forlade Williamsburg. For at kunne tjene penge vidste hun, at hun blev nødt til at få en uddannelse, selvom hun kun havde en religiøs uddannelse og aldrig havde sat sine fødder på en amerikansk highschool.

Det lykkedes hende at komme ind på et universitet ved hjælp af en særlig kompensationsordning. Der fik hun venner og adgang til en advokat, som tre år senere hjalp hende med at finde en billig lejlighed, som hun kunne flytte ind i.

- Jeg solgte mine smykker og var klar til at tage af sted. Men det var stadig svært for mig at gøre det. Det var først efter en voldsom bilulykke, at jeg for alvor fandt modet til at tage af sted. Først så jeg ulykken som Guds straf, fordi jeg overvejede at forlade min mand. Men det gik op for mig, at Gud viste mig, at jeg var en overlever, fortæller hun.

Derefter lejede hun en bil og forlod sit hjem i Williamsburg for sidste gang med sin søn og de ejendele, hun kunne.

Livet som fri var svært

Nogle gange bliver Deborah Feldman spurgt om, hvad hun i dag ville sige til kvinden i bilen på vej væk fra sin familie i Williamsburg, hvis hun havde mulighed for det.

Svaret er ret klart, fortæller hun: Lad hende blive ved med at tro, at livet uden for Williamsburg vil være lettere, end det rent faktisk blev. For hvis hun i sine unge 20'ere vidste, hvad der ventede hende, ville hun vende om.

- De første år var et komplet mareridt, fortæller hun.

- Efter jeg forlod min mand, havde jeg deltidsjob, mens min søn var i dagpleje, men jeg havde knap nok penge til at overleve. Jeg havde en følelse af usikkerhed og en konstant angst for, hvad der ville ske. Imens var jeg i gang med en slags menneskelig forandring for at finde ud af, hvilket liv jeg egentlig gerne ville have.

Situationen betød også, at det langsomt gik op for hende, at livet som kvinde uden for Williamsburg ikke nødvendigvis var så frit, som hun havde troet. I hvert fald ikke som lavtlønnet singlemor.

Deborah Feldmans bog udkom på dansk, op til at serien fik premiere på Netflix. I øjeblikket har hun travlt med at give interviews til medier i hele verden fra sit hjem i Berlin. (© ALexa Vachon)

Alligevel var det ikke længere en mulighed at tage tilbage. Man overvejer selvmord, men ikke at vende tilbage igen, som hun siger. Det samme hører hun også fra andre – både mænd og kvinder, som i dag også har forladt deres familier.

- Det var min søn, der holdt mig i live. Hvis jeg ikke havde haft ham, så ville jeg ikke være her i dag. Så simpelt er det, siger hun.

Faren forsøgte at skaffe sønnen tilbage

Efter Deborah Feldman forlod sin mand, forsøgte både han og familien at få hende og særligt sønnen tilbage. I starten holdt hun sin mand på afstand ved at sige, at hun havde brug for at tænke sig om i forhold til deres fremtid, men i takt med at tiden gik, fornemmede han og familien, hvad der var sket.

- Min største frygt var, at min søn ville blive kidnappet. Jeg har hørt historier fra kvinder, der har forladt samfundet, som har fået deres børn kidnappet på legepladser. Jeg gik aldrig ude på gaden med min søn uden at have ham i hånden.

Allerede da hun forlod sin mand, havde hendes advokat fortalt hende, at offentlig opmærksomhed ville være det bedste kort for hende i forhold til at vinde en sag om forældremyndigheden.

Det viste sig at holde stik.

Efter hun i flere år havde forsøgt at skjule sin bopæl, som hun måtte skifte fire gange, fordi manden og familien havde opdaget hende, udkom hendes bog 'Unorthodox - The Scandalous Rejection of My Hasidic Roots' i 2012.

Farens familie forsøgte stadig at få sønnen tilbage, men så truede hun dem med at gå på nationalt tv for at fortælle sin historie. Det fik dem til at stoppe, og i 2014 flyttede hun til Berlin med sin søn for at komme så langt væk fra WIlliamsburg som muligt, hvor hun kan føle sig tryg.

Men det er først inden for de seneste fire år, at hun kan sige, at hun har fået et reelt lykkeligt liv, siger hun.

I serien ser man, hvordan Esty får klippet sit lange hår af med en trimmer, efter hun er blevet gift. (© Netflix)

Får både ris og ros fra religiøse

I mellemtiden har hun fået kontakt til flere, der ligesom hende har forladt Williamsburg, eller som overvejer at gøre det.

- Jeg får både ubehagelige og rare beskeder. Nogle sender søde tanker, andre skriver, at de selv føler sig fangede og ikke tør forlade miljøet – og det er både mænd og kvinder. Mine bedsteforældre er gået bort, men resten af min familie har sendt frygtelige beskeder til mig - også via forlaget og andre, der kender mig. De har blandt andet skrevet, at de har forberedt min grav, og at de ikke kan vente med at danse på den. Når man får sådan et brev, så bekræfter det mig kun i, at jeg gjorde det rette, siger Deborah Feldman.

Selvom hun har kæmpet sig fri fra sin fortid, føler hun ikke had til hverken familien eller det religiøse jødisk-ortodokse samfund, som hun forlod for omkring ti år siden.

- Hvis man er vokset op hos nogen, der har overlevet en så frygtelig ting som holocaust, så kan man ikke skyde skylden på dem. Det er traumet efter holocaust, der har skabt det her. Jeg tror faktisk ikke, at det samfund ville have eksisteret, hvis det ikke var for Anden Verdenskrig.

Særligt én ting håber hun planter sig hos dem, der enten læser bogen eller ser serien.

- Hvis nogen tvinger dig til at være én, du ikke er, så skal du turde ytre dig. Du skal være modig nok til at være anderledes, også selvom det kan koste dig dyrt. For i sidste ende er gevinsten større, end hvis du ikke gør noget.

Efter 'Unorthodox' er udkommet som serie, har medlemmer af det hasidiske samfund taget afstand fra serien og nævnt, at serien viser et for ensidigt billede af miljøet.

Deborah Feldmans egen familie og dens omgangskreds har i forbindelse med udgivelsen af hendes selvbiografi i 2012 sagt, at de føler sig krænket over hendes beskrivelser, og at hun aldrig var tilfreds, ligegyldigt hvor meget eksmanden gjorde for hende.

Facebook
Twitter