Bedrag

Debutant i DR’s nye dramaserie: Claudia er en større skiderik, end jeg er

Nyuddannede Natalie Madueño spiller en af hovedrollerne i DR’s nye dramaserie ’Bedrag’, hvor hun står over for nogle af Danmarks helt store stjerner.

Rollen som den unge jurist Claudia i 'Bedrag' er Natalie Madueños første oplevelse med at arbejde på en stor tv-produktion. (Foto: Foto: Christian Geisnæs. © DR - type 1)

Natalie Madueño var helt grøn og stadig under uddannelse på Statens Scenekunstskole, da hun i sin tid blev bedt om at komme til casting på rollen som juristen Claudia i DR-dramaserien ’Bedrag’.

En rolle, hun absolut ikke regnede med at få dengang, men som hun er lykkelig over blev hendes. Og Natalie Madueño tager sig stadig til hovedet, når hun tænker på, at hun får lov til at spille en af hovedrollerne i en DR-dramaserie så tidligt i sin karriere.

- Det er helt vildt. Det er jo kæmpestort at få lov til det. I starten var det næsten helt ubegribeligt. Jeg er meget glad og beæret over, at de ville have mig med, fortæller Natalie Madueño til DR Kultur..

Optagelserne begyndte i 2014, mens hun stadig gik på teaterskolen, og serien var Natalie Madueños første rigtige skuespiljob og hendes første møde med en stor tv-produktion.

Jeg vil ikke kalde hende følelsesmæssig kold

’Bedrag’ er et krimidrama om økonomisk kriminalitet. Og Natalie Madueños rolle, den unge, fremadstormende jurist Claudia, arbejder i energifirmaet Energreen, hvor direktøren (red. Nikolaj Lie Kaas) ikke har helt rent mel i posen.

Hun opdager i første afsnit et internt kup, da en højtstående medarbejder forsøger at gå bag direktørens ryg, og fra da af er hun direktørens allierede.

For at forberede sig til rollen prøvede Natalie Madueño at lære den juridiske verden bedre at kende. Hun fulgte blandt andet en ung kvindelig jurist og deltog i jura-forelæsninger på Københavns Universitet.

Natalie Madueño fik rollen som Claudia i DR's nye dramaserie, mens hun stadig gik på teaterskolen. (Foto: Benny Box © DR - type 2)

- Jeg fik lov til at se forskellige aspekter af faget og komme ind i det på den måde. Det handlede også om at søge på alt og prøve at forstå, hvordan et stort firma fungerer, og hvordan det fungerer, når man er chefjurist. Jeg anede intet om det, andet end hvad man lige har set i tv eller i nyhederne. Det har været ret spændende at lære en helt ny verden at kende, fortæller hun.

Natalie Madueño beskriver hendes rolle Claudia som "ambitiøs" og "pissesej". Og Claudia minder på mange måder om Natalie Madueño selv, fortæller skuespilleren.

- Jeg er nok lige så forskellig fra hende, som jeg er ens med hende. Jeg kan godt forstå hendes ambitioner og drømme, og det med at ville være rigtig god til det, man laver og arbejde røven ud af bukserne, forklarer Natalie Madueño.

På et punkt ligner skuespilleren og rollen Claudia dog ikke hinanden.

-Hun har en mangel for tanke på konsekvenserne af de valg, hun tager. Der er vi meget forskellige. Jeg vil ikke kalde hende følelsesmæssigt kold, men hun er bedre til at være en skiderik, end jeg er.

Den nervøse start

I starten skulle den nu nyuddannede skuespiller lige finde sig til rette på optagelserne, hvor store danske stjerner som Nikolaj Lie Kaas og Thomas Bo Larsen også medvirker.

- Jeg var nervøs for næsten alt. Jeg var nervøs for ikke at gøre det godt nok, for ikke at kunne huske replikkerne, og for at de fortrød, at de havde valgt mig. Alt var nyt, så jeg var nervøs de første mange dage, fortæller Natalie Madueño og fortsætter:

- Men jeg blev langsomt mere rolig og stolede mere på mig selv. Nu kender jeg arbejdet, og jeg kender folk, så det er heldigvis en del nemmere at gå på arbejde, end det var i starten. Der var lige nogle uger, hvor jeg svedte meget.

Hungrende efter at lære

Første sæson af ’Bedrag’ har ligget klar i et godt stykke tid, og optagelserne til anden sæson er allerede i gang. Trods nervøsiteten i starten er optagelserne, der har stået på i næsten halvandet år, efterhånden blevet hverdag for den nyuddannede skuespiller.

Natalie Madueño spiller over for nogle af Danmarks meget erfarne herrer i 'Bedrag'. På billedet står hun sammen med Nikolaj Lie Kaas til et pressemøde. (Foto: Foto: Bjarne Bergius Hermansen © DR - type 1)

Særligt arbejdet med seriens øvrige skuespillere, der blandt andre tæller Nikolaj Lie Kaas og Thomas Bo Larsen, har været meget lærerigt for Natalie Madueño.

Både i forhold til selve skuespillet, men for debutanten har det også været rart at se, hvordan de erfarne skuespillere går på arbejde og gebærder sig, fortæller hun.

- De har lært mig helt vildt meget. Det er dejligt at møde kollegaer, der er så dygtige. Specielt som nyuddannet er det helt fantastisk at opleve. Jeg har været enormt hungrende efter at lære og finde ud af, hvad fanden det her er for et medie, og hvad det er for en branche. Så for mig har det været en kæmpe gave at få lov til at arbejde sammen med dem, siger hun.

Det fantastiske ved skuespillerfaget

Natalie Madueño drømmer om fortsat at få mulighed for at spille en masse spændende roller i fremtiden. Det er netop alsidigheden ved skuespillet, der for alvor tiltaler hende.

- Jeg vil gerne lave så meget forskelligt som muligt. Det er jo det, der er så fantastisk ved skuespillerfaget. Man kan få lov til at spille en ting den ene dag og så den diametrale modsætning en anden dag. Og så er der både teater, tv og film. Jeg er på en eller anden måde bare sulten på at få lov til lave det hele, siger hun.

De næste mange søndage kan hele Danmark følge Natalie Madueño på skærmen. Noget som den unge skuespiller har lidt svært ved at forholde sig til. (Foto: Foto: Christian Geisnæs. © DR- type 1)

Natalie Madueño har indtil nu været et ukendt ansigt for langt de fleste danskere, men det kan meget vel gå hen og ændre sig i løbet af de næste søndage, når ’Bedrag’ finder vej ind i stuerne. Første afsnit blev sendt fredag den 1. januar, og andet afsnit bliver sendt allerede i morgen.

- Jeg har intet begreb om, hvordan det bliver. Det må jeg se, når jeg står i Netto, om der er nogen påvirkning eller ej. Jeg prøver ikke at tænke for meget på det, for det er ude af mine hænder. Nu har jeg sagt ja til en opgave, som får en del eksponering, og jeg håber bare, det bliver en rar oplevelse, siger hun.

Andet afsnit af ’Bedrag’ sendes på DR1 søndag den 3. januar, og serien fortsætter på kanalen de følgende søndage. ’Bedrag’ kan også ses på dr.dk/tv.

Facebook
Twitter