Den danske western i Cannes er instrueret af en 11-årig dreng

(Næsten) alle medvirkende i den danske western 'The Salvation' har drømt om at være cowboy

Mads Mikkelsen kysser fruen Nanna Øland Fabricius i 'The Salvation' mens alt endnu er godt.

Det er den modne Kristian Levring på 56 år, der sidder i Cannes og giver interview gennem sit lange hård og gråsprængte fuldskæg. Men han taler på vegne af den 11-årige Kristian Levring, åndelige fader til den Cannes-aktuelle western 'The Salvation'.

De første filmoplevelser er massive

'Ja, 100 procent. Det var mine første oplevelser med film da jeg lå der på gulvet, 11-12 år gammel, og så de gamle westerns på tv', forklarer den danske instruktør, der er i Cannes for at præsentere det eneste seriøse bud på en dansk western i nyere tid - en fortælling om den danske krigsveteran fra 1864, Jon, der får hentet sin kone og sin søn til USA efter 7 års ventetid, men straks bliver ramt af en stor tragedie. Levring tilføjer:

'De første filmoplevelser er så massive. Man opfatter det hele som virkeligt. Det rammer dybt. Det er den verden, jeg gerne ville træde tilbage i. Og jeg håber at den 11-årige Kristian Levring ville have kunnet lide 'The Salvation'.

Jeg har ventet hele mit liv

Dermed anslår den danske instruktør, der tidligere har instrueret bl.a. dogmefilmen 'The King is Alive' og 'Den du frygter', en tone, der går igen blandt de medvirkende på filmholdet. Drengedrømmen. Den amerikanske skuespiller Jeffrey Dean Morgan, der spiller den klassiske onde skurk i filmen, kan heller ikke skjule sin begejstring for at få lov til at være med i en western.

'Jeg har ventet hele mit liv på at lave en fucking western. Jeg mener det. Hele mit liv', forklarer skuespilleren med en dyb whisky-røst.

Voksede op med John Wayne og Clint Eastwood

'Jeg voksede op med John Wayne og Clint Eastwood og vi rendte rundt og skød på hinanden med pistoler med knaldperler. Nu om dage må børn ikke skyde på hinanden med pistoler, men for fanden, jo, min dreng har en pistol med knaldperler!'

Og om optagelserne, der fandt sted i Sydafrika for at få hente filmstøtte i landet, fortæller Morgan:

'Jeg ankom til Sydafrika for at blive instrueret af en dansk instruktør og havde en fornemmelse af at det hele var lidt langt ude, men så snart vi var i gang, føltes det helt rigtigt.'

Også skotten Douglas Henshall, der spiller sherif/præst i filmen, har glædet sig som en lille dreng til rollen. Noget nær eneste, der ikke bekender sig til drengedrømmen om at lave en western, er den danske hovedrolle som udvandreren Jon, Mads Mikkelsen:

En kung fu-dreng

'Jo, jeg så westerns, men jeg var en kung fu-dreng. Jeg var til Bruce Lee og Charles Bronson, men westerns og kung fu-film har meget tilfælles. Det er mytologiseret på samme måde. Vi har den gode og den onde og så skal der ryddes op, som regel fordi nogen skal tage hævn.' Netop temaet hævn er ifølge Kristian Levring det vigtigste i 'The Salvation', selvom udgangspunktet er en dansker, der er fuldstændig overladt til sig selv som indvandrer i et fremmed land, hvor man kommer længst med en revolver.

Lavet til andre western-fans

'Det legende har for mig været det aller-allervigtigste i den her proces. At træde tilbage i det univers, min første filmkærlighed, har været helt vildt sjovt. 'The Salvation' er fuldstændig proppet med citater fra andre film. De er bittesmå og de fleste mennesker vil aldrig se dem, men det er noget, jeg har personlig glæde ved. Filmen er også lavet til andre western-fans.' Men selvom så godt som alle involverede har fået udlevet Den store Drengedrømm ved at være med i en western, har det ikke været ligetil at nå så langt. Westerns bliver generelt opfattet som en død filmgenre, og Levring fik talrige advarsler om ikke at kaste sig ud i genren.

Det er da vildt utroligt

'Den første, der sagde 'er du tosset, en dansk western!?' var mig selv. Der er rigtig mange, der har sagt at man ikke kan lave en western i dag. Der er også rigtig mange, der har sagt at det er der noget rigtigt i at du laver en western, Kristian. Folk ved godt at jeg har den glæde ved westerns. Det at man kan få folk ombord på det skib, der hedder vi skal lave en western i Sydafrika med amerikanske og franske skuespillere og instruktøren er dansker, det er da vildt utroligt. Og at den så er med i Cannes, det havde jeg aldrig nogensinde forventet.'

'The Salvation' kan ses i de danske biografer fra den 23. maj. Kristian Levring går nu i gang med arbejdet på en gyserfilm med arbejdstitlen 'Detroit', med manuskript af Lars von Trier.

Facebook
Twitter