Den dyreste serie på Netflix er tilbage: 7 ting The Crown har lært mig om det britiske kongehus

Indtil for nylig var den britiske kongefamilie noget af det kedeligste, 25-årige Christopher kunne forestille sig.

Til venstre dronning Elizabeth d. 2. som ung - og til højre Claire Foy, der i de første to sæsoner af serien har spillet netop Elizabeth.

Egentlig er jeg ikke royalt anlagt eller særligt optaget af det britiske kongehus' historie.

Men det har tv-serien 'The Crown' lavet fuldstændigt om på.

Jeg åd de første to sæsoner råt – og undervejs var Netflix endda så venlige at spørge mig: 'Ser du stadig med?'

Det gjorde jeg. I høj grad!

Og selvom det er sket for mig før – det med at binge watche – så var det anderledes denne gang:

Jeg følte mig oplyst, overrasket og blæst bagover af serien, der med sine 80 millioner kroner per afsnit er den dyreste Netflix-serie nogensinde.

Siden slutningen på anden sæson i 2017 har fans af det historiske drama måttet vente i spænding. Men nu er ventetiden forbi - for tredje sæson har lige haft premiere.

Her er syv ting, jeg har lært om det britiske kongehus efter at have set serien.

1

Dronning Elizabeth har været dronning helt sindssygt længe

(Foto: Alex Bailey/Netflix © Netflix/Capital Pictures)

De fleste har nok en fornemmelse af, at 93-årige Elizabeth d. 2. har været dronning i et stykke tid.

Dronning Elizabeth d. 2 blev kronet d. 2 juni 1953 i Westminster Abbey, London. (Foto: Hulton Archive © Getty Images)

Men jeg anede ikke, at hun med 66 år på tronen faktisk er den monark i verden, der har siddet allerlængst tid.

Bare lige for at sætte det i perspektiv, har hun som dronning oplevet 14 britiske premierministre og 13 amerikanske præsidenter.

2

Det var møgbesværligt for kongelige at blive gift med en fraskilt

(Foto: Netflix © Scanpix)

Efter at have set 'The Crown' har begrebet ulykkelig kærlighed fået en ny betydning for mig. For man kan vist roligt sige, at det med skilsmisse var noget liiiidt andet i 50'erne, end det er i dag.

For da dronningens søster Prinsesse Margaret forelskede sig i den 16 år ældre officer Peter Townsend, forhindrede en lov fra 1772 dem i at gifte sig. Det skyldtes, at Peter Townsend var en fraskilt herre, hvis tidligere partner stadig levede.

Og netop den situation efterlod dronning Elizabeth d. 2. splittet. Det var nemlig statsoverhovedet, der godkendte, hvem kongefamiliens medlemmer giftede sig med dengang.

Prinsesse Margaret og kaptajn Peter Townsend på besøg i Sydafrika i 1955. (Foto: ullstein bild Dtl. © Getty Images)

Hun var nødsaget til vælge imellem kærligheden til sin søster på den ene side og hendes rolle som monark på den anden.

- Der var nogle ret snævre grænser for, hvem man kunne tillade sig at gifte sig med, fordi kongehuset skulle repræsentere de gamle dyder og kernefamilien, forklarer lektor og kongehusekspert Lars Hovbakke.

Monarkiet vandt over kærligheden, og prinsesse Margaret og Peter Townsend endte med at forlade hinanden.

3

Dronning Elizabeth d. 2. er åbenbart helt vild med kortbenede hunde

Dronning Elizabeth fotograferet i anledning af sin 90-års fødselsdag ved Windsor Slot med sine fire hunde Holly, Willow, Vulcan og Candy. (Foto: Annie Leibovitz © Vanity Fair)

Har du din telefon i nærheden, når du ser en god serie?

Det havde jeg, da jeg så 'The Crown'. For der blev ved med at dukke den samme hunderace op i de royale gemakker - men hvorfor?

(© Netflix)

Corgi, hedder racen – korte ben, aflang krop og lys pels – og det er åbenbart dronning Elizabeth d. 2.'s foretrukne hunderace.

Google kunne også fortælle, at hun under sin periode som regent har haft over 30 af slagsen!

4

Det er faktisk kun omkring 50 år siden, at mange af Storbritanniens kolonier blev selvstændige

(Foto: Netflix © Scanpix)

Statsbesøg og rejser fylder en hel del i de første to sæsoner af 'The Crown'. Og man bliver i dén grad mindet om Storbritanniens historie og rolle som kolonimagt.

Det kom bag på mig, at lande som Ghana, Jamaica og Kenya faktisk først blev selvstændiggjort fra Storbritannien for omkring 50 år siden.

Afkoloniseringen skete i høj grad i årene efter Anden Verdenskrig – og var et udtryk for, at de europæiske stormagter ikke spillede den samme rolle, som de havde gjort tidligere, forklarer kongehusekspert Lars Hovbakke:

- Det var i høj grad den amerikanske indflydelse efter Anden Verdenskrig, der gjorde, at europæerne var nødt til at give afkald på deres kolonier. Politikerne i USA havde andre holdninger til at have kolonier end eksempelvis de franske og engelske politikere.

- Selvom Storbritannien måske gerne ville have beholdt dem i længere tid, spredte der sig tanker fra USA om, at det var forkert at have kolonier. Og det bredte sig til de europæiske politikere.

5

Efternavne betyder sindssygt meget for de kongelige i Storbritannien

(Foto: Foto: Robert Viglasky © Netflix)

Serien gjorde det også tydeligt, at efternavne har en kæmpe betydning for den britiske kongefamilie.

For eksempel slog det gnister, da dronning Elizabeth d. 2. og prins Philip skulle vælge et fælles efternavn.

Efternavnet Windsor blev valgt af dronning Elizabeth d. 2. til fordel for prins Philips familienavn Mountbatten.

Og det skabte drama i den engelske kongefamilie.

Det er hele monarkiets eksistensberettigelse, forklarer Lars Hovbakke.

- Den måde, man får sin position på, er, at man kommer fra en bestemt slægt. Fordi nogle familienavne er knyttet til ældre slægter, der har spilet en markant rolle i Storbritannien i mange århundreder, er det vigtigt, om man er en Windsor eller Mountbatten.

I 1960 blev der indgået et kompromis mellem dronning Elizabeth d. 2. og prins Philip, og deres fælles efternavn blev ændret til Mountbatten-Windsor, som den dag i dag stadig bruges.

Senest har Meghan Markle og prins Harry kaldt deres barn for Archie Harrison Mountbatten-Windsor.

6

Regeringschefen drøfter rent faktisk politiske emner med monarken

(Foto: Netflix © Scanpix)

Selvom monarken i moderne demokratier typisk skal forholde sig neutral rent politisk, udveksler dronning Elizabeth d. 2. idéer og strategier sammen med premierministeren i et vist omfang.

Derfor har de to kontakt jævnligt, gerne ugentligt. For det er både hendes ret - og pligt - som statsoverhoved at udtrykke sin holdning til den politik, premierministeren ønsker at føre.

Dronning Elizabeth d. 2. med prins Charles og prinsesse Anne i samtale med premierminister Winston Churchill i 1953. (Foto: Central Press © Getty Images)

Og faktisk kan dronningen diskutere med premierministeren, hvilken retning hun ser, udviklingen går i, fortæller Lars Hovbakke.

- Sådan er det faktisk ofte i konstitutionelle monarkier rundt omkring i Europa, hvor statsoverhovedet og regeringenschefen har haft et tæt bånd længe. Det er så monarken er orientereret om, hvad der rører sig i samfundet.

Også i Danmark mødes den siddende statsminister med dronning Margrethe en gang om ugen, hvor der aflægges referat, som er den ugentlige status på aktuelle politiske emner.

7

Den britiske presses tradition for sladderhistorier om de royale går meget længere tilbage, end jeg troede

(Foto: Netflix/XPOSUREPHOTOS.COM © Scanpix)

For knap to måneder siden sagsøgte hertuginden af Sussex Meghan Markle og prins Harry ejerne af sladderaviserne The Sun og The Daily Mirror, fordi de angiveligt skulle have skaffet sig ulovlig adgang til prinsessens private sager.

Men faktisk er det ikke noget nyt, at den engelske presse er villig til at gå langt for en god historie.

I 'The Crown' er dronning Elizabeth d. 2. og prins Philip fulgt af journalisters kritiske spørgsmål og fotografiapparaters evindelige blitz, hvorend de rejser hen.

Og den gengivelse af virkeligheden holder stik, siger Lars Hovbakke:

Dronning Elizabeth d. 2 og hendes søn Prins Charles af Wales besøgte i 1972 byen Avignon under et statsbesøg til Frankrig i 1972. (Foto: Reg Lancaster © 2015 Getty Images)

- I mange årtier har der været en del af pressen i Storbritannien, der har været meget skeptiske overfor de kongelige. Derfor bruger de alle mulige metoder til at lave kritiske historier om den britiske kongefamilie.

- Der er et stort publikum til de aviser, som har den der meget aggresive og kritiske holdning til det britiske kongehus. Pressen repræsenterer også den del af befolkningen, som er skeptiske over for de kongelige.