'Den har en rigtig god chance for at vinde': Årets biografhit skal sikre dansk Oscar-guld

Thomas Vinterbergs 'Druk' er Danmarks Oscar-bud.

'Druk' er blevet set af næsten 750.000 i biografen, siden den havde premiere i slutningen af september. Næste år skal filmen - forhåbentlig - kæmpe med om Oscar-guldet i kategorien 'Bedste internationale film'. Det har Det Danske Filminstitut (DFI) netop afsløret. (Foto: Henrik Ohsten © Henrik Ohsten)

"And the Oscars goes to – Denmark!"

Sådan har det lydt et ganske pænt antal gange gennem Oscar-historien, når de gyldne statuetter bliver uddelt til de ypperste præstationer i filmens verden.

Og nu er det op til biografhittet 'Druk'at forsøge at hente endnu mere Oscar-guld hjem til Danmark.

Det Danske Filminstitut har nemlig netop annonceret, at filmen bliver Danmarks bud i kategorien 'Bedste internationale film', hvor i alt fem film kæmper om at inkassere den eftertragtede filmpris. Det er dog endnu usikkert, om 'Druk' ender blandt de fem heldige.

Først bliver et ukendt antal film nemlig shortlistet, hvilket vil sige, de er videre i processen. Og først herefter udvælger så man de fem film, der bliver endeligt nomineret i kategorien.

'Druk' slog filmene 'Shorta' og 'En helt almindelig familie'.

'Druk' har den bedste chance

Filmekspert på Moovy.dk Johan Albrechtsen kalder valget af 'Druk' for "det åbenlyse valg".

- 'Druk' er helt klart den af de tre film, der har været med i opløbet, der har den bedste chance for at hive Oscar-statuetten hjem, siger filmeksperten og uddyber:

- Filmen har kæmpe kræfter både foran og bagved kameraet. Instruktør Thomas Vinterberg har tidligere fået 'Jagten' nomineret til en Oscar, og det var en virkelig, virkelig anerkendt film. Ham kan man markedsføre sig på op til uddelingen. Herudover har den Mads Mikkelsen i hovedrollen, og han er en af de absolut største danske stjerner nogensinde. Navnene alene gør, at den har en rigtig god chance for at vinde.

'Druk' er instrueret af Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm. På engelsk bærer den titlen 'Another Round'. (Foto: Rolf Konow © Nordisk Film)

Og Vinterbergs fortælling om fire midaldrende gymnasielærere, der begiver sig ud i et promillestyret eksperiment, er da også allerede nået langt udover Danmarks grænser, mener Johan Albrechtsen:

- Det er en film, der ikke blot fanger det danske publikum, selvom den forholder sig specifikt til dansk drukkultur. Den er også allerede anerkendt internationalt. Den har vundet priser til San Sebastián-filmfestival og når i høj grad folk i andre lande og kulturer. Den balancerer fint mellem det humoristiske og dramatiske og fungerer på rigtig mange forskellige niveauer.

Så kommer der dog et lille "men":

- Jeg synes rent personligt, 'Druk' er en fin film, men jeg var ikke blown away over den. Der er lidt for mange karakterer med i den, og jeg føler ikke, de fire hovedkarakterer når at folde sig ordentligt ud. Men selvom jeg ikke synes, det er den bedste af de tre film, der var med i opløbet, så er det helt klart den film, der har de bedste vinderchancer.

Druk har Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe i de bærende roller. (Foto: Henrik Ohsten © Nordisk Film)

Udvalgt af særlig komité

Filmen er blevet udvalgt af den danske Oscar-komité, der har Filminstituttets direktør Claus Ladegaard i spidsen som sin formand.

Herudover består komitéen af Noemi Ferrer fra Producentforeningen, Ali Abbasi fra Danske Filminstruktører, Mette Heeno fra Danske Dramatikere, Jan Weincke fra Dansk Filmfotograf Forbund, Nanna Frank Rasmussen fra Danske Filmkritikere, Søren Søndergaard fra Danske Biografer og Filminstituttets afdelingschef for Fiktion, Marianne Moritzen.

I alt tre film har kæmpet om at blive Danmarks bud på en Oscar-vinder anno 2021.

De to andre film var 'En helt almindelig familie' og 'Shorta'.

'Shorta' handler om de to politibetjente Mike og Jens, der patruljerer omkring det fiktive ghettoområde Svalegården. Området er på kanten af et oprør, efter den unge, sorte mand fra Svalegården, Talib Ben Hassi, er blevet mishandlet i politiets varetægt.

I 'En helt almindelig familie' følger vi forstadsfaren Thomas, der beslutter sig for at blive til Agnete og efterfølgende skal navigere i familiens chok og livet som kvinde. Den er baseret på instruktør Malou Reymanns egne oplevelser med sin fars kønsskifte i 1999. Rollen som Agnete spilles af Mikkel Boe Følsgaard.

Slutteligt blev det dog 'Druk', der trak det længste strå.

Ender filmen med at hive en Oscar-statuette i land, når den 93. udgave af Oscar-uddelingen løber af stablen til april 2021, bliver det fjerde gang, Danmark vinder prisen for 'Bedste internationale film' (der tidligere hed 'Bedste ikke-engelsksprogede film').

Danmark har tidligere vundet prisen ved Oscar-uddelingerne i 1988, 1989 og 2011.

Danske Oscar-nomineringer for 'Bedste ikke-engelsksprogede film' i nyere tid

  • 2017 'Under sandet' (Martin Zandvliet)

  • 2016 'Krigen' (Tobias Lindholm)

  • 2014 'Jagten' (Thomas Vinterberg)

  • 2013 'En kongelig affære' (Nikolaj Arcel)

  • 2011 'Hævnen' (Susanne Bier) - vinder

  • 2006 'Efter brylluppet' (Susanne Bier)

  • 1990 'Dansen med Regitze' (Kasper Rostrup)

  • 1989 'Pelle Erobreren' (Bille August) - vinder

  • 1988 'Babettes gæstebud' (Gabriel Axel) - vinder

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk