Dén kommer til at provokere! Ny Netflix-film er overraskende befriende

Streaminggigantens 'The Old Guard' med Charlize Theron er ikke bange for at tage chancer.

'The Old Guard' med blandt andre Charlize Theron (i midten) på rollelisten er seneste skud på stammen af Netflix' orginale film. Tidligere titler tæller blandt andet Alfonso Cuaróns 'Roma', Coen-brødrenes 'The Ballad of Buster Scruggs' og 'Bird Box' af Susanne Bier. (Foto: Aimee Spinks © Netflix)

Det er ikke dårligt at have fået fingrene i Charlize Theron både som blikfang og co-producer.

Damen laver sine egne stunts, og har man set hende i actionbragene 'Mad Max - Fury Road' og 'Atomic Blonde', ved man, at hun er det helt rigtige valg til 'The Old Guard'.

Hun har den fysiske tilstedeværelse, som fortællingen kræver - både i kampene og de mere emotionelt styrede scener.

Vi følger fire udødelige helte, der smasker sig vej gennem verdenshistorien med hævede økser og ladte maskinpistoler. I front står Andromecha (Theron), en flere tusind år gammel kvinde med et trick eller to oppe i kampteknik-ærmet.

Hun har dog mistet modet, for hvor end hun kigger (og skyder), synes verden aldrig at ændre sig til det bedre, nærmere tværtimod.

Under en mission i Afghanistan såres soldaten Nile fatalt, men uden at vide hvorfor eller hvordan, liver hun op igen. "Fødslen" af en ny udødelig føles af de fire andre. Det er første gang, det sker i 200 år. Hvad kan det betyde? Hvorfor netop nu?

Nemt at spejle sig i Therons mismod

Der er mange spørgsmål i filmen - og jeg er som tilskuer ikke den eneste, der sidder med dem. De udødelige krigere ved heller ikke selv, hvorfor de er blevet, som de er. Ligesom det også står hen i det uvisse, hvor længe de får lov at være usårlige. Pludselig uden varsel holder sårene op med at hele, så de må alle i princippet kæmpe, som om dette liv var deres sidste.

Manglen på forklaringer ville have været et problem, hvis ikke det var så nemt at spejle sig i Andromechas melankoli og frustration over vold, armod og forurening.

For selvom hun har overmenneskelige kræfter, hvilken forskel kan hun som enkeltperson så gøre i det store regnskab? Hvorfor overhovedet blive ved med at forsøge?

Bortset fra dét med øksen, alderen, udødeligheden og kampteknikkerne (okay, det meste altså), men bortset fra dét, så minder det meget om mit eget mismod over verdens tilstand.

Hollywood-stjernen Charlize Theron (forrest) spiller både hovedrollen i 'The Old Guard', ligesom hun har været med til at producere filmen. Theron kan i øvrigt stadig også opleves i biograferne herhjemme i filmen 'Bombshell'. (Foto: Aimee Spinks © Netflix)

Nybegynder-fejl er hurtigt glemt

Da tegneserien bag filmen så dagens lys i 2017, fik den hurtigt en trofast fanskare, heriblandt denne lavstammede, men entusiastiske anmelder.

Blandingen af helt klassiske superheltetroper, mytiske væsener og en finger til homofobisk fankultur solgte mig til stanglakrids.

Filmatiseringen er en forholdsvis trofast genfortælling af serien med enkelte effektive omskrivninger. Det er tegneseriens hovedforfatter, Greg Rucka, der har fået lov til at skrive manus, og det giver måske nok et par nybegynder-bump på vejen, med de er glemt igen, så snart knytnæver og kugler flyver rundt.

De mange actionsekvenser krydres af og til med flashbacks, hvor de tapre helte giver historiske røvfulde. Men Charlize som korstogsridder, som samurai, som fransk napoleonshat eller under Anden Verdenskrig virker mere som en Totte Klæder sig ud-bog, desværre.

De to mandlige karakterer Joe (Marwan Kenzari, tv.) og Nicky (Luca Marinelli) har et forhold gennem århundreder i 'The Old Guard'. Et faktum, Maria Månson hylder: "Størst af alt er kærligheden", skriver hun. (© Aimee Spinks/Netflix)

Skråt op til dem, der bliver sure over moralen!

Meget kan man sige om Netflix' original-indhold; der udkommer alt for meget, kvaliteten er svingende, og det meste er lavet på baggrund af nøje udregnede algoritmer. Men de er ikke bange for at tage chancer eller at provokere. Og det kommer 'The Old Guard' også til at gøre - og tak for det!

Det skal nok få et enkelt surt kældermenneske eller fire til tasterne, at begge hovedpersoner spilles af kvinder, og at to af de udødelige er i et homoseksuelt forhold. I det hele taget synes filmen at tale for en mere flydende seksualitet, hvor det ikke kommer sig så nøje, hvem man elsker.

Det er da en befriende ny morale i en superheltefilm. Størst af alt er kærligheden!

Nu stopper jeg, inden øjnene dugger til i højstemt patos over en tju bang-film. Fedt manner, tænker jeg bare, og skråt op til dem, der måtte blive sure over det!

(© Netflix)
Facebook
Twitter