Der er håb trods dansk Golden Globe-nederlag: 'Druk er klar favorit til at vinde en Oscar'

Thomas Vinterbergs 'Druk' måtte se sig slået ved nattens prisfest. Men Oscar-chancerne er steget.

(Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

Thomas Vinterberg kan godt tørre øjnene og forberede sig på den helt store takketale.

For der er rigtig gode chancer for, at den danske instruktør vinder den fornemste filmpris af alle for 'Druk', når der uddeles Oscar-statuetter den 25. april.

Også selv om den danske film ikke vandt en Golden Globe i nat.

Det vurderer både DR's serieekspert Frederik Dirks Gottlieb og Claus Christensen, der er chefredaktør på filmmagasinet Ekko.

- 'Druk' er klar favorit til at vinde en Oscar, siger førstnævnte.

- For Vinterberg er så heldig, at filmen, han tabte til, ikke vil være nomineret i samme kategori til Oscar-uddelingen, supplerer Claus Christensen.

Gal Gadot (særligt kendt for sin rolle som Wonder Woman) præsenterede kategorien, hvor Thomas Vinterbergs 'Druk' altså blev slået af 'Minari'. (Foto: NBC HANDOUT © Scanpix)

Fra nummer to til Oscar-favorit

Den del kræver måske en forklaring.

'Druk' var til 78. udgave af Golden Globes nomineret i kategorien 'Bedste ikke-engelsksprogede film' sammen med blandt andre 'Minari', der vandt prisen.

I vinderfilmen taler de engelsk, men også koreansk og altså tilpas meget af det sidste til, at filmen kom i kategori med de andre film, hvor der ikke tales engelsk.

- Det er lidt underligt, hvis du spørger mig, siger Frederik Dirks Gottlieb.

Men 'Minari' er amerikansk produceret, hvilket betyder, at den ikke kan nomineres i 'Bedste internationale film' sammen med 'Druk', når Oscar-priserne skal uddeles.

Og så er den danske film pludselig favorit til at snuppe den helt store pris.

For vinderne af Golden Globes-priserne er historisk set også løbet med rigtig mange Oscar-priser, pointerer Claus Christensen, og:

- Mit gæt er, at 'Druk' var nummer to ved Golden Globes. Det stod mellem 'Druk' og 'Minari'.

- 'Minari' blev spået kæmpe vinderchancer, og 'Druk' var en klar toer, supplerer Frederik Dirks Gottlieb.

Han har sammenlignet vinderne i de to sammenlignelige Golden Globe- og Oscar-kategorier i de seneste 20 år, og halvdelen af gangene har vinderen af en Golden Globe også snuppet en Oscar.

Ingen sorte i udvalget

En af dem, der har vundet begge priser, er Susanne Bier. Det var med 'Hævnen' i 2011. I nat måtte hun dog se sin nye HBO-serie, 'The Undoing', slået af 'The Queen's Gambit'.

Ikke overraskende, mener Frederik Dirks Gottlieb.

- 'The Undoing' er mere en publikumsbasker end en anmelderdarling, og der var ingen tvivl om, at 'The Queen's Gambit' ville vinde. Der var ingen kærlighed til Bier, men hun skal nok klare sig. Hun kommer stadig til at være en særdeles attraktiv instruktør i Hollywood.

Det var formentlig heller ikke overraskende, at manglen på sorte i det panel, der vælger vinderne ved Golden Globes, blev italesat ved prisuddelingen.

Hollywood Foreign Press Association (HFPA), der står bag Golden Globe, består af 87 journalister fra hele verden, og ingen af dem er sorte.

Det havde været et fokus op til prisuddelingen og var det også i nat.

- Det blev italesat rigtig meget. Jeg har ikke en nøjagtig optælling, men jeg tror, at 'black' og 'inclusion' var de to mest brugte ord under showet. Så det var helt klart aftenens gennemgående tema, siger Claus Christensen.

Sacha Baron Cohen vandt en Golden Globe for sin rolle i 'Borat Subsequent Moviefilm', der også vandt i kategorien 'Bedste film - komedie eller musical'. (Foto: NBC HANDOUT © Scanpix)

En lille indspist forening?

HFPA har mødt stor kritik for den manglende diversitet i udvalget og forsøgte at komme kritikerne imøde.

- De havde lavet et indslag med tre medlemmer; et tysk, et indisk og et tyrkisk, hvor de understregede, at kritikken ville blive taget alvorligt. De medlemer var selvfølgelig også valgt for at vise, at man ikke bare er en lille indspist forening, fortæller Claus Christensen.

Vicepræsident i HFPA, Helen Hoehne, har erkendt problemet og understreget vigtigheden af, at der fremadrettet skal være sorte medlemmer af organisationen.

Men det har ikke fået TIME'S UP-bevægelsen, der blandt andet kæmper for flere rettigheder til sorte, til at tie stille.

Efter Golden Globes skrev Tina Tchen, der er direktør i bevægelsen, i et åbent brev til HFPA-ledelsen, at den ikke gør nok for at anerkende problemet.

- Vi havde håbet, at I havde hørt efter og indset, at det ikke er et problem i sig selv, at der ikke er et sort medlem, men et symptom på problemet.

Sacha Baron Cohen valgte en lidt mere sarkastisk tilgang til emnet, da han i sin takketale sagde:

- Tak til den udelukkende-hvide Hollywod Foreign Press.

Den 49-årige britiske komiker vandt både for 'Borat Subsequent Moviefilm' og for sin hovedrolle i filmen.

Chadwick Boseman døde i august sidste år i en alder af kun 43 år og blev i nat hyldet ved Golden Globe, hvor den afdøde skuespiller vandt en pris for sin rolle i 'Ma Rainey's Black Bottom'. (Foto: NBC HANDOUT © Scanpix)

Et vinderfelt med ret stor diversitet

Mens diversitet er en klar mangelvare blandt de 87 HFPA-medlemmer, der ifølge Claus Christensen fra filmmagasinet Ekko repræsenterer 56 lande og en læserskare på 250 millioner mennesker, så har de alligevel formået at komme ret bredt rundt i deres nomineringer og valg at vindere.

Det vurderer både chefredaktøren og Frederik Dirks Gottlieb efter at have taget et kig ned over vinderlisten.

- Umiddelbart ser det jo meget godt ud. Der er sorte vindere, og en jødisk vinder i form af Sacha Baron Cohen, og der er også kvinder på listen. Det er umiddelbart et vinderfelt med ret stor diversitet,

- Ja, og Chadwick Boseman vandt også en pris, ligesom Andra Day gjorde for sin rolle som Billie Holliday, pointerer Claus Christensen.

Begge skuespillere er sorte og vandt for bedste mandlige og kvindelige skuespiller i en dramafilm. Boseman, der døde i en alder af blot 43 i august sidste år, slog blandt andre Anthony Hopkins og Gary Oldman, mens Day tog Golden Globe-prisen foran blandt andre Frances McDormand.

Du kan se alle Golden Globe-vinderne HER.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk