'Der er ikke altid en tydelig skurk og offer': Prisbelønnet, dansk film vil vise MeToo på en ny måde

Den har allerede vundet en Robert-pris. Nu kan 'En flirt' snart høste endnu flere priser.

(© Jonatan Mose)

- Ja, det var jo en lidt skør aften.

De fleste af os kender nok følelsen. Den følelse, man kan have mandagen efter en julefrokost, hvor man lige fik en tår over tørsten og kom til at gøre ting, man aldrig kunne drømme om at gøre i ædru tilstand.

I instruktør Zinnini Elkingtons 43 minutter lange kortfilm 'En flirt' kommer ordene dog ikke fra én brødebetynget kollega til en anden. De kommer fra en chef, der har voldtaget én af sine ansatte en sen nattetime til en redaktionsfest på den fiktive avis Borgeren.

Rollen som chefen Martin spilles af Niels Olsen, mens Marie Bach Hansen har rollen som den bramfri og frembrusende journalist, Eva.

- Vi har lavet en fortælling, hvor der ikke er en tydelig skurk og et tydeligt offer. Man vil altid gerne udpege én, der er skyld i det hele, men sådan er virkeligheden bare ikke. Vi er allesammen skyld i det. Vi er allesammen med til at normalisere måden, vi behandler unge kvinder på, fortæller Zinnini Elkington, der har instrueret 'En flirt', mens Marianne Lentz står bag filmens idé og manuskript.

Fortællingen har allerede belønnet med Robert-prisen for for Årets lange fiktion/animation, og lørdag den 21. november har den mulighed for at hente yderligere fem priser til Ekko Shortlist Awards.

Marie Bach Hansen spiller journalisten Eva, der bliver udsat for et overgreb. Hun har tidligere blandt andet spillet én af de bærende roller i DR-serien 'Arvingerne'. (© Jonatan Mose)

Opgør med overgrebsscener

- Overgreb er tit en masse små overgreb, der leder op til det endelige – en masse små signaler og mikro-magtudøvelser, der leder op til det, man kalder et overgreb, uddyber Zinnini Elkington.

Fortællingen om Martin og Eva er også fortællingen om mange små overgreb, der leder op til et endeligt.

Da Martin tiltræder som ny chef på Borgeren, begynder Eva hurtigt at kaste flirtende blikke i hans retning. De flirter også til firmafesten, hvor Eva bliver fuld.

Da Eva er på vej hjem, vælger hun kort at lukke øjnene i ét af redaktionens afsidesliggende lokaler. Her finder Martin hende. Han giver sig til at nusse og kæle. Hun forsøger at modsætte sig, men er for fuld til at sige fra.

Da Martin senere trækker sig ud af hende, spørger han, om hun vil have et glas vand.

Niels Olsen spiller chefen Martin. Han er blandt andet kendt for sin medvirken i komikergruppen Ørkenens Sønner og for sin rolle som køkkeninstallatøren Niller i 'Den eneste ene'. (© Jonatan Mose)

- Det er ikke noget nyt at se overgreb på film, forklarer Zinnini Elkington.

- Det har man set i alle mulige afskygninger før. Men det bliver typisk skildret, som om det er en fremmed person, der hopper ud af en busk og voldtager en pige, som tydeligvis ikke vil voldtages. Men sådan er størstedelen af voldtægter ikke. Størstedelen af voldtægter sker mellem folk, der har en relation i forvejen eller mellem kærester eller ægtefæller.

I 'En flirt' gælder det så to mennesker, der deler den samme arbejdsplads. Filmens overgrebsscene foregår i ét langt take og er helt uden underlægningsmusik. Og det er der en god grund til, forklarer Zinnini Elkington.

- Typisk klipper man ind og fokuserer på kvindens lidelse, hvilket både gør det lidt pornoagtigt, men også giver folk mulighed for at zoome ud og ikke helt forholde sig til, hvad der egentlig sker. Man bliver ligesom holdt lidt i hånden.

- Hvis man lader det stå uden at klippe, som jeg har gjort, bliver det publikum selv, der skal tolke, hvad de ser. Det gør, at det bliver mere i overensstemmelse med sandheden. Men det gør det også mere kompliceret, end vi måske er vant til.

Det komplicerede hænger, som allerede nævnt, sammen med Elkingtons insisteren på, at der ikke nødvendigvis er tydelige skurke og ofre i fortællinger om magt og overgreb.

Vil have folk til at forholde sig selvkritisk

Inden Eva selv bliver udsat for et overgreb, affærdiger hun nemlig den unge Nikoline, der kommer til hende og fortæller, at én af redaktionens andre ansatte har krænket hende.

- Han er skidesjov! Du kan bare give ham lidt igen, lyder rådet fra Eva til den unge kvinde.

Efterfølgende – efter Evas eget overgreb – deltager hun i et radioprogram, hvor hun forsvarer sin arbejdsplads mod Nikolines anklager, som den unge kvinde siden har delt på Facebook.

Den unge Nikoline (til venstre) bliver ikke ligefrem mødt af forståelse, da hun går til Eva (til højre) med sin historie. Nikoline spilles af Emma Sehested Høeg, mens Marie Bach Hansen portrætterer Eva. (© Jonatan Mose)

- Jeg vil gerne have folk til selv at tænke over deres rolle i sådan nogle situationer og forholde sig selvkritisk, efter de har set den. Det gælder ikke specifikt mænd, kvinder eller chefer – det gælder os alle sammen, forklarer Zinnini Elkington.

- Det handler grundlæggende om at erkende, at vi har magtrelationer i Danmark. Det vil vi helst ikke snakke om, men det har vi. Hvis du er ansat som journalist i DR, har du mere magt end en praktikant. Vi befinder os alle i hierarkier med en masse små masker, og det skal vi være os bevidste om og erkende.

- Der er sgu en grund til, at MeToo er blusset op igen, siger hun.

Ikke en anklage

I sin research til 'En flirt' har instruktør Zinnini Elkington blandt andet snakket med psykologer, der behandler folk, der har været udsat for overgreb. Hun har også talt med folk i mediebranchen, der har oplevet sexchikane. Både Zinnini Elkington og manuskriptforfatter Marianne Lentz har selv tidligere været ansat på DR, hvor Elkington stadig er tilknyttet som freelancer.

Filmen er dog ikke baseret på virkelige hændelser, understreger hun.

Zinnini Elkington på settet til 'En flirt'. - Vi er inde i en periode, hvor vi skal slå koldt vand i blodet og være til stede i det, der sker lige nu, mener hun. (Foto: Tue Blichfeldt)

- Filmen er ikke en anklage mod nogen, men vi har haft en unik adgang og et kendskab til arbejdsmiljøet i mediebranchen, og den viden har vi selvfølgelig brugt til at gøre filmen så troværdig som mulig.

Hvorvidt det er filmens troværdighed, der har gjort den populær hos kritikerne, er ikke til at sige. Men den har allerede høstet Robert-prisen for Årets lange fiktion/animation, og nu er den også nomineret i hele fem kategorier til Ekko Shortlist Awards, der bliver uddelt 21. november.

'En flirt' kan rydde bordet i kategorierne Shortlist-/Publikumsprisen, Bedste fiktion, Bedste kvindelige skuespiller, Bedste manuskript og Bedste fotografering.

Glæden var stor, da Zinnini Elkington tidligere i år modtog Robert-prisen for 'Årets lange fiktion/animation' for 'En flirt'. (Foto: Niels Christian Vilmann © Ritzau Scanpix)

- Jeg er helt vildt glad for, at filmen får en masse opmærksomhed. Det er altid dejligt med anerkendelse, og det betyder, der er nogle døre, der åbner sig, lyder det fra Zinnini Elkington.

Det er dog ikke derfor, hun har lavet den.

Det har hun, fordi hun med filmen håber at bibringe nogle tiltrængte nuancer til MeToo-debatten herhjemme.

- Vi leder alle sammen instinktivt efter skurke og ofre. I Danmark er det først nu, der er begyndt at komme navne på og ske fyringer. Men bevægelsen er jo imod et system og ikke imod enkelte personer. Hvis man har for stort fokus på enkeltpersoner, glemmer man det større billede, siger hun og slutter:

- Jeg synes i virkeligheden ikke, det er så kompliceret og farligt. Det er jo ikke, fordi vi lige pludselig taber flirteriet på gulvet, bare fordi man skal til at opføre sig ordentligt på arbejdet.

Facebook
Twitter