'Det bedste familiedrama på tv nogensinde': Sidste sæson af hitserie er et lille mirakel

Tredje og sidste sæson af 'Pose' er ude nu, og den slutter selvsikkert af, mener DR's serieekspert.

'Pose' foregår i ballroom-miljøet i New York i 1980'erne og siden 1990'erne, som er præget af fest og farver, men hvor alvoren ulmer lige under overfladen. (Foto: Eric Liebowitz © FX via HBO)

Det er de færreste serier, der slutter rigtig værdigt.

Før streaming for alvor tog fat, blev mange af de bedste serier slagtet alt for tidligt, fordi der ikke var nok seere, og derfor sluttede de lidt brat.

De seneste år har der snarere været en tendens til at lade de gode serier fortsætte alt for lang tid og opbruge alt den kærlighed, man havde til universet og figurerne (jeg kigger på jer, 'Game of Thrones' og 'The Handmaid's Tale').

Men når det lykkes at ramme balancen mellem stor, naturlig uddybelse af universet og en tilfredsstillende afslutning, føles det som et lille mirakel. Og lige nu lykkes det med serien 'Pose', der handler om queer-miljøet omkring ballroom-konkurrencerne i New York i 1980'erne og 1990'erne.

Det melodramatiske og opulente storværk har vokset sig til et kulturelt fænomen, der har sendt behagelige chokbølger af fremskridt og nye muligheder gennem serieverdenen.

Her er et par af de ting, der gør, at 'Pose' virkelig lykkes med at lande den betagende paillet-flyver i tredje og sidste sæson.

1

Fulde uddybninger af de vigtigste figurer

Billy Porter, der spiller rollen som Pray Tell, er blevet et stort aktiv for 'Pose' og kampen for rettigheder for LGBT+-personer. (Foto: Eric Liebowitz / Netflix © FX via HBO)

Skåret ind til benet er 'Pose' historien om Blanca, der i 1980'ernes New York finder sig selv i ballroom-miljøet. Først bliver hun taget under vingerne af den uendeligt karismatiske Elektra, der er "mor" i huset Abundance.

Det betyder, at Elektra er den økonomisk og socialt ansvarlige for en selvvalgt familie, der optræder sammen i ballroom-konkurrencerne.

Senere får skår i Blancas forhold til Elektra og en hiv-diagnose Blanca til at starte sit eget hus i ballroom-miljøet og selv blive "mor".

Altså ikke hvor hun skal føde børn, men hvor hun selv samler en familie af marginaliserede unge, som hun kan passe på, skaffe en lejlighed til og optræde sammen med.

Det bliver til huset Evangelista og utallige vidunderlige showdowns fyldt med glitter, eminent dekadente koreografier og delikate, perfide og rappe replikker.

I tredje og sidste sæson kan man mærke, at serien er fuldstændig klar over, hvilke figurer publikum er mest investeret i.

Den magisk-magnetiske og ekstremt nuancerede kommentator og vært Pray Tell, spillet af Billy Porter, er for eksempel blevet et regulært ikon uden for seriens univers. Ikke mindst på grund af Billy Porters kamp for, at mænd skal kunne gå i kjoler lige så naturligt, som kvinder går i bukser.

Det har været Hollywood-aktivisme, når det er bedst, når Porter er dukket op i den ene smukke kreation efter den anden til alle de prisuddelinger, hvor 'Pose' har været nomineret de seneste år.

Pray Tell og Elektra får hver sit fabelagtigt rørende afsnit, der føles som små selvstændige film og en dyb anerkendelse af de ikoniske figurer, skuespillerne har skabt, og hvis betydning rækker langt ud over serien.

Man kan næsten glemme, at 'Pose' lagde ud med at sælge sig selv på kendte, hvide, cis-skuespillere som Evan Peters, Kate Mara og gudhjælpemig også James Van Der Beek.

2

Seriens DNA: ballroom-konkurrencerne

Dominique Jackson spiller Elektra, der er "mor" i et af husene i 'Pose'. (Foto: Eric Liebowitz © FX via HBO)

De fantastiske ballroom-scener, hvor selvkonstruerede familier konkurrerer mod hinanden i en helt særlig slags look-opvisninger, er det æstetiske centrum for 'Pose'.

Stort set alle pr-billeder, du ser fra serien, er taget fra en af de konkurrencer, der til at begynde med minder om en løssluppen pendant til 'Vild med dans' eller et modeshow: Skarpt stylede performere, der skiftes til at optræde i skiftende kategorier, og et bord af dommere med pointskilte fra nul til ti.

Det ser først og fremmest vildt flot og sjovt ud.

Men som sæsonerne skrider frem, forstår og mærker man som seer bedre og bedre al den komplicerede alvor, der ligger bag undergrundskonkurrencernes farverige eksplosion.

For konkurrencerne er ikke bare en festlig ventil. Det er også en legende måde at tage ejerskab over den konstante tvang, man bliver udsat for i samfundet for at passe ind i kategorier, man ikke selv har valgt.

Men i modsætning til samfundet er alle på samme vilkår til ballerne, hvor alle skal passe ind i samme mærkelige, tilfældige kategori: eventyr. Kongelig familie. Intergalaktisk mode. Og hvis man ikke passer ind den ene dag, så gør man måske den næste.

Som en af seriens hovedpersoner, Elektra, udtrykker det paradoksalt og præcist i den nye sæson, da en nær ven dør, og de beslutter at forsone deres følelser ved at samle familien og stille op i konkurrencen: "Ballerne er måden, vi sørger på."

I tredje sæson får vi nogle af de smukkest koreograferede og mest imponerende ballroom-scener, hvor det mere end nogensinde bliver tydeligt, at overflødighedshornet ikke kun er fyldt af glitter, attitude og talent.

Nede på bunden ligger alle de modsatrettede og komplicerede følelser, der er på spil, når man samler nogle af de mest marginaliserede mennesker i New York. Så grunden til, at hornet kan flyde så svimlende over i et virvar af pailletter, fjer og hatte er, at bunden er lagt med aids-krise, fattigdom og sorg over mistede venner og familie.

3

En tilfredsstillende afrunding - på godt og ondt

Her ses Mj Rodriguez som Blanca og Billy Porter som Pray Tell i tredje sæson af 'Pose'. (Foto: Eric Liebowitz © FX via HBO)

Hvordan slutter man en serie, der er fyldt med rekordmange ikke-hvide transpersoner både foran og bag skærmen?

Hvis man laver en happy ending, vil man blive kritiseret for at være urealistisk og udramatisk. Hvis man går en mere tragisk vej, vil man blive kritiseret for at falde i fælden, hvor man gør figurerne til ofre for en deprimerende politisk pointe om, hvor hårdt det er at tilhøre en minoritet.

Skal man prøve at ramme midt i mellem?

Ikke hvis du spørger 'Pose'. Hvis du har set med indtil videre, ved du nok godt, hvad jeg mener. Jeg skal nok lade være med at gå i detaljer.

Skaberne har altid nævnt den legendariske dokumentarfilm 'Paris Is Burning' som hovedinspiration til serien. I tredje sæson bliver det tydeligere end nogensinde, at serien stædigt insisterer på, at hvis man er et godt menneske, så vil der også ske gode ting.

Den idé står nu tilbage; ikke alene som en fiktiv udbygning af universet i 'Paris Is Burning', men også som en modvægt til det chokerende dødsfald i slutningen af dokumentaren.

'Pose' slutter selvsikkert af som det største og bedste familiedrama i seriehistorien, hvor ingen er født ind i familie med hinanden.

Uden at blinke står den ved sin charmerende, naive, überamerikanske tro på, at mennesker kan forblive gode, uanset hvor meget modgang, de møder. Og værdien af at have håb om en happy ending, når man er nede og udenfor.

Du kan se tredje sæson af 'Pose' på HBO Nordic.

FacebookTwitter