'The Mandalorian' - og i særdeleshed det nye afsnit med titlen 'The Marshall' - spejler et af de vigtigste elementer, som gjorde 'A New Hope' til en øjeblikkelig klassiker, da den udkom i 1977:

Et roligt tempo, der giver tid til de enkelte figurers udvikling og rejse, og en dvælen, der samtidig giver plads til dyrkelsen af det fantastiske univers.

Første sæson sneglede sig plotmæssigt afsted som en gammel western, hvor de små og personlige øjeblikke var mere intense og interessante end hele handlingen i samtlige af de nye, tempofyldte 'Star Wars'-film. Det gav plads til interessante karaktertræk, såsom hovedkaraktens frygt for droider og troværdige relationer mellem figurerne.

Det langsomme tempo fortsætter ufortrødent i anden sæson. Her følger vi fortsat dusørjægeren The Mandalorian og hans trofaste surrogratbarn, den forældreløse Baby Yoda (i serien kaldet The Child) i deres jagt på… Ja, det er jeg egentlig lidt i tvivl om. Men det er okay, for det er figurerne, vi vil lære at kende!

I det første afsnit af den nye sæson møder Mando (som The Mandalorian-karakteren også kaldes) på bedste space western-manér den lokale sherif Cobb Vanth (perfekt spillet af Timothy Olyphant fra western-serien 'Deadwood'). En uoverensstemmelse mellem de to resulterer i, at de må samarbejde for at stoppe et frådende sandmonster, der spiser de lokale.

Ikke siden 'Judge Dredd'-filmen 'Dredd' fra 2012 har jeg følt så stærk tilknytning til en figur, der ikke viser sit ansigt, som jeg gør med Din Jarin / Mando / The Mandalorian (kært barn har mange navne).

Kun en enkelt gang i hele første sæson så vi hans ansigt, men alligevel mærkede vi hele tiden hans omsorg for Baby Yoda - som det egentlig var meningen, at han skulle aflevere til nogle til nogle skumle typer.

Det skulle have været business as usual.

Men i brudstykker fik vi i første sæson langsomt The Mandalorians rørende baggrundshistorie fortalt. Det viste sig, at den hårdkogte dusørjæger i virkeligheden selv blev forældreløs som barn, og at de store følelser for den nuttede Baby Yoda var fuldt ud forståelige, da dens situation mindede om hans egen.

Selvom 'The Mandalorian' henover de i alt ni tilgængelige episoder ikke har mere plot end en enkelt 'Star Wars'-film, så er serien aldrig kedelig.

Tempoet giver plads til intense og rørende interaktioner som dem, vi ser mellem The Mandalorian og sheriffen Cobb Vanth i det nye afsnit. Sammen forsøger de at stoppe et underjordisk monster, der kræver, at både byens indbyggere og de lovløse 'Tusken Raiders' må samarbejde på trods af deres kulturelle forskelligheder.

Det kommer der en virkelig fin historie ud af, som føles både samtidsrelevant og vigtig. Og så er der øjeblikke, der understreger skaberne af seriens skarpe pen: som da en lokal indbygger lufter sin mening om ørkenfolket med replikken: "De er monstre!", selvom han selv ligner et… Ja, monster.

I første sæson af 'The Mandalorian' fik vi et genialt og overraskende cast, der fuldt ud lever op til både de gamle film og 'The Force Awakens', som alt andet lige havde en fantastisk rollebesætning.

Omkring den ansigtsløse Mandalorian strålede den tyske dokumentarfilm-instruktør Werner Herzog med sin tykke accent side om side med den tidligere MMA-kæmper Gina Carano med sin imponerende fysik. Også 'Breaking Bad'-favoritten Giancarlo Esposito, der med et enkelt blik kan kanalisere ren ondskab, gjorde det formidabelt. Sidst, men ikke mindst var der action-legenden Carl Weathers, der bragte den fornødne nostalgi til fans af film som 'Predator' og 'Rocky'.

Læg dertil stemmeskuespil fra Taika Waititi og Nick Nolte og en overraskende troværdig skuespilpræstation af komikeren Bill Burr oveni, og vi har med et af årets stærkeste seriecasts at gøre.

I anden sæson forstærkes det fornemme cast yderligere med folk som Timothy Olyphant og John Leguizamo. Man fornemmer, at alle har det sjovt med at bidrage til serien.

Den gode stemning skyldes langt hen ad vejen nok showrunner, og nu instruktør, Jon Favreau. Manden, de fleste ved en hurtig Google-søgning nok hovedsageligt vil huske som Monicas MMA-glade kæreste Pete i 'Venner', har efter en semi-succesfuld skuespilkarriere virkelig fundet sit kald som instruktør og manuskriptforfatter.

Det var Favreau, der igangsatte Marvels cinematiske univers, da han instruerede 'Iron Man' tilbage i 2008 efter kun at have lavet mindre, finurlige film som for eksempel julekomedien 'Elf'.

Nu er han en af Hollywoods mest værdifulde kreative kræfter, og endnu engang kan man argumentere for, at han med 'The Mandalorian' og sin sans for både underholdende figurer, simple eventyrfortællinger og sans for at nå ind til kernen af højtelskede underholdnings-universer, har åbnet portene for endnu en succesfuld 'Star Wars'-æra.

'The Mandalorian' er blandt de dyreste serier, der nogensinde er produceret. I første sæson var episodeprisen i omegnen af 15 millioner dollar (cirka 100 millioner kroner). I anden sæson ser budgettet ud til endnu engang at have fået et nøk opad. Første afsnit er med sine 54 minutter både længere end i første sæson, og effekterne er flottere end nogensinde før.

Det groteske sandmonster, der slanger sig brutalt igennem den tørre ørken, og de mammut-lignende transport-dyr og Mandos podracer (svævende og meget hurtigt transportmiddel) ligner alt sammen en million.

Ligeledes kæles der for detaljerne hvad angår de mere praktiske effekter. Hver birolle har eksempelvis et unikt udtryk og mere end troværdige kostumer og makeup.

'The Mandalorian' er i sandhed en blockbuster-serie, der føles lige så eksklusiv som den mest overdådige superheltefilm. Og så kan den tilmed ses af børn i alle aldre uanset graden af kendskab til 'Star Wars'-universet.

Denne artikel er skrevet ud fra det ene tilgængelige afsnit fra anden sæson af 'The Mandalorian', som har været til rådighed.