'Det er en idiotisk film, men...': Ny Netflix-satsning med zombier og splat forundrer anmelder

'Army of the Dead' skruer helt op for effekterne til stor underholdning for DR's anmelder.

'Army of the Dead' er instrueret af Zack Snyder, der står bag 'Justice League', '300' og 'Watchmen'. (Foto: Clay Enos © 2021 Netflix)

Satans, jeg er nødt til at begynde forfra. Beklager meget. Jeg har lige forsøgt at skrive en anmeldelse af Netflix' 'Army of the Dead', men hver gang, jeg forsøgte at skrive noget positivt, endte jeg med at trække det i land og være negativ i stedet.

Det var ikke meningen. Jeg følte mig faktisk ret godt underholdt af 'Army of the Dead'.

Det er en idiotisk film, absolut. Grundlæggende giver den ikke nogen mening. Og der er ikke én original tanke at se nogetsteds – måske bortset fra zombietigeren og zombiehesten, men hvis mennesker kan være zombier, kan dyr vel også.

Vi kender det jo fra dyreriget, hvor svampevækster kan æde sig ind i hjernerne på insekter og gøre dem levende døde. Så mon ikke andre film har fundet på zombiedyrene først.

Men midt inde idiotien i 'Army of the Dead' er der et eller andet, der giver mening.

Det var det, jeg forsøgte at beskrive i min første anmeldelse. Nu prøver jeg igen, velvidende at det ikke bliver nemt.

Der opstår et eller andet forunderligt i sammenstødet mellem et helt igennem tåbeligt sammenkog af b-film-klichéer og så instruktøren Zack Snyder, der for nylig stod bag det vildt oppumpede superheltevanvid i 'Zack Snyder's Justice League'.

Snyder elsker at skrue helt op for alle knapper.

100 procent action, 100 procent effekter, 100 procent billedgejl, 100 procent følelser.

Der bliver ikke sparet på effekterne i 'Army of the Dead'. (Foto: Clay Enos © Netflix)

Han ejer hverken bremser eller filtre eller god smag, og netop fordi han investerer alt, sker der noget med zombieactionkupfilm-universet.

Der sker noget, da zombietigeren Valentine dukker op. Og da zombierne i Las Vegas viser sig ikke at være helt hjernedøde. Og da lejesoldaten Coyote viser sig at have lumske tanker med at hive en ekstra person med i gruppen.

Snyder er ikke en filmmager, der går efter fine priser og anerkendelse. Han forsøger snarere at skabe den slags film, han selv ville se som 14-årig knægt.

Skørt sammenkog af klichéer

'Army of the Dead' består afgjort af noget, enhver fan af action, splat eller zombiegys har set andre steder. Bare ikke samme sted på én gang.

Der er den klassiske kupfilm, hvor et hold specialister skal stjæle en gigantisk formue. Der er de klassiske horder af zombier. Der er actionfilmen, hvor et hold seje typer skyder sig gennem en tilsyneladende umulig opgave med et arsenal af megafede våben.

'Army of the Dead' er 'Night of the Living Dead', 'The Warriors', 'Flugtaktion New York', 'Mad Max: Fury Road' og 'Ocean's Eleven' rørt sammen.

En bunke hårdkogte specialister skal hente en formue i et ubrydeligt pengeskab i Las Vegas, som er en lukket zone på grund af et udbrud af zombier - et fuldstændig udknaldet koncept, som kun giver mening, hvis man har set bunkevis af den slags film i forvejen.

Og selv da er der formentlig temmelig mange, der vil have svært ved at se meningen med 'Army of the Dead'.

Nora Arnezeder spiller rollen som Lilly (også kaldet The Coyote) i 'Army of the Dead'. (Foto: Clay Enos © 2021 Netflix)

Alligevel har Netflix smidt 550 millioner kroner på bordet for at realisere det her skøre sammenkog af b-film-klichéer. Og det er lige præcis her, der sker noget – i sammenstødet mellem en bunke nonsens, en stor pose penge og en instruktør, der ikke ved, at en volumenknap også kan bruges til at skrue ned med.

Den fjollede far/datter-konflikt, der er mast ind midt i filmen, kunne snildt undværes. Far slår mor ihjel, fordi hun er blevet en zombie, og siden har forholdet til datteren været problematisk. Den familiekonflikt er sgu svær at tage alvorligt.

Der er heller ikke meget fis ved skurkene i 'Army of the Dead'. Deres rænkespil er så gennemskuelige, at de lige så godt kunne være pillet ud af filmen. Replikker og skuespil er forfærdeligt.

Og alligevel… Ja, måske opstår der en gnist, fordi nogen har vanvittigt store kunstneriske ambitioner på vegne af en bunke skrammel fra b-filmenes overskudslager.

Puha, det går ikke godt, det her. Jeg prøver igen. Okay, her er anmeldelse nummer tre...

(© Netflix)
Facebook
Twitter