'Det er meget mærkeligt': Dansk våbenspecialist undrer sig over dødsulykke på filmproduktion

Skuespilleren Alec Baldwin har dræbt en person og såret en anden under indspilningen af en film. Flere medier beskriver episoden som et uheld.

Skuespilleren Alec Baldwin har været involveret i skudepisode på filmen 'Rust', som har dræbt en kvinde og såret en mand. (Foto: Van Tine Dennis/ABACA © Scanpix)

En tragedie har ramt indspilningen af filmen 'Rust', der er produceret af skuespilleren Alec Baldwin, som samtidig spiller hovedrollen.

En kvinde er død, og en mand er såret efter at være blevet skudt under indspilningen af en scene til filmen.

Det var skuespilleren Alec Baldwin, der affyrede en rekvisit-pistol under indspilningerne torsdag. Det bekræfter sheriffen i Santa Fe i staten New Mexico.

- To mennesker blev skudt under indspilningen af en scene i westernfilmen 'Rust'. Et skudoffer, en 42-årig kvinde, er død af sine kvæstelser, udtaler sheriffen i Santa Fe til internationale nyhedsbureauer ifølge Ritzau.

Den afdøde kvinde er den 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins, der blev fløjet med helikopter til University of New Mexico Hospital, hvor hun blev erklæret død.

Det andet skudoffer er filmens instruktør, 48-årige Joel Souza, som efterfølgende blev kørt i ambulance til et andet hospital. Han modtager i øjeblikket akutbehandling.

- Hans tilstand er kritisk, siger Juan Rios, der er talsperson for sheriffens kontor i Santa Fe, ifølge The Hollywood Reporter.

Ingen sigtet i sagen

Flere internationale medier beskriver skudepisoden som et uheld, og fredag morgen dansk tid er ingen personer sigtet i sagen.

Alec Baldwin har endnu ikke udtalt sig offentligt om skudepisoden.

Politiets efterforskere er lige nu i gang med at undersøge, hvordan våbnet blev affyret, og hvilken type projektiler der blev brugt.

63-årige Alec Baldwin producerer og spiller hovedrollen i filmen 'Rust', som bliver optaget i staten New Mexico i USA. Alle optagelser er dog blevet udskudt efter skudepisoden. (Foto: Douliery Olivier/ABACA © Scanpix)

Det er ikke første gang, at nogen er blevet dræbt af skud under en filmindspilning.

Tilbage i 1994 døde Brandon Lee, der var filmlegenden Bruce Lees søn, under optagelserne til filmen 'The Crow'.

Våbenspecialisten på settet var blevet sendt tidligt hjem og havde ikke fået sat rekvisitassistenterne ind i, hvordan de skulle sikkerhedstjekke pistolen, før den skulle bruges. En kugle, der sad i kammeret på pistolen, blev derfor skudt af sted med nok kraft til at slå Brandon Lee ihjel.

'Det er meget mærkeligt'

Tragedien på filmsettet i New Mexico er også blevet læst af den danske special effects coordinator og våbenmester Hummer Højmark.

Han er våbenmester på alle danske film, som ønsker at benytte et rekvisitvåben, samt store Hollywood-film som 'Hunger Games' og 'Inglorious Basterds'.

Ifølge Hummer Højmark er det utænkeligt, at episoden er sket ved brug af et typisk rekvisitvåben, der ikke kan affyre projektiler.

- Det undrer mig, hvordan der er kommet to skarpe patroner ind i våbnet. Hvem er så hjernedød, at man ikke kan kende forskel på almindelige patroner og patroner til et rekvisitvåben?, spørger den danske våbenmester.

Han mener derfor, at man har anvendt et rigtigt skarpladt våben.

- Der er en syg våbenkultur på amerikanske film, hvor man nogle gange bruger skarpe revolvere af den simple årsag, at man ikke ønsker at tage et dyrt våben og lave det om til et rekvisitvåben, hvor der ikke kan komme et projektil ud af løbet.

Der er også andre ting ved episoden, som ifølge Hummer Højmark ikke giver mening.

Han undrer sig over, at det netop er en filmfotograf og instruktør, som er blevet ramt af Alec Baldwin, fordi de oftest er placeret langt fra hinanden på et filmset.

- På alle de Hollywood-film og danske film, jeg har lavet, har filmfotografen fysisk stået bagved kameraet på et filmset. Og instruktøren sidder typisk i et telt foran en fjernsynsskærm og kigger på det, der sker.

- Det er meget mærkeligt, at en skuespiller ved et uheld skulle pege på kameraet, hvor filmfotografen står, og bagefter drejer sig med en så stor vinkel, at man skyder filmens instruktør, mener Hummer Højmark.

Hummer Højmark er den eneste i Danmark, der må håndtere våben på danske filmset, og han forsikrer om, at en lignende episode ikke ville kunne ske i Danmark.

- Det kan ikke lade sig gøre i Danmark, for der er absolut ingen, der får lov til at medbringe et våben på et filmset, hvor der er hul gennem løbet. Det bliver tjekket af Rigspolitiet, siger han.

FacebookTwitter