Det er præcis sådan en film der giver en lyst til at blive anmelder og skrige sin begejstring ud

Instruktøren bag 'Babel' og 'Biutiful' leger (igen) virtuost med filmmediet i 'Birdman'

_AF_6405.CR2 (Foto: Alison Rosa)

’Sig mig, hvad skal der ske i et menneskes liv siden man ender med at blive anmelder?’ vrisser skuespilleren Riggan Thompson i ’Birdman’. Han står overfor Tabitha Dickinson, en mavesur parodi på en selvfed, forudindtaget, fordomsfuld og fisefornem anmelder.

Dickinson har netop svoret at hun vil smadre Riggan Thompsons teaterstykke på Broadway i New York. Hun har ikke set et sekund af Thompsons opsætning af en novelle af den feterede forfatter Raymond Carver, men hun hader Thompson for at være en Hollywood-skuespiller, der vil være seriøs på et fint teater i New York.

Hun hader typen, simpelthen.

Glæder sig til at sable ham i småstykker

Stakkels Riggan Thompson. Han er oppe mod ALT i ’Birdman’. 20 år tidligere spillede han superhelten Birdman – jep, en mand med vinger - i en film af samme navn. Den rolle klæber til ham som et stædigt stykke tape.

Fans hylder ham for hans tre Birdman-film. Andre opfatter ham som et ynkeligt ringvrag. Hans datter, som han har været for selvoptaget til at tage sig af, latterliggør hans drømme om at blive taget seriøst. Hans stjerneskuespiller i teaterstykket er en selvoptaget spradebasse. Kreditorerne truer med at vælte stykket hvert øjeblik. Hans alter ego Birdman opfordrer ham konstant til at vende tilbage til rollen som sit sande jeg i en ny film.

Og i kulissen står sure selvfede Tabitha Dickinson og glæder sig til at sable ham i småstykker.

En grotesk satire på den amerikanske underholdningsbranche

Hvad er der sket i anmelderen Tabitha Dickinsons liv siden hun er endt som en mavesur anmelder? Det får vi ikke at vide, men gennem sine små to timer er ’Birdman’ en grotesk satire på den amerikanske underholdningsbranche med sleske journalister, tåbelige stjerner og tossede fans – kort sagt alle de mekanismer, der lægger sig som et absurd røgslør omkring det, det burde handle om: kunsten.

Eller menneskene. ’Birdman’ er også et rørende portræt af en mand, der er faret vild i det hysteriske mediecirkus. Og ’Birdman’ er især en helt afsindig virtuos filmleg, der foregiver at være optaget i ét langt skud på teatret på Broadway. Der bliver sprunget i tid, men aldrig i rum. Når Thompson tøffer op på scenen fra sit omklædningsrum for at gå til prøve, ender han fx oppe på scenen i slutningen af stykket og med publikum på. Og når han går tilbage til omklædningsrummet, kan den skuespiller, han lige har haft et opgør med på scenen, stå nede i omklædningsrummet, i nyt tøj og i et helt andet humør, som om der er gået flere timer.

En jazzet energi

Det lyder muligvis konstrueret og nørdet, men det giver ’Birdman’ et særegent liv, en jazzet energi, som et teaterstykke, der hele tiden leger med vores opfattelse af tid og rum. Og den mexicanske instruktør Alejandro Gonzalez Inãrritu, der tidligere har skabt intens og virtuos film i bl.a. ’Babel’ og ’Biutiful’, kan slet ikke lade være med at lege med sit overskud.

Det meste af filmens musikalske lydspor består fx af en trommeslager, der skiftevis spiller uroligt og abrupt, som i en trommesolo, eller giver filmen punch med en funky rytme. Og Inãrritu er flabet nok til at lade trommeslageren dukke op i filmen et par gange, bl.a. ude på gaden i New York, som en gademusikant, Thompson spadserer forbi.

Pludselig bliver det slidte fænomen, filmmusikken, afmonteret og gjort til en del af kulissen for næsen af os.

I en anden scene forestiller Riggan Thompson sig at han kan flyve som sit alter ego, Birdman. Han svæver henover gaderne i New York, lander og går ind i teatret. Og efter ham løber en taxachauffør, der klager over at Thompson glemte at betale.

Med andre ord: Thompson fløj ikke, han fantaserede bare.

Det er ikke bare filmisk blær

Så virtuost springer Inãrritu i filmens lag. Det er ikke bare filmisk blær. Det giver et klart billede af Thompsons urolige sind. Hvis satiren i ’Birdman’ er lidt overfladisk og portrættet af Thompson en smule konstrueret, er Inãrritus leg med filmmediet til gengæld en ustyrlig fryd for øjet. Filmmediet bliver pillet fra hinanden og sat sammen med en legende lethed og jazzet frihed.

Samme superlativer kan smides i grams om filmens suveræne skuespil af især Michael Keaton, Edward Norton og Emma Stone. Og sjældent, hvis nogensinde, har vi fået så stærkt et billede af hvilket vanvid man går ind i som celebrity i USA.

Det er lige præcis sådan noget som ’Birdman’ der skal ske i et menneskes liv, før man får lyst til at blive anmelder og skrige sin begejstring ud.

'Birdman' får dansk premiere den 22. januar