Det ser næsten for godt ud til at være sandt, men sandt er det altså. En aften i 1964, den 25. februar, mødtes fire mænd på et motelværelse i Miami, Florida.

Den ene af dem, Cassius Clay, havde lige vundet verdensmesterskabet i sværvægtsboksning. Den anden, borgerrettighedsforkæmperen Malcolm X, havde fået den idé at bringe alle fire sammen på sit værelse. Den tredje, fodboldspilleren Jim Brown, havde forventet en fest med mulighed for at få noget fisse til at fejre Clays verdensmesterskab. Og den fjerde, sangeren Sam Cooke, kom fra en fejlslagen optræden foran et iskoldt hvidt rigmandspublikum.

Alle fire mænd var ikoner i afrikansk-amerikansk kultur i midten af 1960'erne, hvor kampen for rettigheder blomstrede i alle retninger. Og hver af de fire mænd repræsenterede én af retningerne.

Malcolm X var den kontakte politiske kamp. Fodboldspilleren Jim Brown var den velformulerede atlet, senere skuespiller. Sam Cooke var sangeren og entertaineren. Og Cassius Clay formåede at samle boksning, politik, religion og stand up-poesi i sit helt eget charmerende og storskrydende udtryk.

Bygget på teaterstykke

De fire mænd var venner, ikke gamle af slagsen fra skoletiden, men netværksfrænder bragt sammen af en fælles forståelse for nødvendigheden af at forandre USA. Den aften, den 25. februar 1964, stod de fire mænd ved hver deres skillelinje.

Malcolm X var nervøs og følelsesladet efter at have raget uklar med ledelsen af Nation of Islam, den militante muslimske bevægelse, der prædikede raceadskillelse. Det efterfølgende år blev Malcolm X og hans familie udsat for flere dødstrusler fra Nation of Islam – der blev endda sat ild til familiens hus, mens alle fem medlemmer sov. Og næsten på årsdagen for mødet i Miami blev Malcolm X myrdet.

Raceaktivitistens følelsesliv er drivkraften for den aften i 1964. Mens de tre andre forventer en fest, har Malcolm X planlagt et vækkelsesmøde. Det var i hvert fald sådan, forfatteren Kemp Powers forestillede sig aftenens forløb i sit syv år gamle teaterstykke, 'One Night in Miami', der nu er blevet til en film med samme titel.

En forbavsende film

Mens Malcolm X glæder sig til at afsløre for verden, at den 22-årige nybagte verdensmester Cassius Clay er ved at springe ud som muslim under navnet Muhammad Ali, revser han Sam Cooke for at være en ufarlig hyggespreder, der hellere vil synge om romantik end om samfundsbevidsthed.

De to skændes, så det knager seriøst i venskabet – med Malcolm X som den kompromisløse provokatør og Cooke som entertaineren, der insisterer på vigtigheden i at løfte sjælen hos fattige uden mulighed for at begribe politiske paroler. Bare det, at han er en sort mand med succes, og dermed et forbillede, er i princippet nok for Cooke.

Sådan udvikler fejringen af Clays verdensmesterskab sig til en ivrig diskussion om racebevidsthed og vækkelse. Al dialog i Kemp Powers stykke er fiktion. Det er ikke umuligt, at de fire venner i virkeligheden har talt om fisse og fodbold hele aftenen, men det er naturligvis mere interessant at folde mødet mellem de fire ud til en diskussion om racebalance – såvel i de omvæltende 1960'ere som i de mindst lige så fortumlede 2010'ere.

Det er betydeligt sværere, end det ser ud at få en kompleks politisk diskussion til at udvikle sig indenfor et varmt venskab mellem fire mennesker. Det kræver bare stift skuespil af en af aktørerne for, at troværdigheden skvatter helt til jorden. Men Kingsley Ben-Adir, Aldis Hodge, Eli Goree og Leslie Odom jr er så velkoreograferede som en ballettrup. Og skuespilleren Regina King, der debuterer som filminstruktør, får foldet en forbavsende overbevisende film ud af Kemp Powers stykke.

Farveholdningen mellem mændenes fire jakkesæt og det fornemme motelværelse er en ren nydelse - men vigtigst af alt: Aftenen med det sorte firkløver er næsten for filmlækker til at være sand – men beskrivelse af racespørgsmålet føles sand, selvom ordene utvivlsomt faldt anderledes den aften.