'Det er sgu intenst, det her': Ny dansk film giver dig koldsved af bare spænding

Anmelder sad uroligt i biografsædet, da han så biografaktuelle 'Shorta', som han giver fire flotte stjerner.

I 'Shorta' må to betjente kæmpe en brav kamp for at komme ud af den fiktive ghetto, Svalegården. (Foto: Jacob Møller © Scanbox Entertainment)

Pas på! Duk dig! De er lige derude et eller andet sted.

Jeg ved det godt. Du har også lyst til bare at skynde dig ud af den her ghetto så hurtigt, du kan. Men vi bliver nødt til at vente og se, hvad Mike og Jens, de to politifolk, finder på.

Du kan høre, at Jens er i gang med at udspørge ham den unge fyr, Amos, som de har taget som gidsel hernede i vaskekælderen. Jeg tror, Jens prøver at blive venner med ham, så Amos kan fortælle dem, hvordan man kommer ud af ghettoen i live.

Gid, Mike ikke havde været så dum. Han skulle bare have ladet Amos være.

Intens og aktuel

Både Mike og Jens havde jo fået at vide, at der kunne opstå ballade her i ghettoen, i Svalegården, lige netop i de her dage, hvor en ung nydansker ligger på intensiv, fordi politiet har mishandlet ham under anholdelsen.

Mike og Jens skulle holde lav profil, sagde de fra politigården. De skulle se at komme hurtigt ud af Svalegården igen, så snart de var færdige med at undersøge den der sølvgrå Mercedes, der så mistænkelig ud.

Men så skulle Mike absolut lige ud af bilen og vise sin magt overfor Amos, der bare tilfældigt kom forbi. Der var ingen grund til at kræve, at Amos skulle smide bukserne og det hele midt ude på gaden.

'Shorta' er instrueret af spillefilmsdebutanterne Anders Ølholm ('Antman') og Frederik Louis Hviid (kortfilmen 'Halvmand'). Her ses Jacob Lohmann (tv.) i rollen som Mike og Tarek Zayat som Amos. (Foto: Tine Harden © Scanbox Entertainment)

Hvad siger du? Den slags sker i virkeligheden? Og man kan ikke kræve, at politifolk altid holder hovedet koldt, uanset hvor presset en situation, de er i. Det er rigtigt.

Men Mike er jo også en spade, der ikke kan lade være med at vise sin magt som politimand og nedgøre nydanskere. Og selvfølgelig endte det med, at ham Talib, som politiet havde mishandlet, helt George Floyd-agtigt, dør – lige netop som Jens og Mike kører rundt inde i Svalegården. Selvfølgelig.

De går amok derude, kan du høre det? Jeg tror, de slår Jens og Mike ihjel. Og vi er spærret inde sammen med dem, mens vi kigger på her i 'Shorta'.

Undskyld, hvis jeg sidder uroligt i biografsædet. Det er sgu intenst, det her.

Et splittet Danmark

Det især intenst, fordi Mike og Jens, der bliver spillet af Jacob Lohmann og Simon Sears, faktisk ligner rigtige betjente. Jacob Lohmann har måske åbnet lige lovlig meget for posen med skuespillertricks til, at han ligner en rigtig politimand, men Simon Sears er så realistisk som nyuddannede og idealistiske Jens, at det faktisk føles som at køre rundt i en politibil.

Og det der billede af en burkaklædte kvinde, der får øjenkontakt med politifolkene – og dermed med os – da Jens og Mike kører ind i Svalegården, giver en fornemmelse af, at de er på vej ind i noget, de slet ikke forstår, og som ikke er deres verden. Det er som i en gammel western, hvor sheriffen og hans folk skal ride ind på indianernes territorium.

Simon Sears (tv.) slog igennem i serien 'Herrens veje' og har desuden medvirket i 'Vinterbrødre' og '9. april'. Jacob Lohmann (i midten) har tidligere blandt andet medvirket i 'De frivillige', 'Norskov' og 'Når støvet har lagt sig'. (Foto: Tine Harden © Scanbox Entertainment)

Dermed ikke sagt, at nydanskerne i Svalegården er som indianere i de gamle westerns. De er ikke umælende vilddyr.

Vi ser også situationen fra deres synspunkt, især gennem Amos, en god knægt, der bare ikke får lov at vise, hvad han kan. Og gennem Iza og Danjiel, et par herlige drenge, der også gerne vil ud og frem i verden. Det er netop der, 'Shorta' kan og vil noget særligt: at være et intenst øjebliksbillede på et splittet Danmark.

Hov, hørte du det!?

Jeg tror, de nærmer sig derude. Det ser ikke godt ud.

Amos har lige vist Jens, hvor vi er i Svalegården. Den sikre udgang ligger helt nede i den anden ende. Det går aldrig godt. Og Mike og Jens er ved at blive irriterede på hinanden, kan jeg mærke. Jens stoler på Amos. Det gør Mike ikke.

Se, mine håndflader er våde af koldsved. Kan de ikke bare se at samle deres grej og komme ud herfra?

Så, nu sker der noget….

Shorta kan ses i biograferne fra den 8. oktober.

(© Scanbox Entertainment)

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter