'Det er sgu ret godt gået': Nyt familiedrama er et tiltrængt modsvar til kravet om evig vækst

'Gloria Mundi' handler om en rodet familie, der forsøger at få livet til at hænge sammen og får fire stjerner af DR's anmelder.

'Gloria mundi' er ikke på linje med instruktør Robert Guédiguians tidligere bedste film som 'Marius og Jeannette' og 'Huset ved havet'. (© Camera Film)

Hvad fortæller det om et ungt par, at de sniffer kokain og har sex med så stor lyst, at de optager det, slører deres ansigter og smider det på nettet med betalingsindgang?

Mangler de moral?

Eller er de bare driftige forretningsfolk, der forstår at tjene penge, når de ser muligheden?

Det må du selvfølgelig selv afgøre, men den 68-årige franskmand Robert Guédiguian er ikke i tvivl. Når noget så smukt som kærlighed mellem to mennesker bliver set som en oplagt mulighed for at score kassen, er der noget galt. Med verden. Alt handler om penge i Guédiguians seneste film, 'Gloria Mundi'.

'Sic transit gloria mundi', lyder den fulde titel på 'Gloria mundi'. Det er latin for 'Sådan forgår verdens herlighed'.

Alle tænker på sig selv. Ingen tænker i fællesskaber. Det kan godt være, at filmen åbner med et lille barns fødsel, og at pigen hedder Gloria – Herlighed – men som resten af filmen konstaterer, bliver lille Gloria født ind i alt andet end herlighed.

Pigens mor arbejder på prøve i en tøjbutik, hvor alle har så travlt, at der ikke er tid til tissepauser. Hendes far kører en limousine hos Uber, det netbaserede firma, der underminerer taxaernes indtjeningsmuligheder, hvilket er årsag til, at tre taxachauffører brækker armen på Glorias far, så han er ude af stand til at tjene penge i månedsvis.

Glorias tante og onkel har en lille butik, hvor de køber brugt isenkram, som de istandsætter og sælger igen. Det går så godt – blandt andet, fordi deres reparatører arbejder sort, og de køber det brugte isenkram til underpris – at de snart kan åbne en ny butik. Og så udvider de altså forretningerne med hjemmelavet porno.

Et tiltrængt modsvar

Eftersom forældregenerationen har travlt med at drive forretning for at overleve, bliver stakkels Gloria passet hos bedsteforældrene.

Mormor er rengøringskone på en færge, hvor kollegerne strejker, men mormor nægter at være solidarisk, fordi hun har brug for pengene til at hjælpe både Gloria og hendes mor.

Og så er der onkel Daniel, der har siddet i fængsel for et mord, han som ung mand begik for at redde en ven fra at dø i et slagsmål. Nu kommer han ud til en verden, der ikke kan bruge ham til noget. Den eneste, han kan, er at passe Gloria.

'Sic transit gloria mundi', lyder den fulde titel på 'Gloria mundi'. Det er latin for 'Sådan forgår verdens herlighed'. Alt det skønne og smukke og fælles i verden er virkelig på skideren hos den gamle socialist, Robert Guédiguian.

Instruktør Robert Guediguian sammen med skuespillerne Ariane Ascaride (til venstre) og Anais Demoustier ved filmfestivalen i Venedig i 2017. (Foto: ALESSANDRO BIANCHI © Scanpix Denmark)

'Gloria mundi' er én lang anklage mod en verden, der har danset efter nyliberalismens idealer – med store menneskelige konsekvenser.

I den henseende er Guédiguian en fransk fætter til britiske Ken Loach, der i sin seneste film, den fremragende 'Sorry We Missed You', beskrev en lignende verden, hvor alle er arbejdsmyrer og ingen har tid til at være mennesker.

Det er tiltrængt med et modsvar til nyliberalismen og dens krav om evig vækst, som har fået lov til at stå som en sandhed i den politiske verden i mange år. Men der er også en underlig bismag i 'Gloria mundi'.

Figurerne halser efter handlingen

I modsætning til i Guédiguians bedste film som 'Marius og Jeannette' og 'Huset ved havet' får hans figurer ikke lov til at være mennesker. De er figurer i hans verdensbillede. Så godt som alle personer i filmen halser afsted for at passe ind i filmens tema. Alle – især de to søstre, Mathilda og Aurore – er nogle usympatiske typer, der ikke kan finde ud af at løfte blikket bare et par millimeter fra deres egen verden.

Familien kommer aldrig til at føles som en familie, skriver Per Juul om 'Gloria mundi'. (Foto: Imdb)

Hvor 'Sorry We Missed You' faktisk lignede en rigtig familie, der ikke kunne få lov til at være en familie, ligner 'Gloria mundi' mest en konstruktion, der med hammer og segl skal slå fast, at verdens herlighed forgår, og at nyliberalismen æder os alle op. Kun den løsladte morder, Daniel, forstår at nyde at være til, mens han tøffer rundt med en barnevogn og skriver haiku-digte.

Netop Daniel, der egentlig gerne vil tilbage til sin trygge celle, hvor alt er til at overskue, er filmens stille hjerte. Når man ser på livet i nutidens Marseille, som Guédiguian beskriver det, får man faktisk lyst til at følges med morderen Daniel tilbage i fængsel. Det er sgu ret godt gået.

FacebookTwitter