'Det har helt sikkert ikke været billigt': Harry og Meghan laver 'usædvanlig' aftale med Netflix

Parret skal blandt andet lave dokumentarer og børne-tv for streaminggiganten.

Hertugen og hertuginden af Sussex skal fremover producere indhold til streaminggiganten Netflix. (Foto: BEN BIRCHALL © 2018 Getty Images)

Prins Harry og Meghan Markle har stort set har lagt det royale liv på hylden og springer nu i stedet ud som serieskabere i Hollywood.

Parret har netop indgået en flerårig aftale med streaminggiganten Netflix, skriver flere internationale medier, heriblandt The New York Times.

Aftalen mellem hertugen og hertuginden af Sussex og Netflix betyder, at det royale par de kommende år skal producere dokumentarer, spillefilm, tv-serier og børneprogrammer, som Netflix sender ud til hele verden.

- Vores liv, både hver for sig og sammen som par, har givet os en forståelse for styrken i den menneskelige ånd: Dens mod, robusthed og dens behov for tilnytning. På grund af vores arbejde i diversitetsrige fællesskaber og deres miljøer vil vores fokus være på at skabe indhold, der informerer, men som også giver håb, skriver parret i en pressemeddelelse.

Parret vil fokusere på at skabe forskellige serier om emner, som Harry og Meghan er passioneret omkring.

Flere af parrets projekter skulle allerede være under udvikling - blandt andet en naturdokumentarserie og en animeret serie om inspirerende kvinder.

Usædvanlig aftale

Ifølge forfatter og journalist Lone Theils, der i mange år har været bosiddende i London som Storbritannien-korrespondent, er aftalen mellem det royale par og streaminggiganten usædvanlig.

- Det er ikke første gang, at kongelige begiver sig ud i at lave tv. Herhjemme har vi eksempelvis set prins Joachim lave historiske programmer. Når det så er sagt, så er det usædvanligt, at kongelige laver en kæmpestor aftale med Netflix.

- Jeg hæfter mig dog ved, at hverken Harry, Meghan eller deres lille søn Archie kommer til at optræde foran kameraet. De udnytter, at de er verdenskendte og har stor gennemslagskraft. For dem er det optimalt, siger Lone Theils.

Prins Harry og Meghan Markle blev gift i maj 2018. Sammen har de sønnen Archie. (Foto: damir Sagolj © Scanpix)

De programmer, som Harry og Meghan skriver, de skal producere for Netflix, går meget godt i tråd med den linje, parret har lagt sammen, siden de i januar meldte sig ud som fremtrædende medlemmer af den britiske kongefamilie, mener Lone Theils.

- Ét af programmerne, de skal producere, er en serie om inspirerende kvinder, og det passer fuldstændig ind i den filosofi, som Meghan lever efter. Der kommer også nogle naturprogrammer, og budskabet om klima er noget, som parret har gjort til en mærkesag.

- Derudover vil de lave børneprogrammer, og det, tror jeg, kan ende som en kæmpe succes. Der vil nok sidde en del børnefamilier rundt omkring i verden og sige: "Hvis de vil vise det for deres søn Archie, så er det nok også godt nok til mit barn".

Et scoop for Netflix

Aftalens anden part, Netflix, er ovenud begejstret over, at det royale par i fremtiden skal udvikle og producere indhold til streamingtjenesten.

- Harry og Meghan har inspireret millioner af mennesker over hele verden med deres autencitet, optimisme og lederskab. Vi er meget stolte over, at de har valgt Netflix som deres kreative hjem – og vi glæder os til sammen at fortælle historier, som kan øge forståelsen hos seere over hele verden, udtaler Ted Sarandos, der er indholdschef hos Netflix, ifølge mediet Variety.

Lone Theils medgiver, at Netflix har gjort en god handel, selvom de givetvis også har haft den helt store pengepung fremme.

- Det er helt sikkert et scoop for Netflix. Jeg tror dog også, de har betalt for det. Det har helt sikkert ikke været billigt.

Netflix indholdschef, Ted Sarandos, er ovenud lykkelig over, at han har fået en aftale i hus med Harry og Meghan. (Foto: Matt Winkelmeyer © Getty Images)

De seneste år har Netflix oprustet markant og har blandt andet lavet store aftaler med USA's tidligere præsidentpar Barack og Michelle Obama samt serieskaberne Ryan Murphy og Shonda Rhimes.

Netflix har betalt flere hundreder millioner dollar for at tilknytte skaberne bag hitserier som 'Greys Hvide Verden' og 'Glee', men det er ikke blevet offentliggjort, hvor meget aftalen med Harry og Meghan har kostet verdens mest populære streamingtjeneste.

Vil tjene egne penge

Tilbage i januar chokerede Harry og Meghan royalister i det meste af verden, da parret annoncerede, at de ikke længere ville være "fremtrædende" medlemmer af den kongelige familie i Storbritannien.

I stedet ville det royale par tjene deres egne penge og få et privatliv langt væk fra den britiske presse.

- Det var fuldstændig chokerende og en meget, meget kontroversiel beslutning, parret tog, fortæller Lone Theils og fortsætter:

- Efterfølgende talte briterne rigtig meget om, hvordan de ville tjene deres egne penge. Ville de ikke komme til at nasse på de britiske skattydere?

- Der må man bare sige, at Netflix-aftalen har slået fast, at Harry og Meghan er i stand til at tjene deres egne penge, siger hun.

Siden marts har parret boet i Los Angeles, hvor de i marts måned købte en kæmpevilla i byen Montecito, som kostede dem i omegnen af 95 millioner kroner.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk