Det her show gør tykt grin med dit manipulerende legetøj fra barndommen - og det er hylemorsomt!

'Robot Chicken' er et must see for nostalgikere, mener serieekspert.

Selvom nørdekulturen for længst er blevet mainstream, så er 'Robot Chicken' stadig kørende - nu på tiende sæson. (© Adult Swim)

Da jeg var barn i 1990'erne, var det ikke altid lige nemt at være nørd med hang til legetøj, tegneserier, film og tv-serier.

De fleste drenge på min alder gik mere op i fodbold og håndbold, så det var begrænset, hvem man kunne snakke med, når det nye Spiderman-hæfte ramte bladhylderne.

Derfor var det stort for nørder verden over, da animationsserien 'Robot Chicken' i midten af 00'erne gjorde sit indtog, og på en kærlig måde tog groft pis på alt det legetøj, vi som unge drenge og piger stadig havde enormt stærke følelser for.

I 'Robot Chicken' var legetøjet pludseligt blevet voksent, og de mange ufrivilligt komiske aspekter af legetøjsserier som de macho og pumpede He-Man-figurer eller militærliderlige G.I. Joe's, nærmest tiggede om at blive lavet sjov med.

Selvom nørdekulturen for længst er blevet mainstream, så er 'Robot Chicken' stadig kørende, og nu kan anden halvdel af tiende sæson endelig streames.

Hvad er Robot Chicken?

'Robot Chicken' er skabt af Matthew Seinrich og skuespilleren Seth Green. Sidstnævnte er kendt fra blandt andet 'Buffy The Vamprie Slayer' og 'Austin Powers-filmene'. Desuden er han stemmen bag blandt andre Chris fra 'Family Guy'. (© HBO Nordic)

'Robot Chicken' er en såkaldt stop motion-serie optaget med kendte legetøjsfigurer via en serie af billeder, der skaber illusionen af bevægelse. Det mest kendte eksempel på stop motion er nok 'Postman Per', men også Wes Andersons film 'The Fantastic Mr. Fox' er optaget på samme måde. Det afsløres som regel på figurernes hakkende bevægelser.

'Robot Chicken' følger den klassiske sketch-opbygning med små sjove scener, der kan vare helt ned til ti sekunder og op til adskillige minutter - og som stort set ingen sammenhæng har med hinanden.

Skaberne har igennem de ti sæsoner brugt en endeløs række af legetøjsfigurer, heriblandt 'Teenage Mutant Ninja Turtles', Barbie-dukker, 'Star Wars'-legetøj, Lego og nærmest alt derimellem.

Serien er skabt af Matthew Seinrich og skuespilleren Seth Green, som mange sikkert kan huske som Oz i tv-serien 'Buffy the Vampire Slayer'. De lavede først en serie kaldet 'Sweet J Presents', der kun var tilgængelig online, som blev lavet for utrolig få midler baseret på tegneseriestriben 'Twisted Tog Story Theatre', hvor forfatterne tog pis på kendt legetøj og popkultur generelt.

'Sweet J Presents' blev opkøbt af Cartoon Network-kanalen 'Adult Swim', og formatet fik navnet 'Robot Chicken' og lidt af et visuelt løft under nye og bedre økonomiske rammer.

Det er imponerende at 'Robot Chicken' stadig kører, men på mange måder passer den bedre ind i tidsånden nu, end den nogensinde har gjort, da vi rent popkulturelt set befinder os i nostalgiens tidsalder med konstante reboots af gamle film og serier og ikke mindste nye film og serier som 'Stranger Things' og 'Mid90's', der dyrker tidligere tiders æstetik og generelle tidsånd.

Barndommen set gennem voksne briller

'Robot Chicken' gør tykt grin med meget af vores populære legetøj fra barndommen som blandt andet 'Ninja Turtles'. (© HBO Nordic)

Som barn er man relativt blind over for de voksnes motiver, når de opfinder legetøj, som de af den ene eller anden årsag gerne vil have dig til at lege med.

Først og fremmest er der det økonomiske perspektiv, der gør sig gældende for alle legetøjsfabrikanter. Men de voksnes ræsonnement er ikke altid til at gennemskue, og det var først, da jeg blev større - og blandt andet ved at se 'Robot Chicken' - at jeg kunne se både politiske og ideologiske kampe udspille sig i legetøjets verden.

Barbie, der blev udviklet af forretningskvinden Ruth Handler efter en tysk dukke kaldet 'Bild Lilli' (som soldaterne angiveligt brugte som inspiration, når de var udstationeret), blev op igennem 60'erne, 70'erne og 80'erne symbolet på den kvindelige plads i samfundet. Det er ikke et tilfælde, at Barbie i dag kan fås i både læge-, politi- og militær-varianter.

Også det legetøj, jeg selv legede med, var sovset ind i voksnes tanker om, hvad der var "sundt" for drenge at lege med, og det var svært at tro på, at militæret og politistyrken som portrætteret i for eksempel G.I. Joe og de klassiske "myresoldater" skulle være andet end en ubetinget god indflydelse.

Det barnagtige møder det triste og voksne

Det er ikke kun legetøj, der får en tur i maskinen. Her er det 'Handmaid's Tale', der får en tur. (© HBO Nordic)

'Robot Chicken' gør op med alle disse forestillinger og laver satire over det åbenlyst fjollede og manipulerende ved det meste legetøj.

I de korte sketches får vi for eksempel de våbenliderlige G.I. Joe-figurer på slap line, de usandsynligt muskuløse He-Man-figurer er håbløst uduelige, Barbie er en selvoptaget narcissist, og hendes mand, Ken, tæsker sine frustrationer ud i en "fight club" for at få afløb for det faktum, at han hverken har en tissemand eller noget vigtigt at sige i Barbie-universet.

Mine favorit-sketches - og mange af dem kan ses lovligt på YouTube, hvis man ikke har adgang til HBO Nordic - inkluderer 'Star Wars', 'The Muppets' og selvfølgelig alt mit elskede og dybt åndssvage macho-legetøj fra 80'erne, som man kan mærke, at skaberne har et særligt forhold til. Det er specielt mødet mellem de ekstravagante figurer og den trivielle og genkendelige hverdag, der til tider gør 'Robot Chicken' til et af de mest hylemorsomme shows derude.

Det er både sjovt og en anelse tragisk, når transformeren Optimus Prime får konstateret prostatakræft, eller når en Stormtrooper, der har taget sine børn med på arbejdet, forsøger at forklare Darth Vader, hvorfor han sagtens stadig kan koncentrere sig om arbejdet.

'Robot Chicken' har muligvis ikke udviklet sig ret meget over årene, og selvom sjove internetprogrammer for nørder såsom 'Honest Trailers' er med til at slukke lidt af tørsten, når det kommer til indhold for nørder, så er 'Robot Chickens' unikke univers stadig must see tv for enhver nostalgisk fan af legetøj og film fra barndommen.

'Robot Chicken' kan streames på HBO Nordic. Anden halvdel af 10. sæson fik premiere 3. juli.

Facebook
Twitter