Det kan ikke betale sig at kæmpe for at blive berømt - eller hvordan er det nu det er?

'Whiplash' har et effektivt drive, men også en slutning, der mest er en kortslutning

Jeg kom lige til at tænke på ’Frank’. Det hænder tit. Jeg kan godt lide at tænke på Frank. Han er en af de mest usædvanlige figurer, jeg længe har set i en film.

I en filmverden af vindere og andre typer med særlige evner til at løfte dem over andre mennesker, er Frank en krøllet fætter, der bare elsker at gøre det, han kan. Og han elsker at gøre det sammen med sine venner.

Når han spiller sin musik, er han en vinder – uden at han vandt over andre end sit følsomme jeg.

Jeg elsker Frank fra Lenny Abrahamsons film ’Frank’, der fik dansk premiere sidste år.

Jeg bliver varm helt ind i de inderste kamre af mit gamle hjerte ved tanken om slutscenen hvor Frank, i Michael Fassbenders skikkelse, skråler sin sang ’I Love You All’ og viser, at han bare elsker at spille musik med sine venner og at han ikke har det mindste brug for berømmelse eller hitlister eller succes eller hvad den her X-Faktor-verden forsøger at bilde os ind, at mennesket er skabt til.

Anti-Frank-filmen ’Whiplash’

Jeg tænkte på Frank da jeg havde set anti-Frank-filmen ’Whiplash’. Ifølge instruktøren Damien Chazelle viser ’Whiplash’ den frygt for at fejle som enhver musiker, der drømmer om storhed, må leve med. Det er en film, der sætter spørgsmålstegn ved om det virkelig er værd at kæmpe for den storhed – ifølge Chazelle. Det er bare ikke det, filmen siger.

Jeg vil ikke afsløre slutningen, som på en gang gav mig lyst til at blive trommeslager i ekstase og smadre biografen i vrede. Men det eneste filmen ender med at brøle til publikum er ’ja, det er værd at kæmpe for den storhed, det er værd at ofre alt andet for at blive til noget’.

En forklædt sportsfilm

Anti-Frank-filmen ’Whiplash’ er en forklædt sportsfilm, hvor et ungt talent kæmper med sin psykopatiske træner om at blive en vinder.

I ’Whiplash’ er træneren en sand dæmon, et bæst i samme skala som Darth Vader eller KZ-lejr-lederen Amon Goeth i ’Schindlers Liste’. Han ydmyger, tilsviner og nedgør sine elever, i en grad så det er urealistisk at noget menneske kan udføre kreativitet bagefter.

Men 19-årige Andrew Neiman drømmer om at være verdens bedste trommeslager, tilsyneladende for at vise sig for sin familie, og han hopper hurtigt på Fletchers ’management by terror’.

Andrew stiger i graderne på det prestigefyldt Schaffer-konservatorium og bliver førstetrommeslager i skolens big band, men på bekostning af drømmepigen, familien og de venner, han ikke har.

Er det virkelig det værd? Er det et liv? kunne Chazelle have spurgt her. Men han gør det ikke, uanset hvad han selv påstår.

Han sætter sin Darth Vader af en musikpædagog til at fable løs om dengang en trommeslager smed et bækken efter en ung Charlie Parker, fordi han ikke spillede godt nok.

Stakkels Charlie gik hjem, græd sig i søvn, stod op, øvede så ørerne blødte og vendte tilbage som jazzlegende.

Døde af en overdosis som 34-årig

Det er målet for en musiker, påstår Darth ’Fletcher’ Vader, der åbenbart aldrig har tænkt over at musik er et socialt fænomen. Eller som Frank ville sige – og som Michel Gondry konstaterer med sin film ’Be Kind Rewind’: ’Det kan godt være at de film, man kan se i biografen er gode, men de bedste film er dem, man laver sammen med sine venner’.

Fletcher ignorerer, at Parker døde af en overdosis som 34-årig. Det nævner Damien Chazelle kun i en bisætning, i munden på en af de onkler, der ikke er imponeret over Andrews trommeevner.

Meget tæt på at være latterlig

’Whiplash’ har bestemt et effektivt drive, lige så effektivt som de klassiske sportsfilm hvor et talent kæmper med sig selv for at blive en vinder.

Men ’Whiplash’ er også fuld af kejtede krumspring for at få historien til at gå op og dens figurer er så forsimplede, at de får de to hovedpersoner i 'Fifty Shades of Grey' til at ligne rigtige mennesker. Fletcher er så helvedes langt ude, at han er en parodi, ikke en karikatur, på en pædagog, og den fælde, han undervejs sætter op for Andrew, er ganske enkelt absurd.

Og så der moralen i slutningen … Derfor kom jeg til at tænke på Frank, den følsomme fyr, der siger det, ’Whiplash’ ikke kan finde ud af at sige, selvom den vist gerne vil.

'Whiplash' får dansk premiere den 19. februar

FacebookTwitter