Det kunne have været verdens bedste film… men selv en stjerneparade kan ikke redde mesterinstruktørs nye trip

Wes Anderson bliver væk i sig selv i sin nye film, 'The French Dispatch'.

Wes Anderson har samlet et sjældent set stjernecast i 'The French Dispatch'. Her ses eksempelvis Elisabeth Moss, Owen Wilson, Tilda Swinton, Fisher Stevens og Griffin Dunne. (© 20th Century Fox)
(© 20th Century Studios)

Det er altid fantastisk, når en filmmager får en sjov og vild og original idé – sådan én som ingen andre i hele verdenshistorien har fået.

Den slags får amerikaneren Wes Anderson mange af. Faktisk består hele hans karriere af sjove, vilde og originale ideer.

'Fantastic Mr. Fox' var en pudseløjerlig animationsfilm om en storbyræv, der vender hjem til sin gamle gård og hjælper de andre dyr i kampen mod gårdejertyranen.

'Moonrise Kingdom' var en mindst lige så hjemmehæklet beretning om to 12-årige, der indgår en pagt og stikker af sammen på en lille nordamerikansk ø i 1965.

Og så var der 'The Grand Budapest Hotel', der beskrev livet på et fint og gammelt mellemeuropæisk hotel. Virkelig kringlet idé, som kun Wes Anderson kan få.

Hyldest til et selvopfundet journalistisk magasin

Sådan er det i særdeleshed også med Andersons nye film, 'The French Dispatch'. Og denne gang er det tæt på at være et decideret problem, at kun Anderson kan få den skøre og skæve idé.

Filmen er en hyldest til et selvopfundet journalistisk magasin, The French Dispatch, og til den type grundig, gennemresearchet journalistik, som det amerikanske tidsskrift The New Yorker altid har stået for.

'The French Dispatch' - med blandt andre Bill Murray her på rollelisten - havde premiere på filmfestivalen i Cannes tidligere i år, hvor den var i spil til Guldpalmen. Her måtte den dog se sig slået af den franske film 'Titane'. (© 20th Century Fox)

Det er modsætningen til et lille, snollet og hurtigt sammenflikket stykke skrift som den her anmeldelse – nemlig lange artikler, hvor en journalist i uge-, endda månedsvis, er dykket ned i et område med samme grundighed, som en forfatter skriver en bog, eller en skuespiller lever sig ind i en rolle.

The French Dispatch er et amerikansk magasin placeret i Frankrig – og i ærke-fransk kultur – i slutningen af 1960'erne.

Filmen er optaget i Angoulême, en by så fransk, at man får croissantsmag i munden af bare at kigge på fotos af den. Og gennem hele filmen drøner amerikanske korrespondenter rundt og skriver artikler om fransk kultur med en besættelse, som gjaldt det deres liv.

Det gælder for eksempel cykelreporteren Herbsaint Sazerac (Owen Wilson) og kunstkritikeren J. K. L. Berensen (Tilda Swinton) – og så er der magasinets stifter, Arthur Howitzer Jr. (Bill Murray), der bliver fundet død af et hjerteslag i begyndelsen af filmen, hvorefter resten af 'The French Dispatch' består af hans hold af journalister, der diskuterer udformningen af hans nekrolog.

Filmen der blev væk i sig selv

Det vælter frem med vidunderlige og originale idéer i den her hyldest til fransk kultur, til seriøs journalistik, til film og billeder og til excentrikere, der har for travlt med at leve deres liv til at opdage, at de er excentrikere.

Fantastiske billeder, der alle kunne have været opslag i et kunstmagasin, vælter oveni hinanden, så det er en fryd for øjet.

Det bobler og syder så vildt i Wes Andersons hjerne, at 'The French Dispatch' kunne have været verdens bedste film.

Blandt de mange store skuespillere i filmen er også franske Léa Seydoux, der lige nu også kan opleves i James Bond-filmen 'No Time to Die'. (© 20th Century Fox)

Bare det, at byen, som The French Dispatch er placeret i, hedder Ennui-sur-Blasé – hvilket betyder kedsomhed-ved-floden-blasert – understreger Wes Andersons kreative overskud.

Listen over store skuespillere med små roller i 'The French Dispatch' fejler ej heller noget: Benicio del Toro, Saoirse Ronan, Adrien Brody, Tilda Swinton, Elisabeth Moss, Christoph Waltz, Léa Seydoux, Frances McDormand, Timothée Chalamet, Jeffrey Wright, Mathieu Amalric, Willem Dafoe, Edward Norton, Bill Murray, Liev Schreiber og Owen Wilson.

Men der mangler helt afgjort noget i Wes Andersons nostalgiske hyldest til en verden, der aldrig har eksisteret. Der mangler en historie, en udvikling, en pointe – noget, der bevæger én, og som ikke bare er virkelig godt og kreativt fundet på.

'The French Dispatch' er så optaget af sin egen verden, at den glemmer at kommunikere. Strømmen af overdådigt overskud bliver – sjovt nok – kedelig.

Verden lider af en mangel på instruktører som Wes Anderson – historiefortællere, der skaber deres egne verdener, og excentrikere, der har for travlt med skabe til at opdage, at de er excentrikere.

Men med 'The French Dispatch' er Anderson simpelthen blevet væk i sig selv.

(© 20th Century Fox)
FacebookTwitter