Der skal en vanvittig skuespiller til at spille en vanvittig person.
Nogenlunde sådan må producenten bag den kommende serie om Joe Exotic, som du måske kender fra Netflix-serien 'Tiger King', have tænkt. Og så virker valget af Nicolas Cage umiddelbart oplagt.
- Han er måske den eneste, der kan bringe et nyt niveau af craziness til Joe Exotic, så det kan vise sig være en genial casting, siger DR's film- og serieekspert Frederik Dirks Gottlieb.
- Det er et match made in heaven. Joe Exotic er excentrisk, flamboyant og utilregnelig. Det kan man i høj grad også sige om Nicolas Cage, supplerer Ann Lind Andersen, der er filmanmelder hos 'Go' Morgen Danmark'.
Joe Exotic er hovedpersonen i 'Tiger King', der under coronakrisen har fået store dele af verden til at tale om tigervelfærd, lejemord, Carole Baskin (og hendes forsvundne eksmand) og alle de vanvittige, men utroligt nok virkelige personer i Netflix-dokumentaren.
Nu vil Image Television og CBS Television Studios brygge videre på succesen med en serie om Joe Exotic. Og de har ifølge Variety.com og en række andre internationale medier fået Nicolas Cage til at spille den detroniserede tigerkonge.
Royalt filmblod i årerne
Der er da også noget royalt over 56-årige Nicolas Cage, hvis rigtige navn er Nicholas Kim Coppola.
Og?
Jo, Coppola er navnet på det største filmdynasti og det tætteste, man kommer på en royal familie i Hollywood. Og det er efternavnet til Francis Ford, der står bag 'Godfather'-filmene, ikoniske 'Dommedag nu' og for mere end 50 år siden grundlagde et produktionsselskab sammen med George Lucas. Ham med 'Star Wars'.
Nicolas Cage er nevø til 81-årige Francis Ford Coppola og født ind i Hollywood. Som 15-årig besluttede han sig for at følge i familiesporet efter at have set James Dean i filmklassikeren 'Øst for paradis'.
Men han er ikke en klassisk Hollywood-skuespiller, understreger Frederiks Dirks Gottlieb.
- Han har lavet sindssygt mange forskellige ting og har fundet ind til sin helt egen stil. Han bringer altid noget nyt til en rolle, hvad enten det er komplet sindssyge eller noget helt andet.
- Mange af hans præstationer er ude på et overdrev, men han er godt selv klar over det og trækker bevidst sit skuespil derud for at udfordre genren og sig selv. Han leger, og det har været med til at gøre ham til en nærmest mytisk figur i Hollywood.
Verdens bedste skuespiller?
Det er ikke blot medlemskabet af Coppola-familien, giftermål med flere kendte skuespillere og en ekstravagant livsstil med alt, hvad der kan høre til livet som feteret skuespiller i Hollywood, der har gjort det.
Det er ifølge Frederik Dirks Gottlieb og Ann Lind Andersen især på grund af den måde, han angriber sit fag på.
- Han bruger en helt vild mimik i sit skuespil, og man kan godt være i tvivl om, hvorvidt han er blevet instrueret i at gøre det, eller om det er noget, han selv bringer ind. Jeg hælder til det sidste, og han kan noget, som ingen andre skuespillere kan. Eller vil måske, siger DR's film- og serieekspert.
For Nicolas Cage deler vandene.
- Nogle siger, at han er verdens bedste skuespiller. Andre siger, at han er alt for meget, og at han overdriver sit skuespil. Nicolas Cage selv kalder det mega acting. Han spiller stort, og det passer oftest til de mange forskellige roller, han spiller, fortæller Ann Lind Andersen.
Men de fleste er enige om, at Nicolas Cage praktiserer method acting. Altså den metode, hvor skuespilleren bruger egne erfaringer og følelser til at sætte sig ind i sin rolles indre motiver for at identificere sig så meget med karakteren som muligt.
I Nicolas Cages tilfælde bliver metoden ofte taget til ekstremerne.
For eksempel i gyserkomedien 'Vampire's Kiss' fra 1988, oversat til 'Hvem har taget mine tænder?', hvor Nicolas Cage insisterede på, at den kakerlak, han skulle spise, skulle være både ægte og levende.
En scene, der skulle tages om tre gange.
Oscar-vinderen
I 1996 fik Nicolas Cage sit endelige gennembrud med 'Leaving Las Vegas', hvor han spiller en alkoholiker, der indleder et umuligt forhold til en prostitueret.
Hovedrollen gav Nicolas Cage sin hidtil eneste Oscar-statuette og var ved at koste ham sin mentale sundhed, fortalte han i et interview i 2013.
- Filmen blev skudt på tre eller fire uger, og det er jeg glad for, for jeg udforskede et meget mørkt hjørne af min fantasi, da vi lavede den film. Jeg lagde meget af mig selv i den rolle, og jeg er bange for, at det kunne have taget en forkert drejning, hvis det havde taget tre eller seks måneder, fortalte Nicolas Cage.
Derefter skiftede han fuldstændig spor og kastede sig ud i en række hæsblæsende actionfilm, som nogle måske stadig vil huske. Blandt andet 'The Rock', 'Con Air' og 'Face/Off', hvor Nicolas Cage spiller sammen med filmikoner som Sean Connery, John Malkovich og John Travolta.
- Han har altid zigzagget frem og tilbage mellem obskure offbeat-roller og roller i store Hollywood-blockbusters, siger Ann Lind Andersen.
Og på det her tidspunkt, i midten og slutningen af 1990'erne, står den på mainstream action.
- Det er også heromkring, der begynder at komme rygter om, at han skal spille Superman, husker Frederik Dirks Gottlieb.
Nouveau shamanic!
Nicolas Cage har ikke haft den røde kappe på endnu, selv om man måske kunne fristes til at tro, at han til tider har været på en anden planet.
Eller i hvert fald i en anden åndelig dimension.
Skuespilleren har opfundet en arbejdsmetode, som han selv kalder nouveau shamanic.
En metode, der trækker på nogle af de erfaringer, shamanerne (eller åndemanerne om du vil) har gjort sig. Og som Nicolas Cage bruger til at stimulere sine egne sanser og komme længere ind i sine roller, som han fortalte i et interview i forbindelse med premieren på 'Ghost Rider: Spirit of Vengeance'.
I forbindelse med den film, fungerede det på den måde, at Nicolas Cage malede sig sort og hvid i ansigtet, så han ifølge egen beskrivelse lignede et woodo-ikon. Under sit tøj gemte han små genstande, der skulle være med til at bygge bro til en anden dimension, og så gik han ind på settet til sine skuespillerkollegaer uden at sige noget. For at skræmme dem.
Deres reaktion forstærkede ham i troen på, at han virkelig var skræmmende, og at han rent faktisk kunne rejse mellem dimensioner, som han skulle i 'Ghost Rider'.
I interviewet anerkender Nicolas Cage, at mange formentlig vil betragte det som en smule psykotisk, men at det jo drejer sig om, hvordan man ser på det.
Han forvandler dårlige film til kult
Den lidt anderledes tilgang til faget har fået nogle til at se lidt skævt til Nicolas Cage.
Og til nogle af hans roller.
- I nogle af filmene er han næsten ovre i den afdeling, hvor man griner af ham, men han er ikke en skuespiller, der bliver latterliggjort. Når der bliver grint af ham, er det som regel med kærlighed, siger Frederik Dirks Gottlieb.
- Sådan går det, når man er med i så mange dårlige film, som Nicolas Cage har været. Men han har en evne til at gøre dårlige film kult. Som for eksempel med 'Ghost Rider'-filmene, som faktisk er ret dårlige, hvis man lige kigger efter en ekstra gang, supplerer Ann Lind Andersen.
Men filmanmelderen er begejstret for Nicolas Cages kompromisløshed. Både når det kommer til hans skuespil og valg af roller.
- Han er ligeglad med, hvad folk synes om de roller, han tager på sig. Han tager dem bare, og han er helt vildt produktiv. Det kan godt være, at vi her i Danmark ikke har set nogen film med Nicolas Cage i 2019, men han var altså med i seks og har gang i otte andre projekter, siger Ann Lind Andersen.
- Der er noget meget oprigtigt i måden, han går til skuespillet på. Han vælger det, han har lyst til og lader sig ikke styre af branding og alt muligt andet skidt og lort.