’Enestående’, ’banebrydende’ og grundpillen for den danske dramaserie-tradition, vi har i dag.

Det skorter ikke på rosende ord, når tv-eksperter skal fortælle om tv-serien 'Matadors' kvaliteter.

Men der er altså også øjeblikke, hvor ’Matador’ er tåkrummende, og hvor skuespilpræstationer og replikker er under standard.

Vært på DR-podcasten ’Meget mere Matador’, Cecillie Nielsen, og skaberen af hjemmesiden matadoronline.dk, Janus Madsen, har sammen fundet 4 scener i seriens 24 afsnit, som de næsten er enige om, burde have været fjernet eller taget om.

Vicki og Herberts ømme øjeblik i sengen

Det er efterår i 1939, og 2. verdenskrig er brudt ud. Grisehandler Oluf Larsen deltager i krigen på sin egen stilfærdige facon, og har hængt billeder af Hitler, Mussolini og Stalin op på væggen i lokumsskuret.

Pludselig dukker den tyske kommunistiske digter Herbert Schmidt op. Han er hjemvendt fra den spanske borgerkrig, hvor alle troede, han var død. Både Kathrine, grisehandleren og ikke mindst Vicki er særdeles glade for gensynet. Sidstnævnte er nemlig forelsket i Herbert, og han i hende.

Det hele kulminerer med en romantisk scene, hvor Vicki forsøger at få Herbert til at fortælle hende om krigens rædsler. Det mislykkedes hun med, og det gør scenen i det hele taget, mener Janus Madsen.

- Den passer ikke ind i Matador-universet, både i forhold til stemning og kameraføring, siger Janus Madsen.

Cecilie Nielsen er helt uenig.

- Jeg elsker den scene. Jeg synes, det er en af de mest ægte og nærværende scener – så jeg er helt uforstående overfor Janus’ holdning.

Fra (afsnit 15/24)

Vicki siger farvel med alle tiders tåkrummende replik (Afsnit 6/24)

Vicki er nu enke efter sin mand Albert Arnesen er død, og hun må erkende, at hun er nødt til at sælge Damernes Magasin til Mads Skjern.

Vickis far, Oberst Hackel, vil have, at Vicki komme at bo på kasernen. Hun vil selv til København og ender med at tage af sted til hovedstaden.

Det bringer os frem til scenen, hvor Doktor Hansen og Elisabeth Friis vinker farvel til Vicki på toget, der lige når at råbe, ’jeg kommer tilbage, når jeg er blevet voksen’, inden damptoget futter af sted.

Janus Madsen og Cecilie Nielsens dom over scenen er benhård:

- Den er pinlig! Det er helt unødvendigt, men har allerede for længst forstået, at nu begynder Vickis vej mod de voksnes rækker. Det burde være blevet klippet ud.

Fra (Afsnit 6/24)

Frøken Hollenberg ’ja, ja’, ’nej, nej’ og ’av min arm!’

Skuespilleren Christiane Rohde må have studset lidt, da hun så, hvor få replikker hendes karakter frøken Hollenberg egentlig har i ’Matador’. I de to afsnit, hun medvirker, får hun sagt ’ja, ja’, ’nej, nej’ og ’av min arm’ cirka 10 gange.

Lise Nørgaard fortæller i Jacob Wendt Jensens portrætbog ’Lise Nørgaard: de første 100 år’, at frøken Hollenberg er et billede på, hvordan hushjælpen blev stadig ringere under krigen, fordi unge piger ikke gad at være det længere.

Det ændrer dog ikke på, at frøken Hollenberg ikke ligefrem gør 'Matador' bedre.

- De replikker er så overdrevet fremført, at jeg til sidst krummer tæer. Så vidt jeg ved, siger hun 'av min arm' mindst 10 gange i de få episoder, hun er med i, siger Janus Madsen.

Cecilie Nielsen er enig.

- Ja, de er ikke gode. Det virker helt usandsynligt, at hun ikke har flere ord i sig. Og jeg bliver også hurtigt irriteret på hende. Man føler bare en hel del mindre med hende, fordi hun har så få ord. Men måske er det meningen, vi ikke rigtig skal føle så meget med hende, for hun har jo tyske kærester.

Fra (afsnit 16:24)

Ellen og den grønne sol (afsnit 2:24)

Skuespillet er stift, karikeret og lyder som ren oplæsning, når mange af de medvirkende børn i ’Matador’ fremfører deres replikker. Det er ikke specielt kønt, når Ulrik eksempelvis siger: 'Vi har vasket vores hænder’, eller Ellen forsøger at slå fast, at ’en sol da godt kan være grøn’.

Janus Madsen fra matadoronline.dk er endnu engang benhård og kalder flere af børnenes præstationer for ’langt under standarden’. Cecilie Nielsen er enig, men mener, man bør huske på de omstændigheder, som 'Matador' blev lavet under.

- En formildende omstændighed må siges at være, at Erik Balling (Matadors instruktør, red.) ikke brød sig om at instruere børn, og at de skulle spille op mod nogle af landets dygtigste skuespillere. Så kan det ligesom kun gå galt, siger Cecilie Nielsen.

Fra (afsnit 2:24)