'Det ultimative machoprogram' kommer til Danmark: Skuespiller og racerkører skal drøne Skandinavien rundt

'Top Gear' kommer nu i en dansk udgave med Felix Smith som vært.

Felix Smith (i midten), skuespiller Dar Salim (til højre) og tidligere racerkører Jesper Carlsen skal være værter på den danske udgave af 'Top Gear'. (Foto: Krestine Havemann © Discovery Networks Danmark)

Hvis du er til masser af hestekræfter, store motorer og begejstrede kendisser, så skynd dig at læse videre.

Bilprogrammet 'Top Gear' kommer nemlig snart i en dansk udgave.

Det skal sendes på Kanal 5 med tv-vært Felix Smith, skuespiller Dar Salim og tidligere racerkører Jesper Carlsen i spidsen som programmets værtstrekløver.

Produktionen af 'Top Gear - Danmark' starter til efteråret, mens programmerne efter planen skal vises i foråret 2020. Det er Discovery Networks Danmark, der blandt andet driver Kanal 5, der har købt rettighederne til det britiske program af BBC.

'Det ultimative machoprogram'

Serieekspert Frederik Dirks Gottlieb synes, det er 'oplagt', at programmet - der har kørt på BBC siden 2002 og siden er kommet i et væld af andre udgaver - nu også får en dansk version.

- Det er spændende, om den danske udgave af programmet kan bringe noget nyt til bordet, men det bliver garanteret mere tilgængeligt for mange mennesker, når det kommer i en dansk udgave, siger serieeksperten.

- Jeg kan ikke se, hvordan det ikke skulle klare sig godt i Danmark.

Frederik Dirks Gottlieb mener, at programmets styrke ligger i, at det tager bilentusiaster seriøst og ikke er ikke bange for at dvæle ved dyre biler og nørdede detaljer.

- Det er på mange måder det ultimative machoprogram i en verden, hvor der måske ikke er så mange af den slags programmer tilbage, og hvor det som moderne mand ikke er så smart at være optaget af smarte biler. Det er et program, som mange sukker efter i en verden, hvor sendefladen hovedsageligt er klistret til med dating- og bageprogrammer.

- Samtidig giver det os mulighed for at drømme os væk til en verden, hvor alt er muligt.

Efter mange år med høje seertal i Storbritannien valgte BBC at fyre vært Jeremy Clarkson fra den britiske udgave af programmet i 2015, fordi han havde angrebet programmets producer Oisin Tymon både fysisk og verbalt.

Jeremy Clarkson og medværter James May og Richard Hammond skrev i stedet en milliard-kontrakt med Amazon og lavede programmet 'The Grand Tour'.

Herefter overtog Chris Evans sammen med den tidligere 'Venner'-stjerne Matt LeBlanc og fire andre værtsrollen for 'Top Gear', men Evans holdt kun én sæson som vært. I skrivende stund er Chris Harris, Andrew Flintoff og Paddy McGuinness værter for den britiske udgave af showet, der altså får Felix Smith i spidsen her i Danmark.

Da Felix Smith blev spurgt, om han ville være vært på programmet, var han ikke i tvivl. (Foto: Krestine Havemann © Discovery Networks Danmark)

Felix Smith, der blandt andet har været vært på Dansk Melodi Grand Prix og Versus, glæder sig ifølge pressemeddelelsen fra Discovery Networks Danmmark til at prøve kræfter med de hurtige biler:

- 'Top Gear' er mit alltime yndlingsprogram, og jeg var ikke to sekunder i tvivl om, at det her skulle jeg lave (...) Jeg er stolt og lykkelig over at få lov til at drøne Skandinavien rundt med to gode venner i nogle af verdens fedeste biler. Det er svært for mig overhovedet at kalde det et arbejde.

Facebook
Twitter