Disneys nye dyre superhelteserie ligner en biograffilm og er spækket med action

'Falcon og The Winter Soldier' ligner til forveksling de Marvel-film, vi plejede at se i biografen.

Falcon (tv.) og The Winter Soldier (th.) er kendt fra 'Avengers'-filmene og har nu fået deres egen serie på Disney+. (© Marvel Studios via Disney+)

Jeg savner virkelig at gå i biografen.

Især savner jeg at sidde i mørket med vennerne og se den nyeste Marvel-film. Hver gang føltes det som en nærmest uvirkelig oplevelse for en tegneserienørd som mig, der i "gamle" dage, inden Marvel lancerede sit filmstudie, måtte nøjes med en sjælden halvdårlig superheltefilm.

Nu har nørderne kronede dage, og det føles allerede som en evighed siden, den sidste Marvel-film var i biografen tilbage i sommeren 2019.

Heldigvis tilfredsstillede Marvel de fleste med 'WandaVision', der efter en lidt sløv start endte med at være både actionpacked, underfundig og nyskabende.

Et Marvel-produkt som vi ikke har set det før - og på mange måder en modig første satsning efter at have været ude af vores umiddelbare bevidsthed i næsten to år.

Men faktisk var det slet ikke 'WandaVision', der var planlagt som den første Marvel-producerede serie. 'Falcon and the Winter Soldier' var egentlig tiltænkt som første skud i bøssen - og man forstår godt hvorfor.

Her kan du læse om det længeventede første afsnit af 'Falcon and The Winter Soldier'.

1

Klassisk Marvel

The Winter Soldier, der går under navnet James Buchanan Barnes - eller bare "Bucky" Barnes - bliver spillet af Sebastian Stan. Stan har spillet rollen siden 2011. (© Marvel Studios via Disney+)

I 'Falcon and the Winter Soldier' følger vi de to Marvel-helte lidt mere end fem år efter, at Thanos knipsede med fingrene og fik halvdelen af universets befolkning til at forsvinde - for senere at komme til live igen kort inden denne series begyndelse.

Mildest talt en turbulent tid i Marvel-universet, hvor ideologier synes vendt på hovedet, og hvor alle prøver at genetablere et ståsted i verden.

Falcon, med det borgerlige navn Sam Wilson, er efter at have modtaget Captain Americas skjold en travl mand på vigtige og eksplosive missioner.

En anden ven af Captain America, Bucky Barnes aka The Winter Soldier, døjer derimod med en form for PTSD og prøver at vænne sig til et mere almindeligt, civilt liv. Skeletterne i skabet hjemsøger ham dog stadig og minder ham om dengang, han var hjernevasket af skurkene fra HYDRA.

'Falcon and The Winter Soldier' er klassisk Marvel, som mange nok har savnet.

Hurtige, humoristiske dialoger, store actionbrag og en følelse af, at hele det store Marvel-plot bliver skubbet fremad. Med andre ord vil dem, der ikke fik deres Marvel-fix via 'WandaVision' formentlig blive yderst tilfredse med denne langt mere ligefremme og klassisk (i Marvel'sk forstand) underholdende serie.

2

Socialrealisme vs action

Samuel Thomas "Sam" Wilson, bedre kendt som Falcon, bliver spillet af Anthony Mackie. Mackie portrætterede Falcon første gang i filmen 'Captain America: The Winter Soldier' fra 2014. (© Marvel Studios via Disney+)

Serien starter med et gigantisk brag af en actionsekvens.

Vi ser Falcon gøre sin ting i luften, mens han kæmper mod Batroc the Leaper - spillet af den canadiske MMA-kæmper George St-Pierre, som nogen måske kan huske som adræt mellemleder-skurk i 'Captain America: The Winter Soldier'.

Effekterne er i topklasse, og man kan ikke se forskel i produktionsværdien, hvis man sammenligner Marvel-filmene og denne serie.

Det er sammen med 'The Mandalorian' og 'WandaVision' nu den tredje serie på Disney+, der for alvor gør op med idéen om, at tv-serier ser billigere ud end de helt store biografbaskere.

Dog er det de nære scener, man tager med sig videre - og dem er der heller ikke få af i det tætpakkede åbningsafsnit.

Bucky Barnes er begyndt til psykolog, hvor han modvilligt åbner op om alle de forfærdelige minder, han har fra sin tid som hjernevasket lejesoldat, der uden nåde mejede mere elle mindre kriminelle mennesker ned.

Specielt har han dårlig samvittighed overfor en ældre herre, som uden selv at vide det, har lidt store tab på grund af Barnes, og det bliver ikke mindre kompliceret, da han småforelsker sig i en lokal tjener.

Falcon har også sine problemer i privatlivet. Selvom han har ydet en stor indsats som folkehelt sammen med The Avengers, har han ikke tjent mange penge på det og som ung, sort amerikaner er det svært for ham at få et liv op at stå.

Serien beskæftiger sig således både med problematikker vedrørende manglende sorte privilegier, når det for eksempel kommer til at få et lån i banken, og de strabadser, en mentalt såret veteran står overfor, når det kommer til at genetablere sig i det amerikanske samfund.

Vi har før set ømtålelige og politiske emner i Marvel-film. Og i 'Falcon and The Winter Soldier' gør instruktør Kari Skogland og manuskriptforfatter Malcolm Spellman også, hvad de kan for at få de store følelser op at stå på de kun cirka 40 minutter, de har at gøre godt med i et afsnit.

3

Skal man se med?

'Falcon and The Winter Soldier' behandler både raceproblematikker og livet som krigsveteran sideløbende med superhelteuniverset. (© Marvel Studios via Disney+)

Den verdensomspændende pandemi og totale nedlukning af biograferne har på en måde været et tiltrængt afbræk i den endeløse række af Marvel-film, vi var vant til.

Men nu er jeg i hvert fald også mere end moden til noget gennemført eskapisme af den bedste skuffe - og hvad er bedre end sympatiske superhelte, der prøver at gøre deres for at normalisere en verden, der for en stund har været ramt af krise og stor sorg?

Det er på mange måder genial timing, og 'Falcon and The Winter Soldier' rummer meget af det, vi efterhånden forventer af et godt Marvel-projekt.

Især Anthonie Mackie er fremragende som den ellers lidt uinspirerede helt Falcon og giver figuren et ekstra lag - på samme måde, som andre dygtige skuespillere før har gjort for andre småkedelige helte som Iron Man, Thor og Captain America.

Efter kun et enkelt afsnit er jeg dog rimelig tryg ved at anbefale alle fans af Marvels filmunivers denne luksusliner af en serie.

Den har måske ikke de helt store kreative ambitioner (endnu), men den vækker en genkendelig følelse fra en mere simpel tid, når Falcon og Bucky Barnes sparker røv.

'Falcon and The Winter Soldier' kan streames på Disney+.

Facebook
Twitter