Dokumentar om pædofili-anklaget milliardær er fyldt med konspirationsteorier og uhyggelige interviews

Jeffrey Epstein døde, før hans sag blev gennemgået. Nu ruller Netflix sagen op.

Milliardæren Jeffrey Epstein nåede at tage sit eget liv, før han skulle se sine anklagere i øjnene i en retssag. (Foto: Scanpix/AFP)

I august 2019 døde den berømte og berygtede amerikanske finansmand Jeffrey Epstein i sin fængselscelle. Den 66-årige milliardær var indsat i et barskt fængsel i New York. Han var efter kort tid blevet rykket til en overvåget celle, da man frygtede, at han ville tage sit eget liv.

Han risikerede at få op til 45 år i fængsel for gennem årevis at have begået seksuelle overgreb på et hav af kvinder - blandt andet en række mindreårige piger.

Sagen har været massivt dækket i medierne. Og så har den længe været indhyllet i mystik. For Jeffrey Epstein har tætte forbindelser til nogle af USA's mest magtfulde mennesker - heriblandt Bill Clinton og Donald Trump.

Det har sat gang i konspirationsteorier, der antyder, at hans selvmord, måske, ikke var helt ligetil.

Jeffrey Epstein levede i mange år et dobbeltliv. Udadtil var han en charmerende og succesfuld forretningsmand, der mængede sig med de kendte og donerede penge til adskillige gode sager.

Men bag facaden var han angiveligt en del af en større sexring, der systematisk udnyttede unge piger helt ned i 12-års-alderen.

Flere af Epsteins påståede ofre er nu trådt frem og giver uhyggeligt detaljerede interviews i Netflix' nye dokumentar: 'Jeffrey Epstein: Filthy Rich', der gennem fire afsnit kortlægger de frygtelige begivenheder.

1

Hvem var Jeffrey Epstein?

Jeffrey Epstein med Chauntae Davies - en af de kvinder, der står frem i dokumentaren. (© 2020 Netflix)

Epstein kom for alvor i mediernes søgelys, da journalisten Vicky Ward fra det amerikanske medie Vanity Fair blev bedt om at lave et portræt af den magtfulde forretningsmand i 2003.

Redaktøren undrede sig over, hvorfor man intet kendte til Epsteins liv og formue.

I dokumentaren 'Filthy Rich' beskriver Ward, hvordan alle vidste, at han var rig, men ikke helt hvordan han var blevet det.

Han omgav sig med verdens rige og berømte. I dokumentaren ser man blandt andet billeder af Epstein sammen med folk som Harvey Weinstein, Bill Clinton og prins Andrew. Billeder, der sammen med anklager om seksuelt misbrug af en blot 17-årig, fik den engelske prins Andrew i store problemer. Sidst, men ikke mindst, så var Epstein altid selv omringet af meget unge og smukke kvinder.

Hans kæreste var Ghislaine Maxwell. En - på overfladen - anstændig kvinde med en prestigefyldt uddannelse fra Oxford-universitetet i England.

Journalisten Vicky Ward fortæller, at hendes advarselslamper begyndte at blinke, da en af de første kilder, hun interviewede, fortalte, at flere af hendes veninder var blevet misbrugt af Epstein. Herunder en mindreårig.

Dermed ændrede opgaven sig for Vicky Ward, der pludselig stod med et regulært journalistisk graverarbejde og endte med at opdage, hvad der skulle vise sig at være en stor skandalesag.

Ifølge Ward forsøge Epstein at true hende til tavshed. Redaktøren på magasinet fandt et afhugget kattehoved og en patron på sit dørtrin. Det resulterede i, at Vicky Ward fik besked på at droppe graverarbejdet og kun fokusere på det harmløst positive kendisportræt. Uden alle rygterne.

Da Epstein, af åbenlyse årsager, ikke selv kan kommentere på sagen, får vi kun hans udtalelser gennem tidligere høringer. Her bliver en tydeligt irriteret Epstein konfronteret med beskyldninger om årelang sexhandel og pædofili, der startede som rygter, men som mundede ud i en dom i 2008.

Et forældrepar havde nemlig kontaktet politiet med anklager om, at Epstein havde forgrebet sig på deres 14-årige datter. Det udløste 13 måneders fængsel til Epstein for rufferi, hvor en af personerne var under 18 år.

I de 13 måneder, han var i varetægt, havde han en arbejdstilladelse, så han kunne forlade fængslet, stort set som han lystede.

I dokumentaren bliver det antydet, at hans formue og kontakter i de højere lag af samfundet gjorde opholdet langt nemmere for Epstein. Døren til hans celle var, efter sigende, aldrig lukket.

Epsteins private ø Little Saint James, der er en del af de Amerikanske Jomfruøer, led tilsyneladende heller ikke under hans dom. For både under og efter dommen strømmede det til øen med kendte mennesker.

Jeffrey Epstein slap med et rap over nallerne for forbrydelser, der formentlig kunne udløse store straffe til normale mennesker.

2

Hvad er Epstein beskyldt (og dømt) for?

Maria Farmer var den første, der anmeldte Epstein til myndighederne i 1996. (© 2020 Netflix)

I filmen møder man, ligesom i både 'Leaving Neverland' og 'Surviving R. Kelly', ofrene for de påståede forbrydelser. I dag er de voksne kvinder med ar på sjælen.

Et af hans påståede ofre er maleren Maria Farmer, der siger, at hun røg direkte i kløerne på Epstein, efter han købte nogle af hendes malerier i 1995.

Hun er siden begyndt at male portrætter af alle de kvinder, der offentligt er stået frem. Hun forklarer, at hun oplevede seksuelle overgreb, men at det især er skyldfølelsen over at have introduceret hendes lillesøster Annie for Epstein, der hjemsøger hende.

Selvom hun delvist har formået at lægge det hele bag sig og få en flot karriere, så er hendes søster stadig traumatiseret efter angiveligt at være blevet misbrugt af Epstein på hans ejendom i New Mexico.

De to søstre er ikke de eneste, der fortæller om deres oplevelser i dokumentaren. En lang række kvinder fortæller i detaljer, hvordan de blev misbrugt af både Epstein og hans daværende kæreste Ghislaine. Hun anklages for at være en medsammensvoren i stort set samtlige sager. Sager, der ikke er for sarte sjæle.

Shawna Rivera fortæller en historie tilsvarende Farmer-søstrenes. Hun siger, at da hun var 15 år gammel, blev hun narret til at komme hjem til Epstein, hvor Ghislaine angiveligt opfordrede hende til at give ham en massage, der hurtigt udviklede sig til en fuldbyrdet voldtægt.

Det lader til at være den stort set samme historie, som samtlige af kvinderne fortalte, hvilket vidner om, at Epstein og Ghislaine gik systematisk frem.

Ifølge dokumentaren var deres taktik at rekruttere de unge piger, der i forvejen var blevet misbrugt og manipuleret af ægteparret, til at tiltrække endnu flere unge piger i pengemangel. Mod betaling gav de unge piger Epstein massage, hvorefter de blev misbrugt.

Det er hjerteskærende, at en række af de piger, der blev brugt til rekruttering, i dag sidder med en enorm skyldfølelse, selvom de blot var børn, der blev brugt som skakbrikker af perverterede og ondsindede voksne mennesker.

3

Hvorfor er Epsteins død så omdiskuteret?

På ét af Jeffrey Epsteins billeder kunne man se den engelske prins Andrew sammen med Ghislaine Maxwell og Virginia Robert, der også står frem i dokumentaren og fortæller om det misbrug, hun har oplevet. (© 2020 Netflix)

I sommeren 2019 blev Epstein anholdt igen. Denne gang stod yderligere 12 kvinder frem med anklager om seksuelt misbrug. Hans byhus på Manhattan blev ransaget, og her fandt man tusindvis af pornografiske billeder af blandt andet mindreårige piger.

Epstein nåede dog aldrig at få sin endelige dom, da han begik selvmord i sin fængselscelle, efter muligheden for løsladelse mod kaution blev afslået.

Dokumentarserien dykker ikke så detaljeret ned i omstændighederne omkring Epsteins død, der stadig er kategoriseret som selvmord.

Epstein havde kort forinden gjort skade på sig selv og var blevet flyttet til en overvåget celle, da man frygtede, at han ville begå selvmord. Alligevel er hans død omgivet af megen mystik. Blandt andet fordi tungebenet i hans hals var brækket, hvilket normalt ikke sker, når man hænger sig på den måde, som Epstein gjorde.

Den aften, hvor selvmordet fandt sted, var vagterne faldet i søvn, og kameraerne virkede ikke. Et selvmord burde slet ikke kunne finde sted i en overvåget celle.

- Det er utænkeligt, noget kunne gå galt, og at Jeffrey Epstein kunne komme til skade i et fængsel, der har huset terrorister og El Chapo, og hvor der var kameraer overalt. Utænkeligt, siger en journalist i dokumentaren.

Mange har også spekuleret på, om alle de gemte pornografiske fotos i pengeskabet i byhuset i New York var tiltænkt afpresning af rige og magtfulde mennesker.

Men selvom det bliver antydet i 'Filthy Rich', at mange af Epsteins tidligere elitære kontakter kunne have en interesse i hans død, så er det indtil videre kun konspirationsteorier.

Dokumentaren er uhyggeligt relevant lige for tiden, hvor demonstrationer og sammenstød mellem politi og civile lige nu breder sig.

Kontrasten fra Epstein, der i første omgang fik en royal behandling, på trods af en dom for prostitution af mindreårige, til George Floyd, der var anklaget for at have brugt en falsk 20-dollarseddel og som resultat mistede livet, er hovedrystende.

Generelt rejser mange af de bedste true crime-dokumentarserier de seneste år alle sammen indirekte kritik af det amerikanske retssystem.

Hvad enten det er i 'Making a Murderer', 'The Jinx' eller 'O.J.: Made In America'.

I 'Jeffrey Epstein: Filthy Rich' er det endnu engang retssystemet og den strukturelle skævfordeling, der bliver sat i fokus, og det er der i den grad brug for.

Facebook
Twitter