DR-dramaserie overhalede virkeligheden: Pludselig ville politiet ikke snakke med os

Manuskriptforfatter Jeppe Gjervig Gram er kommet lidt for tæt på virkeligheden i tredje sæson af tv-serien 'Bedrag'. Både ifølge politiet og ham selv.

Her ses de tre hovedrolleindehavere i 'Bedrag III': Maria Rich, Esben Smed og Thomas Hwan. (Foto: Thomas Howalt Andersen © dr)

- Det har været sjovt at prøve at skrive noget, hvor vi følte, at vi var på samme spor som politiet.

Det er hovedforfatter og skaberen bag dramaserien 'Bedrag', Jeppe Gjervig Gram, der taler.

I sine første to sæsoner fokuserede 'Bedrag' på den økonomiske kriminalitet og på grådigheden og korruptionen, der styrer den på allerhøjeste niveau af det danske samfund i bankerne, aktiehandlen og i bestyrelseslokalerne. 'Bedrag III' tager serien væk fra det 'pæne' selskab og ud på gaden.

En sæson, hvor sidste scene af den prisvindende tv-serie netop blevet indspillet. Jeppe Gjervig Gram sidder tilbage på sit lille kontor på toppen af DR Byen i København.

Kontoret syner ikke af meget. Men ser man nærmere på de få ting, der stadig står tilbage i kontoret, fortæller det en tydelig historie om det, der har beskæftiget Jeppe Gjervig Gram de seneste år.

Langs væggen står to reoler, der er kommet på overarbejde. Ovenpå dem står tv-priser og statuetter og stråler om kap – og på hylderne står faglitteratur om politik, side om side med Obamas biografi og en dvd-boks med den legendariske politiske tv-serie 'The West Wing' om pladsen med bunkevis af chartek med clipsede papirer i.

Producent Anders Toft Andersen (tv) og hovedforfatter Jeppe Gjervig Gram (th) vandt en International Drama Award i London for 'Bedrag' i 2016. (Foto: Lars Hermann © dr)

Og man skal ikke lade sig narre. Det er de forskelligfarvede plastikchartek, der rummer kontorets største skatte. Heri ligger nemlig noter, udkast og manuskripter til både dramaserien 'Borgen' og ikke mindst 'Bedrag'. Begge to serier, som Jeppe Gjervig Gram har haft fingrene helt nede i som manuskriptforfatter.

Fra de bonede gulve til gadens brosten

Vi er her for at tale om sidstnævnte,'Bedrag'. En serie som i sine to første sæsoner så på det, man kan kalde 'banditter i habitter'. Sådan er det ikke i sæson tre. Langt fra.

- Vi var godt klar over, at hvis der skulle komme en tredje sæson af 'Bedrag', så skulle vi rykke serien et helt nyt sted hen, forklarer Jeppe Gjervig Gram om det markante skift, der sker i serien.

For borte er de bonede gulve og i stedet tages seerne med ud på gaden i Københavns Nørrebro og Nordvest-kvarter. Et kvarter, der er kendt og berygtet for sit rå gademiljø.

Og netop beliggenheden har været en vigtig brik for sæsonen. På den ellers bare, hvide væg i kontoret er det derfor også et stort, printet kortudsnit af Nørrebro, der stadig tager alt fokus.

- Vi har optaget det hele på location. Vi har bygget en politistation og en bank i nogle eksisterende bygninger i Nordvest, så vi har været tæt på området stort set hele tiden. Vi har været de steder, hvor det foregår.

Her ses Jeppe Gjervig Gram flakeret af 'Bedrag III's tre hovedrolleindehavere Maria Rich, Esben Smed og Thomas Hwan. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © dr)

Når Jeppe Gjervig Gram siger, at de har været de steder, hvor kriminaliteten finder sted, så mener han ikke blot i forhold til det, der står i manuskriptet. For virkeligheden har også krøbet sig op på produktionen undervejs. De har oplevet at indspille en scene, som aftenen eller ugen i forvejen har udspillet sig i virkeligheden. Flere gange.

- Jeg har før udtalt, at det har været som om, jeg skrev om kap med virkeligheden. Men jeg har jo faktisk skrevet forud for virkeligheden, forklarer Jeppe Gjervig Gram.

- Det er jo først her de sidste par måneder, at det for alvor er kommet derhen i virkeligheden, hvor vi også er i serien.

For den nye sæson fokuserer på bandekrig og hvidvaskningen af de organiserede kriminelles penge. Noget, der har fyldt nyhedsbilledet de sidste mange måneder. Det gjorde det bare ikke, dengang manuskriptet blev skrevet.

Fra USA til vores egen andedam

- Jeg startede med at være inspireret af en hvidvaskningssag i USA, hvor den store bank HSBC fik høvl i det amerikanske senat for at have hvidvasket penge for de latinamerikanske narkokarteller. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at vi umiddelbart før premieren på serien skulle se Danske Bank og Nordea sidde og svede inde i landstingssalen og blive grillet for noget fuldstændigt lignende. Det har været interessant, siger Jeppe Gjervig Gram med hævede øjenbryn.

Ligeledes var bandekrigen ikke blusset op, da Jeppe Gjervig Gram besluttede sig for at beskrive en bandekrig, der overtog Københavns gader.

- En af mine producere spurgte meget ind til, om det nu også var troværdigt, at bandekrigen pludseligt blussede så voldsomt op, at konflikten også fyldte så meget i gaderne? Men så gik der et halvt år, og så blussede bandekonflikten op i København. Og lige pludseligt er bandekrigen i gaderne og medierne, og der er skyderier hver uge.

- Det har da været interessant at følge. Men man sidder ikke og jubler over det. For det er jo tragisk. Men samtidigt er det bekræftende, at vi skriver om noget som er aktuelt, virkeligt og foregår lige nu. Det er ikke længere bare noget, vi finder på.

Skuespiller Thomas Hwan i rollen som politibetjenten Alf, der i 'Bedrag III' går fra en birolle til én af tre hovedroller, når man følger hans arbejde i Task Force Nørrebro. (Foto: Laust Trier Mørk © dr)

Netop fordi Jeppe Gjervig Gram og hans to episodeforfattere Jenny Lund Madsen og Adam August har ramt så tæt på virkeligheden, har de også oplevet, at politiet, som de har arbejdet sammen med særligt i researchfasen, pludseligt ikke ville snakke med dem om visse ting.

- Efterfølgende har vi jo godt kunnet regne ud, hvorfor de ikke ville snakke med os. Hvis de har siddet med nogle sager, der mindede lidt for meget om vores fiktion, så har de ikke haft lyst til at tale for meget om deres metoder.

Tættere på seernes virkelighed

Måske har du allerede set de to foregående sæsoner. Måske ikke. Uanset hvad, så lover Jeppe Gjervig Gram en sæson, der kommer langt tættere på de fleste danskeres hverdag – og som derudover giver plads til at udfolde seriens karakterer.

- I de tidligere sæsoner var svindlen og kriminaliteten meget noget, der foregik oppe i samfundets finansielle top og dermed også lidt fjernt fra os normale mennesker. I denne sæson gav det sig selv, at vi kommer tættere på almindelige menneskers liv. For det handler om hashhandel og hvidvask. Hvidvaskning i banker er ikke kun noget, der sker på ledelsesgangen. Der er nogen, der skal trykke på knapperne for, at det sker. Og det er folkene nede på gulvet i banken, der gør det.

Skuespiller Maria Rich spiller bankrådgiveren Anna, der efter at have været dybt professionel og har fulgt reglerne hele sit liv, ser sig overhalet af yngre medarbejdere i bankens rangstige. En oplevelse, der får hende til at bevæge sig over på den forkerte side af loven. (Foto: Laust Trier Mørk © dr)

Og at stå med valget om at gøre det rigtige eller forkerte, er noget, som alle mennesker står overfor i løbet af deres liv.

- Vi kan alle havne i situationer, hvor vi står med valget om at gøre det rigtige eller det forkerte. De organiserede kriminelle er afhængige af, at mennesker, der har nogle relativt normale jobs i eksempelvis en bank eller i et firma, tager det forkerte valg og hjælper dem.

- Det har været enormt interessant. Og under researchfasen er det også gået op for os, at det ikke er usædvanligt, at det er en hr. og fru Jensen, der låner deres garage ud til nogle organiserede kriminelle, som så kommer og placerer nogle store kasser, som hr. og fru Jensen bare skal lade stå og ikke skal kigge i.

- På den måde kommer denne sæson tættere på det ordinære og det hverdagsagtige. Og det, synes vi, har været enormt interessant og sjovt at skrive. Forhåbentligt er det også mere relaterbart, tilføjer han håbefuldt.

Har du en magisk pen?

Når man som manuskriptforfatter formår at skrive fiktion, der senere viser sig at stemme overens med virkeligheden, kunne man friste sig til at spørge, om det er en magisk pen, han besidder.

Og som castet på 'Bedrag' i tredje sæson jokende har sagt, så burde han i så fald skrive en dramaserie, der handler om, at vi redder klimaet og udrydder al elendighed næste gang.

Jeppe Gjervig Gram har godt hørt det ønske før. Og han griner.

- Jeg håber ikke, jeg har en magisk pen. Det ville i hvert fald gøre det meget svært for mig at skrive drama fremover, hvis jeg skulle tage stilling til det.

- Men jeg synes da, at det var fint, at vi med 'Borgen' fik forudsagt den første kvindelige statsminister, tilføjer han med reference til skuespiller Sidse Babett Knudsens rolle som statsminister Birgitte Nyborg Christensen i dramaserien fra 2010.

Sidse Babett Knudsen i rollen som statsminister Birgitte Nyborg i dramaserien 'Borgen'. (Foto: Mike Kollšffel © dr)

Året efter blev Helle Thorning Schmidt Danmarks første kvindelige statsminister.

- Men jo, der nogle gange lidt mærkeligt at ligge så tæt op ad virkeligheden. Og i denne tredje sæson har det været ekstremt.

'Bedrag III' har premiere søndag 6. januar 2019 kl. 20:00 på DR1 og DRTV.

Facebook
Twitter