DR klar med nyt streaming-tilbud: 'Du skal inspireres - og udfordres'

Frem til 17. juli er der forpremiere på et helt nyt tv-univers på DR's streamingtjeneste DRTV.

Frem til 17. juli kan du få adgang til forpremieren på det nye DRTV, som er DRs streamingtjeneste. I efteråret 2019 vil den nye version rulles permanent ud på både desktop og samtlige apps. (© dr)

Vild med snigpremierer? Så er der godt nyt!

Onsdag lancereres nemlig en forpremiere på den nye udgave af DR's streamingtjeneste, DRTV. Det sker forud for den endelige lancering i efteråret 2019 og byder på væsentlige ændringer af det DRTV, du kender i dag.

Claus Bülow Christensen, der er selvstændig konsulent og ekspert i digital medieudvikling, har set frem til opdateringen.

- Det nuværende DRTV har været en velfungerende app, men også en klassisk katalogoversigt med et traditionelt look. Jeg venter derfor spændt på, hvordan næste generation af DRTV bliver, siger han forud for lanceringen af forpremieren.

En jungle af streamingtilbud

Og konkurrencen for streamingtjenesten er stor.

For med bare eksempelvis Netflix, HBO og Amazon, er der er nok at vælge imellem, når det kommer til streamingplatforme. Og selvom man ikke er et amerikansk underholdningsfirma, men derimod en dansk tv-station, så kan man ikke komme udenom, at tv-seerne i dag forventer at kunne streame ens indhold, mener Claus Bülow Christensen

- Man bliver som tv-station nødt til at følge de tendenser, som de store streamingtjenester har skabt, siden Netflix i 2012 viste vejen frem. Det er det, forbrugerne forventer, og hvis DR formår at skabe et lækkert design, vil det være med til at skabe fornyet interesse for DRTV.

Det nye DRTV ændrer visningen af de forskellige indholdstyper. Vil du eksempelvis starte på en ny fikstionsserie, som eksempelvis norske 'Blank', så starter den på første afsnit af første sæson. Vil du se 'Bonderøven, hvor der findes 12 sæsoner, starter den ved den seneste sæson – ikke den allerførste. (© dr)

Claus Bülow Christensen peger netop på et lækkert design som et bærende punkt, hvis man skal imponere forbrugerne i dag.

- Den næste fase i streamingtjenesternes kamp om brugernes opmærksomhed er uden tvivl brugerfladen. Det skal være lækkert og fancy.

Tv- og serieeksperter Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg, der har nået at kaste et blik på den ny streamingplatform inden forpremieren, bemærker også det nye udseende.

- Det lader til, at man er lykkedes rigtig godt med at gøre det lyst og indbydende med levende billeder enkelte steder, uden at man bliver bombarderet med lyd og ender med at trykke på noget, bare for at få larmen til at holde op.

En personlig oplevelse

Det visuelle er en vigtig faktor, hvis man skal gøre sig relevant i et stort, uoverskueligt streamingmarked. Derfor vil netop det visuelle løft være det, man først kommer til at lægge mærke til, ifølge Troels Hauch Tornmark, der er Product Manager på DRTV.

- Vi har lavet en ny og mere levede måde at inspirere folk til at se vores indhold. Og hvis du bruger tjenesten med login, vil du også opleve, at indholdet bliver præsenteret mere relevant for dig, hvor du eksempelvis nemt vil kunne se videre på det program, du måske ikke nåede at se færdigt aftenen før.

Ønsker du ikke at bruge et login, så kan du sagtens bruge DRTV uden. Men med et login vil du altså nu kunne oprette en profil, der gør oplevelsen på DRTV langt mere målrettet dit personlige tv-forbrug.

  • Sådan ser det nuværende DRTV ud. Du kan indtil 17. juli selv bestemme, om du vil bruge forpremieren på det nye DRTV i en browser, eller om du fortsat vil benytte dig af det nuværende. Til efteråret vil både browserversion og samtlige apps dog blive opdateret til den nye version. (© dr)
  • Sådan ser et udsnit af forpremieren til det nye DRTV ud. Den kan du selv teste af i en browser indtil 17. juli. (© dr)
1 / 2

Public service vs. Netflix

Modsat de store – ofte amerikanske – streamingtjenester, du måske allerede benytter, så er DRTV et public service-tilbud, der har en forpligtelse til både at servere aktualitetsprogrammer samt at udfordre dig.

Derfor er netop anbefalingerne af indhold en funktionalitet, som holdet bag det nye DRTV har gjort sig mange overvejelser omkring.

Sammenlignet med andre streamingtjenester har DRTV markant mere dansk indhold. (© dr)

- Det er enormt vigtigt for os, at DRTV ikke bliver et ekkokammer, men at du som bruger bliver inspireret og måske endda også udfordret til at se nogle programmer, du måske ikke var stødt på ellers. Vi prøver dermed at præsentere dig for et bredt udsnit af vores store udbud – med udgangspunkt i de programmer, du godt kan lide at se, forklarer Troels Hauch Tornmark.

Den oplevelse rammer også Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg, da de smugkigger på den nye streamingplatform. Men da det netop er en betaversion, har platformen endnu ikke nok data på de to streamere.

- Lige nu, i beta-versionen, er pladserne med relateret indhold ikke superrelevante for os, men det bliver formentlig langt bedre med tiden, jo flere inputs og data platformen får fra den enkelte seerprofil og de tags, der er knyttet til de forskellige programmer.

- Det er samtidigt den helt svære balancegang for en public service-tjeneste som DRTV: Hvordan tilbyder man noget, der føles relevant, men som man ikke anede man manglede?

- Pointen er, at det er moderne public service, så længe man kan få relevante tilbud og samtidigt tilbud, man aldrig selv ville have fundet. Men uden at få sidstnævnte stukket ned i halsen, vel at mærke. Den oplevelse kan man godt have på eksempelvis Netflix, når de insisterende markedsfører deres nye satsninger, forklarer tv- og serieeksperterne.

Kom med dine gode ideer

At DRTV er et public service-tilbud betyder også, at du som bruger rent faktisk har noget at skulle have sagt.

- Det vigtigste er, at DRTV er noget vi i Danmark ejer i fællesskab. Derfor er det vigtigt, at alle kan komme med deres feedback og ønsker til DRTV løbende, siger Troels Hauch Tornmark.

Tjenesten vil løbende udvikle sig. Ikke bare fra nu og frem til den store lancering i efteråret, men også i årene fremover.

- At vi lancerer tilbuddet nu, betyder på ingen måde, at den så står stille fremover. Vi kommer til at arbejde med det grafiske udtryk, nye funktioner, temaer og meget mere, så vi hele tiden kan optimere DRTV.

Du kan prøve det nye DRTV via en browser frem til 17. juli. Herefter lukkes forpremieren ned indtil lanceringen af den endelige version i løbet af efteråret 2019, hvor også apps til Iphone, Android, Apple-tv og smart tvs opdateres til den nye version.