Tema Herrens Veje

DR-stjerner midt i deres store gennembrud: Vi føler os ikke trådt på

Skuespillerne Camilla Lau og Fanny Louise Bernth ser ingen problemer i deres kvinderoller i 'Herrens Veje'.

Camilla Lau (tv.) og Fanny Louise Bernth (th.) spiller henholdsvis Amira og Emilie i 'Herrens Veje'. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Det er ikke nemt at være kvindefigur i DR-serien 'Herrens Veje'.

I ellers overvejende positive anmeldelser af serien har flere anmeldere alligevel løbende kritiseret det kvindebillede, der bliver fremstillet i serien.

De fylder alt for lidt. De er skarpt slebne stereotyper. Og de er kun til for at hjælpe deres kriseramte mænd, har kritikken lydt hos blandt andet Information og Soundvenue.

Men den præmis vil to af seriens kvindelige skuespillere, Camilla Lau og Fanny Louise Bernth, der spiller henholdsvis Christians flirt Amira og Augusts hustru Emilie, ikke gå med på.

- I udgangspunktet er det jo en fortælling om et forhold mellem en far og hans to sønner og forholdet brødrene imellem. Det er dét, der er historien, siger Camilla Lau og fortsætter:

- Det handler ikke om, hvor mange replikker du kan overstrege i dit manuskript. Din ypperste opgave er at tage din rolle på dig og fortælle den historie, der skal fortælles. Jeg ved, min rolle er at bakke op om Christians fortælling, og det ser jeg som en klar funktionsting. Jeg føler mig ikke trådt på eller minimeret som kvinde af den grund.

Camilla Lau. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Skaber hele karakterer

Hendes medskuespiller Fanny Louise Bernth er enig og understreger, at selvom deres roller ikke er dem, der får mest skærmtid, så har de alligevel haft lange karakterbeskrivelser at arbejde ud fra, så de har kunnet skabe hele mennesker ud af deres karakterer.

Camilla Lau
  • 28 år.
  • Født og opvokset i Herlev.
  • Uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København 2016.
  • Har tidligere haft en mindre rolle i TV 2-serien 'Dicte'.
  • Er lige nu aktuel som Amira i DR-serien 'Herrens Veje'.

- Jeg har hele tiden haft et meget klart billede af Emilie; hvem er hun, hvor kommer hun fra osv. For mig er hun et helt menneske og ikke bare en kvinde. Men når det er sagt, så er hendes funktion jo at fortælle en anden karakters historie, siger Fanny Louise Bernth.

Hun kan heller ikke følge kritikken om, at de to roller skulle være stereotype.

- Amira og Emilie er to meget forskellige kvinder. De har begge en drivkraft i, at de vil henholdsvis Christian og August det bedste. Jeg synes, at de to roller prøver at støtte op på meget forskellige måder. Og de lykkes jo ikke nødvendigvis med deres velmenende forsøg.

Fanny Louise Bernth. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Kvinder må gerne indeholde fejl

Diskussionen om ligestilling inden for skuespilfaget raser på højtryk i disse år.

De kvindelige skuespillere tjener dårligere end deres mandlige kolleger, og der er færre roller for kvinderne at vælge imellem.

Noget, som Camilla Lau og Fanny Louise Bernth, der begge blev færdiguddannede som skuespillere sidste år, er bevidste om, men som de endnu ikke selv har oplevet.

Fanny Louise Bernth
  • 29 år.
  • Født og opvokset på Christiania i København.
  • Uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus 2016.
  • Spillede som barn hovedrollen i børnefilmen 'Falkehjerte' og har siden haft flere roller på film, tv og teater.
  • Modtog tidligere i år Reumerts talentpris og Lauritzen Fondens Believe in You-pris.
  • Er lige nu aktuel som Emilie i DR-serien 'Herrens Veje'.

Først og fremmest er der et strukturelt problem i den måde, man fortæller historier på, og de kvindeidealer der findes i mange historier, mener Fanny Louise Bernth.

- Det er min oplevelse, at mange kvinderoller helst skal være unge, smukke, ufejlbarlige og stærke. Så snart der begynder at vise sig nogle afvigelser, så bliver de mindre interessante. Og når der endelig findes en kvindelig karakter som er anderledes, så synes jeg alt for ofte, at historien fokuserer for meget på det, eller undskylder det med en diagnose. Jeg synes desværre tit, at karakterer skrevet til mænd slipper af sted med meget mere diversitet, siger Fanny Louise Bernth og tilføjer:

- Der findes masser af mandlige karakterer, som er fulde af fejl, men som er totalt elsket alligevel. Hvorfor kan det ikke være på samme måde med de kvindelige?

Der er dog gang i en positiv bevægelse, mener Camilla Lau, fordi de ulige arbejdsvilkår kønnene imellem er blevet et anerkendt emne, som man taler meget om.

Og så begynder flere kvinder at lave deres egne projekter, påpeger hun og peger på blandt andet Ditte Hansen og Louise Mieritz' tv-serie 'Ditte & Louise', hvor de to kvinder selv har skrevet manuskriptet og selv spiller hovedrollerne.

Camilla Lau og Fanny Louise Bernth på studiegangen i DR Byen, hvor størstedelen af 'Herrens Veje' bliver optaget. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

- Det kræver noget, og branchen skal komme op i et nyt gear. Det er ikke noget, man bare lige gør, men jeg tror, det kan lade sig gøre, hvis vi hjælper hinanden. Instruktører, forfattere, producere, spillere – vi har alle sammen et ansvar, siger Camilla Lau.

Mens første sæson af 'Herrens Veje' altså har mandlige skuespillere i de bærende roller, og kvinderne må tage sig af birollerne, så kommer det til at ændre sig en smule i anden sæson.

Her kommer seerne nemlig mere ind under huden på både Emilie og Amira, garanterer de to skuespillere bag karaktererne.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve