Dramatisk historie om Utzons operahus bliver til en film

Jørn Utzon forlod Sydney i protest, inden det berømte bygningsværk stod færdigt. Han kom aldrig tilbage.

Operahuset i Sydney blev tegnet af Jørn Utzon, men den danske arkitekt nåede aldrig selv at se den færdige bygning. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Historien om, hvordan en dansk arkitekt var med til at skabe en af verdens mest kendte bygninger, skal nu op på det store lærred.

Omdrejningspunktet for den kommende film er tilblivelsen af Operahuset på havnefronten i den australske storby Sydney.

Det er tegnet af danske Jørn Utzon, der døde i 2008 og aldrig nåede at se sit mesterværk stå færdigt.

Produktionen kommer til at være både dansk, svensk og australsk. Den danske producer Ole Søndberg er med i projektet. Han har tidligere produceret blandt andet filmatiseringen af Stieg Larsson-romanen "Mænd der hader kvinder" og tv-serien "Wallander".

- Utzon var en fantastisk dansk arkitekt, og historien om hvordan han skabte Operahuset i Sydney er både fascinerende og skræmmende. Den historie bør blive fortalt, siger Ole Søndberg i en pressemeddelelse.

Filmen kommer til at fokusere på, hvordan Utzon vandt retten til at tegne Operahuset samt den modstand, han mødte undervejs i projektet.

Jørn Utzon ankom til Sydney i 1957, men politiske diskussioner og budgetbegrænsninger fik Utzon til at forlade projektet i 1966.

Han kom aldrig tilbage for at se det unikke bygningsværk med de hvide sejl, der åbnede i 1973.

Filmen har arbejdstitlen "Utzon: Manden bag Operahuset". Det er uvist, hvornår optagelserne begynder.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter